Cathcart og Gambier, hhv. britisk general og admiral er næppe navne, der siger ret mange noget i vore dage.
Ikke som lord Nelson og sir Hyde Parker eller Wellington. Sidstnævnte var dog med i begivenheden som underordnet officer i den britiske landstyrke, der gik i land ved Vedbæk, og som siden indesluttede den danske hovedstad i disse septemberdage for 200 år siden.
For Wellington, der senere hen efter sin indsats mod Napoleon ækvivalerende lord Nelson bare på land, opnåede en status, der næsten sidestillede ham og hans slægt med kongeslægten Windsors, var denne bedrift kun én blandt andre og forsvinder i en parentes mellem den senere hertugs gøren og laden i Indien, siden i Spanien og Portugal.
Der var egentlig heller ikke så meget at være stolt af: en stormagt, verdens stærkeste søstridskraft, havde for anden gang på få år bare banket livet ude af en lille femterangs neutral stat og dikteret de lusede vilkår for denne stats elementære overlevelse. Reaktionen i England selv var ikke for overstrømmende. Ikke efter de første mere detaljerede efterretninger nåede til London.
De sædvanlige fyldebøtter og nationalistiske hooligans kunne nok komme på gaden og synge patriotiske sange, men den store folkelige begejstring lod vente på sig, og begivenheden indregnedes blot blandt en krigs tildragelser blandt mange. At høvle bomber og raketter ned om ørerne på civilbefolkninger for at opnå, hvad man ville, hørte endnu ikke til krigenes hverdagsmetoder.
Ude omkring i Europa hævede dannede folk øjenbrynene ved efterretningerne om de kendte overklasseprægede Classenske Havers ødelæggelse før og under bombardementet af den danske hovedstad.
Pest og kolera
At den britiske regerings påtrængende behov for at tvinge danskerne ind under sin vilje, var selvsagt også til diskussion, om end de fleste kyndige iagttagere nok kunne blive enige om, at den danske regering under den ubetydelige kronprins Frederik, substitut for en sindssyg faderlig konge, opførte sig mildt sagt usmidigt. Sandt var det, at danskerne var i klemme mellem Frankrig og Storbritannien. Pest og kolera kunne valget måske ligne.
Men storpolitik er jo netop ikke den slags entydige valg, snarere en hastig række justeringer i forhold til de realiteter, der måtte foreligge.
Nogen hoveren over kronprinsens amatørisme, der henviste ham til at opfatte æresbegreber som vigtigere end realiteter, er ikke her på sin plads. En langt senere tid bevidner danske hovedaktørers uforankrede engagement i en krig i et fjernt land, hvor krigsmålet ikke står klart, og hvor en forstandig analyse af egne interesser ikke er foretaget forsvarligt eller forstandigt.
Det korte af det lange: Kronprinsen, der ikke mere stod under indflydelse af en af dansk politiks bedste begavelser nogensinde, den gamle Bernstorff, der da var død, handlede enevældigt og uden smidighed.
København blev bombet sønder og sammen, og resultatet kom ud på det samme: danskerne måtte aflevere deres stolthed og levebrødsgrundlag for det florissante, den forholdsvis store og ret moderne krigsflåde, flere andre fartøjer, samt reservedele, udstyr af enhver art og endelig lide den tort at englænderne som afsked afbrændte de nybygninger, der lå på bedding.
Denne oprivende krise i fædrelandets historie, der bliver bestemmende for dansk udenrigspolitik fremover, foreligger velbelyst i en til dagen beregnet udgivelse: Det venskabelige bombardement, vel redigeret af Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen og med indlæg af en række specialister i perioden og begivenheden.
Vendepunkt
Redaktørerne leverer selv en glimrende oversigtsartikel, der sætter bombardementet i perspektiv også i forhold til reaktionerne. Det er værd at bemærke kirkens opfattelse: hjemsøgelsen var Guds straf over de gudløse danskere, der nu burde vende sindet ydmygst mod Ham, fædrelandet og kongemagten. Det hjalp åbenbart.
Kronprinsen, der i dansk klartekst var temmelig dum og nogenlunde lige så uvidende, slap for tiltale. Skammen blev lagt på udenrigsministeren, en ny men mindre myndig Bernstorff og dennes embedsmænd samt på militæret, der takket være kronprinsens inkompetence jo stod temmelig magtesløse.
Det er også værd at bemærke, at reaktionen i Holsten, i hertugdømmerne, var tvetydig og for en mere følsom iagttager kunne have været et varsel om begivenheder 40 år senere.
Hvis man gerne vil vide noget om dette skæbnesvangre vendepunkt i danmarkshistorien, da en dansk regering for at sige det ligeud (også) handlede idiotisk, er bogen med den ironiske titel værd at læse.
Det venskabelige bombardement
Rasmus Glenthøj og Jens Rahbek Rasmussen (red.)
- 269 sider, ill.
- Museum Tusculanums Forlag.
- ISBN 978-87-635-0737.
