Læsetid: 3 min.

Chip a chip a chip. Voi vittun vittu

En morsom, smertelig, rytmisk og rigtig god roman om at vokse op med Kong Alkohol og komme videre
6. september 2007

Susanna Alakoski (f.1962) er vokset op i socialt boligbyggeri i Ystad som barn af finske forældre med hang til flasken. 'Svinestierne' er hendes fiktive øgenavn til disse sociale boliger og har lagt titel til hendes erindringsroman, som i 2006 modtog den svenske litteraturpris August-prisen. Og den pris har romanen fortjent. Den formår det svære og sjældne: at være enkel og dyb på samme tid. At fortælle om smerte og elendighed uden at være bitter.

Halvfjerdserpop

De første 50 sider sad jeg ganske vist og troede, at jeg bare havde med en udmærket feel good-bog at gøre: halvfjerdsernostalgi og genkendelsens glæde, festlige familietableauer, finsk folklore, tomattapet, toupé og bukser med svaj, de sociale taberes sorgmuntre fællesskab. Alt sammen meget rytmisk skrevet, i korte, naive sætninger og muntert tempo, så man næsten hører lyden af whiskers og popguitar, mens man læser. Men til dette akkompagnement sniger der sig en så dyster og smertelig historie ind, at jeg græd mig gennem de sidste mange sider.

Bogen starter med en rytmisk remse: "Puti. Vores kat hed Puti. Når vi kaldte på hende fra altanen blev hendes navn til Tipu. Puuti-PuutiPutiPutiPutiPuTipTipuTipuTipuTipuuTipuu." Remsen får snart sit ekko i faderens finske eder: "Voi vittun vittun vituu, fissens fissens fisse". Og sådan løber der gennem bogen en række tilbagevendende rytmiske 'refræner', som spænder fra deciderede citater af den halvfjerdserpop, der lægger bogens lydside: "Chip a chip a chip, chip a chip a chip", til barnets klagende påkaldelse af forældrene: "Mamma mamma Pappa pappa". Med disse enkle små remser er det finske, det poppede, det desperate, det smertelige sat på samme rytmiske formel. Det, der lyder som et muntert poprefræn, er pludselig den døddrukne "gorillafars" forbandelse af den stangstive "heksemor" eller et forsømt barns desperate anråb.

Men altså: det er ikke sådan, at vi starter i munter pop og ender i klagende dissonans, snarere er begge dele til stede samtidig, med vægten til den ene eller anden side. Samtidig med at bogens jeg-person, Leena, skræver over bevidstløse forældrekroppe derhjemme, leger hun Svensktoppen med sin veninde Åse, bliver elitesvømmer i den lokale klub, elsker sin skole og får vilde heste i maven ved synet af visse drenge.

Rengøring

Og forældrene er ikke kronisk bevidstløse: de er kvartalsdrankere og har perioder, hvor far går på arbejde, og mor strikker og gør rent og bager finsk sort rugbrød, som ikke kan mugne. Der er scener med faderen, hvor han er en stolt og kærlig far: hopper af glæde i køkkenet over datterens svømmesucces, sidder ved hendes seng og hvisker "Lille elskede Leena". Planter solsikker, som midt i Svinestierne vokser sig højere end muligt (og som har fået lov til at pryde omslaget, både på den svenske og danske udgave).

Der er scener, hvor alternative moder- eller søsterskikkelser (som giver en fornemmelse af det sociale byggeri som storfamilie) lærer Leena at gøre rent - noget hun viser sig at have usædvanlige evner for. Bogen besynger med jævne mellemrum rengøringen i detalje-rede beskrivelser af, hvordan støvsugerens mundstykke skal føres over tæppet, og hvordan man skal bruge en tandbørste til kalkrandene omkring hanen. Det kan selvfølgelig, ligesom svømningen, forstås som renselses-ritualer i et alkoholikerbarns liv, men der er også en egen poetisk kraft i disse rengøringsskildringer, disse billeder på en lige så banal som forjættende opretholdelse af livet.

Finsk, svensk, dansk

Den danske oversættelse flyder af sted med den enkle mundrethed, som bærer Alakoskis prosa. Det har ikke været let at transponere gengivelsen af finsk accent fra svensk til dansk ("Vi har dre færelser og gøkken og et stort haav omkring hørnet"), og flere steder ville jeg nok have foretrukket, at det svenske sprog var bevaret, det gælder titler på popsange, og det gælder anråbelsen af forældrene, hvor "Mamma mamma Pappa pappa" skriver sig ind i bogens rytmik på en måde, som "Mor mor Far far" ikke gør.

Der er lidt Fucking Åmål over bogen (hvis man ellers kan huske Lukas Moodysons film fra 1998 om, hvordan venskab kan redde unge piger ud af den sorteste provins), og den burde have en lignende publikumsappel, altså appellere til et ret bredt publikum, uden at den er poppet: Eller rettere sagt: poppet er den, men på sin helt egen, litterært raffinerede måde: Chip a chip a chip, voi vittun vittu.

Svinestierne

Susanna Alakoski
- Oversat af Ida Jessen
- 264 sider
- 250 kroner
- Gyldendal
- ISBN 978-87-02-05940-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu