Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den bedste højrehånd i London

Så gælder det kampen om Den Gyldne Svane, og vor medarbejder har set et par af de film, der er nomineret. Han kunne tænke sig at uddele en pris til den, der kan forklare, hvorfor det skulle være interessant at se på en gammeldags jazzboheme, der tilmed er usympatisk
Så gælder det kampen om Den Gyldne Svane, og vor medarbejder har set et par af de film, der er nomineret. Han kunne tænke sig at uddele en pris til den, der kan forklare, hvorfor det skulle være interessant at se på en gammeldags jazzboheme, der tilmed er usympatisk
Kultur
27. september 2007

Marianne Faithfull var i 1960'erne kendt som Mick Jaggers kæreste, der kørte på motorcykel i læderdragt. I dag er hun kendt som sig selv, idet hun har udviklet sig til en seriøs karakterskuespillerinde, der ikke går af vejen for at masturbere på mænd, mange mænd, hvis rollen kræver det. Det er lige, hvad hun gør i tysk-belgieren Sam Garbarskis film Irina Palm, som er en af de 11 film, der konkurrerer om Den Gylde Svane.

Gokker den af, vil nogen sikkert sige, men ikke jeg, for her spiller hun en pæn, ældre enke, som sætter sig for at tjene nogle hurtige penge, da hendes barnebarn er sygt og ellers vil dø, hvis han ikke kommer til Australien og bliver behandlet. Forældrene har ikke råd.

Kuriøst nok er det anden gang på få dage, jeg ser en konkurrencefilm med det tema. Sidste gang var det en pæn mand i Beograd, der blev lejemorder for at redde sin syge søns liv. Er det ved at blive almindeligt?

Maggie har ingen uddannelse, kan ikke få banklån, og hun er for gammel til, at nogen vil ansætte hende. Altså bider hun hovedet af al skam og tager arbejde i en sexklub i Soho. Det gælder jo et liv. Men er hun så ikke også for gammel til det? Nej, for hun skal sidde i et lille rum, hvor mændene så skal stikke den ind gennem et hul i væggen.

De ser ikke Irina Palm, som hendes kunstnernavn bliver, men det viser sig, at hun har blide hænder, hvorfor der altid er kø ved netop hendes bås. Hun malker køerne med stor værdighed, og mændene forestiller sig sikkert en pin-up inde bag væggen. Hendes chef roser hende for at have "den bedste højrehånd i London". Bortset fra, at hun på et tidspunkt får en 'penisalbue', hvilket svarer til seneskedehindebetændelse i tennis, går det rigtig godt.

Filmen er, hvad man kalder en 'stor lille film', for med enkle midler og beskedne locations har den alt, hvad man kan forlange, idet man både småklukker af grin henad vejen ad alt det barokke og til sidst fælder en tåre.

Godt og ondt

Den københavnske festival adskiller sig fra andre derved, at hovedprisen, Den Gyldne Svane, ikke kan gå til film, som i forvejen har fået på andre festivaller, har jeg fået at vide. For hvad pokker skal instruktørerne med flere, som de alligevel ikke har plads til på hylden derhjemme ved siden af fladskærmen? De 11 film er blevet nomineret, efter at fire-fem danske filmkyndige har kigget sig igennem talrige nye europæiske film. Der er så nedsat en jury, som skal pege på den endelige vinder. Juryen forestås af Katinka Farago, som var en af Ingmar Bergmans nære medarbejdere gennem et langt liv. I juryen sidder også danske Sofie Gråbøl samt tre filmfolk fra andre lande.

En festival med hjertet på det rette sted, kan man argumentere. En solidaritetserklæring til de små filmlande, typisk de østeuropæiske: Vi holder øje med jer, vi glemmer jer ikke! Det er både godt og ondt, for konceptet gør - ked af at skulle sige det - svanen til en sekundapris, selvom enhver pris pynter på cv'et, og man bliver hyldet for en aften. Hvad sjov er der ved at få en pris, som andre ikke må få? En frivillig nedrykker til anden division.

Med trolley

Personligt kunne jeg tænke mig at uddele en pris til den, der kan fortælle mig, hvorfor i alverden man har nomineret den spanske film Under Stjernerne. Instruktøren Felix Viscarret introducerede den i Metropol med en trolley ved sin side, for han havde dårligt tid, da han skulle nå et fly, so long, fellows, og lige så forfløjen er hans hovedperson i filmen, en livstræt, følelsesfjern jazztrompetist med fuldskæg, mørke solbriller og kasket. Benito lever et gammeldags bohemeliv, behandler sin kvinde dårligt, drikker for meget og ser det som ubelejligt, at hans far er døende, så han må hjem til provinsbyen.

Instruktøren fik sagt, at han ser det som en moderne western om folk, der fortjener en ny chance her i livet, for det gør vi alle. Smukt, men derfra og til at interessere sig for den usympatiske stodder, er der mange mil. Man forstå så godt, at kæresten pakker hans plader ned og sender dem efter ham med besked om at holde sig væk. Den patetiske slutning lever helt op til det foregående. Filmen har enkelte poetiske og humoristiske øjeblikke, og måske falder kvindelige biografgængere for en type som ham? Jeg ved det ikke. Jeg har svært ved at finde anden forklaring på, at filmen er med. Men den er teknisk velfunderet af en debutfilm at være. Vælg et bedre tema!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her