Læsetid: 5 min.

Barbariet fortalt i billeder

Claudio Magris' roman er ubestrideligt fremragende, men er den også lige så god som sin egen historie?
20. september 2007

Romanens fortæller og hovedperson, Salvatore Cippico, er en rejsende, ikke bare på det europæiske kontinent, men også i historien.

Han er italiensk af fødsel, veteran fra den spanske borgerkrig, en overlevende fra den nazistiske kz-lejr og med under Tito i det kommunistiske Jugoslaviens unge år, inden han deporteres til Goli Otok, et udsted for det hensynsløst malende partimaskineris slagger.

Nu er han vendt tilbage til sin hjemby Trieste, hvor han fortæller historien i tilbageblik og i sit eget egensindige perspektiv. Eller dobbeltperspektiv. For i Cippicos springende og dramatiske historie blander sig endnu en stemme. Den tilhører den danskfødte eventyrer Jorgen Jorgensen (eller Jørgen Jürgensen, som er den danske stavemåde på den virkelige historiske person), der ligesom Cippico har levet et liv, der er langt større end manden selv og på eksemplarisk vis gør historiens store op- og nedture efter.

Jorgensen har grundlagt hovedbyen Hobart i Tasmanien, været konge af Island i tre uger, sejlet i den engelske flåde, drukket og spillet, skrevet adskillige bøger og er så returneret til Hobart, denne gang som straffefange.

Hvis Cippicos liv afspejler det 20. århundredes historie, så er Jorgensens liv den samme eller næsten samme historie i århundredet før. Det er en udvidelse af perspektivet og en understregning af blindhedens og barbariets eviggyldighed.

Den - eviggyldigheden - sætter endelig romanens tredje spor trumf på. Her møder vi endnu en rejsende, endnu en helt og anti-helt, endnu en stor elsker og en stor forræder. Det er kongesønnen Jason og hans argonauter, der i mytens tidløse himmel drager ud for at erobre det gyldne skind.

Fremragende

Det er en roman, det - især i det små - er svært at holde styr på. Vi bliver ikke længe nogen steder. Det ene øjeblik er vi mellem glasballoner i et urmagerværksted i København. Det næste er vi takket være ballonernes konvekse glas eller de farvelagte urskiver eller urmagerens linse i undersøiske afgrunde ved Tahiti. Og snart er vi ombord på det engelske kulskib Jane, så på Argo, mellem Reykjavik og London eller Goli Otok og Kolchis.

Hér er tasmanske hytter, dér er barakkerne i Dachau, det ene sted hedder hun Marie, det næste Maria og så Norah. Steder, navne, tider - det skifter linje for linje eller midt i en sætning. Resultatet er vildt og kaotisk. Og besnærende. Ikke kun fordi mængden af historier og billeder, hinanden krydsende og lagt oven på hinanden, er så enorm.

Også fordi Magris og hans skizofrene fortæller kommer fra det ene til det andet, frem og tilbage og op og ned, med en sær blanding af følsomhed og alt det modsatte.

Snart med en sleben sans for det poetiske og ordenes nænsomme behandling af det allermindste, snart huggende og kværnende, så skum og blod og safter rejser sig fra siderne. Det er ubestrideligt fremragende.

Ad de lange linjer, og hvor detaljerne og mylderet opløser sig for øjnene af én og bliver til tilbagevendende billeder, er det lettere at hænge på.

Billeder af det samme

Men det hele bliver også lidt kedeligere, lidt mere mekanisk. Ad den linje er kanonløb ikke noget med krudt og kugler og lemlæstede kroppe i det helt bestemte slag, som man følger med tilbageholdt åndedræt.

Her er deres sorte mundinger derimod "et øje med klap for" ligesom Lord Nelsons blinde øje under bombardementet i 1807, og ligesom også Jorgensen, Cippico og Jason på skiftende tidspunkter bliver blinde, og ligesom der højt over romanen svæver dette evigtgyldige og alt barbaris og grusomheds blinde øje.

Det samme eller omtrent det samme gælder kvinderne, der i én historie hedder Marie, i andre Maria, Mariza, Norah og Medea.

Og som desuden er galionsfigurerne, der anbragt forrest på skibet, hvad enten det hedder det ene eller det andet, skal beskytte de mænd, Jorgensen, Cippico, Jason, der forskellene ufortalte alle sammen forråder dem til sidst.

Og ligesom blod er blod og dette samme med tung betydning ladede blod, hvad enten det springer under slagene fra krabasken eller fra klipperne under fangelejren. Ligesom sejladsen over havene er historiens rejse over tidernes endeløse og altid samme hav, og ligesom rumstationen Mir sejler i det uendelige rum, mens diktaturer går under, og andre opstår.

Og ligesom endelig det gyldne skind er et trofæ i myternes luftkorridorer og samtidig kommunismens røde fane og enhver besudlet klud, der tjener som underlag for hovedpersonernes hyppige kopuleren.

Op og ned med historien

Det er billeder på en elegant måde lagt oven på andre billeder og nogle gange drejet en halv omgang eller sat i ny belysning.

Forenklet sagt handler den første slags om barbariets historie, den evigt samme, i Tasmanien, Jugoslavien, Spanien, Dachau, om ofrets og bødlens hyppige og mekaniske rolleskift, om partiers, systemers, staters morderiske kværnen og om eventyrlystne og forræderiske mænds grænseløse dumhed.

Og de sidste billeder, hvor der føjes nyt til, handler om en slags håb på trods, en udholdenhed i det menneskeliges "lokumshul" og om at kunne "se fremtidens sol skjult dernede i dyndet".

Begge dele er muligvis sandt. Men det virker som en sandhed, der ikke vokser ud af stoffet, men er påført det udefra af en forfatter og en fortæller, der begge to er klogere end deres egen historie.

Jeg noterede undervejs, at jeg skulle huske at skrive, at Magris' roman er en blanding af i hvert fald tre store europæiske fortællinger: For det første fortællingen om den legendariske rejsende og løgnhals Münchausen, der forstår kunsten at komme igen og at slippe godt fra en løgn ved at stikke en, der er endnu større.

For det andet Voltaires fortælling om den naive eventyrer Candide, der kommer ikke så lidt forslået, men på en ejendommelig måde også fattet og klogere tilbage fra sin lange rejse.

Og for det tredje Dantes fortælling om den fortvivlede og søgende hovedperson, der drager gennem alle dødsrigets grusomheder, men ender med at træde ud i erindringens og glemslens floder, Lethe og Eunoë, og blive en sandt seende.

Den sammenligning synes jeg stadig holder, også når det gælder ambition og format. Men det skal også med, at interessen for Magris' eventyrlige figurer og det stof og de omstændigheder, de er gjort af, svinder ind, efterhånden som romanen skruer sig op i myternes forskelsløse himmel. Og i takt med, at en stor, vild, strittende, måske ligefrem uforklarlig historie bliver skruet tilsvarende ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu