Når Lars Saabye Christensen gav sin roman fra sidste år titlen Saabyes cirkus, provokerede han selvfølgelig forestillinger om en ironisk selvbiografi, hvad han dog gør op med i teksten i et afsnit, hvor han ytrer sin forbitrelse over læseres irrelevante nyfigenhed.
Romanen er da også mere en trapezgysende svingtur i forfatterskabet med sine talrige referencer til bl.a. hans Beatles, Herman, Halvbroderen og Modellen og en selvkommenterende leg med erindringens tidsperspektiver, nu elegant oversat til dansk af Karsten Sand Iversen.
Norske forfattere elsker deres Oslo som inkarnerede kartografer og lader gerne figurerne med stor nøjagtighed registrere al deres adfærd i gadenettets navnemangfoldighed. Saabyes 14-årige jeg-fortæller bringer som bud for en knarvorn blomsterhandler buketter rundt i noget, der nærmest ligner et oplysende byleksikon, for at skrabe penge sammen til en elektrisk guitar, der fascinerer ham fra sit udstillingsvindue på Bygdøy allé.
Den udsender en stadig underlægningsmusik af beat og rock og inciterende tekstcitater. At 'people are strange', erfarer han sammen med Jim Morrison. Det gælder især den ensomme forhenværende cirkusartist Aurora Stern, der sender blomster til sig selv og fortæller om et skæbnefald. Og med et fald begynder romanen, idet jeg-fortælleren som voksen, berømt forfatter, tumler ned fra tribunen ved en optræden på en parisisk bogmesse den 4. marts 2005, klokken 19.03. Inden han rammer gulvet, når han i dette udvidede øjeblik at genopleve denne 40 år gamle handlingsrække.
Håndgreb
Det inderste tema er netop tiden, tankens tid, som ikke er hukommelsens kronologi, men mindets kombinationer og konnotationer, med artistens sikre brug af rekvisitter og håndgreb. 'Tid, tavshed og melankoli' var de tre stikord, han havde i lommen til sin optræden i Paris, hvor han skulle tale om den norske/nordiske roman. Og sådan udfoldes beretningen om den mobbede skoledrengs erfaringer med bl.a. en ondartet lektor med næsedryp og litteraturterperi, plageånden Putte, som han tager grusom hævn over. Han har kun vag kontakt til især faderen, men også til moderen, der som fotograf indgår i symbolske scener med fremkaldervæske og digitalt kamera, som eliminerer tiden.
Romanen er ikke uden koketteri, men fanger snart én med stærke griberhænder og nordisk kunstnermelankoli, reduceret ved djævelsk ironi, som når det om hin scherfigske lektor hedder: han "gik fra klasse til klasse på ski, med den berømte dråbe under næsen, hvor han havde hele sit pensum, i denne blanke dråbe, det norske adelsmærke, så at sige, for den sorte olie strømmede over landet, nemlig sliddets, forsagelsens og kraftanstrengelsernes dråbe."
Lars Saabye har forvandlet den til en gylden dråbe, der her falder og splintres i fine facetter af broget tekst.
Saabyes Cirkus: Lars Saabye Christensen, oversat af Karsten Sand Iversen, 224 sider, 229 kroner, ISBN 978-87-11-31068-7- Athene
