Læsetid: 12 min.

Enmandshæren fra Korsør

17 års kamp. I mere end 17 år har Mike Axdal fra Korsør brugt al sin tid og al sin energi på én ting: Hvad skete der egentlig, da færgen Scandinavian Star brændte? Axdal arbejdede selv på færgen og overlevede med nød og næppe branden, men mistede sin far og bror
21. september 2007

Mike Axdal var sammen med sin far og storebror Tonni hyret som skibsmalere på færgen Scandinavian Star. Efter en lang arbejdsdag tumlede de tre omkuld i kahyt 531 natten til den 7. april 1990, men efter få timer vågnede Axdal med et sæt: "Noget var rivende galt! Nogen skreg: Vi skal ud... Vi fik åbnet kahytsdøren ud til korridoren, og der lugtede af røg, og lidt længere henne mod højre var der åben ild. Jeg tror, jeg råbte: Ned til gulvet! Jeg har en uddannelse som røgdykker, så jeg ved, at ild suger luften til sig, og derfor skal man kravle mod vinden. Så jeg kravlede til venstre, altså bagud i skibet, og jeg råbte til far og Tonni, at de skulle følge efter..."

Stor og alvorsfuld sidder Mike Axdal med tatoveringer på armene og tyk sølvkæde om halsen ved sit køkkenbord i rækkehuset i Korsør og fortæller om de afgørende minutter den nat. Minutter, der med ét slag ændrede både Axdals og mange andres tilværelse. 159 mennesker omkom, heriblandt 25 børn under 15 år. Selv om Axdal har fortalt beretningen mange gange før og endda skrevet en 256-sider lang bog om sit arbejde for at trænge til bunds i årsagerne til katastrofen, bliver han alligevel dybt bevæget, når han fortæller.

Rundt omkring i det brændende inferno skreg børn og forældre i dødsangst. Gulvet blev varmere og varmere, mens røgen blev tættere og tættere. Det lykkes for Axdal at undgå panik.

"Jeg var kun iført underbukser og armbåndsur, og jeg kravlede med læberne og resten af ansigtet presset mod korridorens tæppe. Jeg brændte mig på albuer og knæ. Flere gange stoppede luftstrømmen, fordi der lå kroppe i korridoren, som jeg så måtte kravle henover. Jeg havde en klar fornemmelse af, at far og Tonni var lige bag mig, også da jeg kunne fornemme på luftstrømmen, at vi endnu engang skulle dreje ind i en tværgang og over i skibets modsatte side. Jeg fik nogle ekstra kræfter et eller andet sted fra, og til sidst lykkedes det mig at komme ud på skibets bagerste dæk, ud i den friske luft," siger Axdal, der befandt sig agter på det brændende skib sammen med en række fortumlede og hostende passagerer og enkelte besætningsmedlemmer.

Enorm skyldfølelse

Axdal forsøgte forgæves at få fat på et røgdykkersæt, men selv om det ikke lykkedes, gik han tilbage i den brændende korridor for at hjælpe folk ud. Men de personer, han fik slæbt ud, heriblandt en lille pige, viste sig allerede at være døde. Redningsindsatsen kostede Axdal helbreddet, han blev 30 procent invalid på grund af syre i lungerne.

I flere timer, mens han ventede på agterdækket, følte han sikker på, at hans far og bror også havde reddet sig ud af skibets brændende indre et andet sted. Selv da Axdal blev evakueret til færgen Stena Saga, var han sikker på, at selvfølgelig ville han snart se sin far og Tonni igen.

"Men hverken far eller Tonni var kommet ind i tværgangen. Far blev fundet i korridoren i en klump sammen med 15 andre omkomne, mens Tonni var havnet i en kahyt, hvorfra han ikke kunne undslippe."

Axdal slap for at ringe til sin mor og sin svigerinde og sin lille nevø og fortælle, at faren og Tonni var omkommet. Det sørgede hans daværende kone for. Til gengæld har han siden båret rundt på en enorm skyldfølelse: Det var ham, der fik sin far og Tonni med på tjansen som skibsmalere på den korte sejltur, der skulle blive så skæbnesvanger.

I sin bog Scandinavian Star - Mordbrand med statsstøtte (Forlaget Nautilus, december 2006) redegør Axdal detaljeret for, hvordan sagen er "blevet min terapi, min måde at bearbejde sorgen på", efter at han fire år efter branden fik professionel psykologhjælp.

"Men som min psykolog sagde, så kunne han ikke hjælpe mig. Det kunne jeg kun selv. Sagen har holdt mig oppe og gjort mig til en helt anden person i dag, end jeg var i 1990. Jeg ved, at hvis jeg i dag bliver udsat for uretfærdighed, så vil jeg kæmpe, indtil det bliver vendt til retfærdighed. Jeg oplevede helvedet på den brændende færge, så jeg vil til bunds i, om nogen på forhånd har planlagt at brænde det skib af," siger Axdal og tilføjer:

"Men jeg glæder mig til, at sagen en dag er slut. Så skal jeg indhente 17-18 år og nyde tilværelsen sammen med mine børn og min kæreste."

De første advarsler

Allerede da en hostende Axdal i de tidlige morgentimer blev evakueret fra den brændende færge over til Stena Saga, var der noget, der skurrede i hans øjne.

"På Stena Saga så jeg flere af officererne fra Scandinavian Star sidde og hygge sig med en kop kaffe. Det forstod jeg overhovedet ikke. Hvad lavede de dog der? Hvorfor var de ikke blevet tilbage på skibet og i fuld gang med at evakuere passagerer eller dirigere redningsarbejdet?"

Forsikringssvindel

Axdal skulle afhøres under søforhøret, som startede i København fire dage efter katastrofen. Han besluttede sig for at overvære hele søforhøret. Efterhånden som afhøringerne skred frem, begyndte en undren at vokse sig større inde i Axdal. Og snart blev hans undren til tvivl. Axdal troede ikke på, at pressen havde ret, når den slog ned på én ansvarlig for katastrofen, nemlig skibsrederen Henrik Johansen, kendt fra Vognmandsruten. Ifølge Axdal var Johansen ellers den ideelle slyngel: Han var en jonglør med sine mange selskaber og firmaer og fremstod desuden "med en aura af kynisk pengemand" og havde desuden tidligere haft alvorlige problemer med skattevæsenet! Og nu 'tilstod' Johansen, at han var den ansvarlige reder. Men Axdal fik tidligt en sær fornemmelse af, at ejerforholdet til det udbrændte skib måske var mere kompliceret.

Da han af en mellemmand var blevet hyret til malerarbejdet på Scandinavian Star, inden skibet skulle sættes ind på ruten Oslo-Frederikshavn, havde han fået den besked af en kaptajn fra Vognmandsruten, at det var "nogle amerikanere", der var ejere af færgen, der hidtil havde sejlet som krydstogts- og kasinoskib i Caribien.

Såvel Sø- og Handelsretten som den norsk-skandinaviske granskningskommission og senere Højesteret affandt sig dog med at udnævne - og senere dømme - Henrik Johansen som den ansvarlige ejer af skibet. Men det tilfredsstillede ikke Axdal. I stedet gik han, der kun har en 9. klasseseksamen, i gang med en research, som foreløbig har varet 17 år og ført til, at den ene væg på hans arbejdsværelse er dækket af en kæmpe reol med grå ringbind, der i alt indeholder mellem 60.000 og 80.000 sider om sagen.

Axdal er overbevist om, at branden ikke blev antændt af den 37-årige passager, som det norske politi ellers udpegede som pyromanen. Han støtter sig blandt andet til brandtekniske undersøgelser, der viser, at den 37-årige slet ikke ville kunne nå at bevæge sig fra det sted dybt nede i skibet, hvor en af brandene blev anlagt, til sin kahyt (i øvrigt lige ved siden af Axdals kahyt). Her blev den 37-årige senere fundet død af kulilteforgiftning.

Axdal er ligeledes overbevist om, at skibet i virkeligheden blev ejet af nogle helt andre, nemlig et mystisk sammensurium af tidligere DFDS-ansatte (måske med tråde direkte til DFDS?) i et uklart samarbejde med blandt andet nogle amerikanske investorer, og at Henrik Johansen derfor kun har fungeret som en slags stråmand. Formålet med en sådan stråmand har ifølge Axdal blandt andet været at forhindre de astronomiske erstatningsbeløb, som kunne være kommet på tale, hvis erstatningsretssagerne var ført i USA, når Scandinavian Star havde amerikanske ejere.

Ifølge Axdal blev brandene på skibet (der var nemlig knap en håndfuld) i virkeligheden antændt med henblik på, at 'nogen' skulle score forsikringspræmien, som udgjorde 24 millioner dollar. Disse 'nogen' skulle i forvejen have været ude for flere end 10 havarier af forskellig voldsomhed med andre skibe, de kontrollerede.

"Ikke at jeg tror, at 'nogen' i forbindelse med Scandinavian Star har planlagt at slå 159 mennesker ihjel. Jeg tror, at forløbet snarere gik helt anderledes end planlagt: I stedet for at passagerne blev evakueret, og skibet udbrændte allerede efter den første brand, blev denne brand hurtigt slukket. Og på grund af en fejl blev denne brand ikke meldt til broen, og derfor blev der ikke slået generel brandalarm på skibet, så passagerne kom ud til redningsbådene. Derfor måtte 'nogen' antænde en ny brand, og så gik det galt, dels fordi denne brand udviklede sig meget hurtigt, dels fordi passagerne ikke var nået frem til båddækket," forklarer Axdal, der ud fra en analyse af brandudviklingen også mener at kunne fastslå, at brandstifterne må have haft et overordentligt godt indblik i færgens tekniske indretning.

Forsikringsbeløbet på 24 millioner dollar var ifølge Axdal oven i købet et vildt opskruet beløb for en ikke helt nybygget færge og det dobbelte af, hvad der kort tid forinden var blevet betalt for færgen.

Dertil kommer ifølge Axdal, at politi, anklagemyndighed, retsvæsen og Justitsministeriet af hidtil uoplyste årsager har gjort, hvad de kunne, for at dække over sagens virkelige indhold. Og at en temmelig stor del af de advokater, der i søforhør og erstatningssager har repræsenteret rederinteresser, har vist sig at have mere end én kasket på.

Mener altså Axdal, der har sammenfattet sit synspunkt i titlen på sin bog: Mordbrand med statsstøtte...

Axdals pointer

Lyder det som en fantast, der er groet fast i en ulykkelig hændelse fra fortiden?

Ja måske, men Axdal har alligevel fat i en hel del skarpe pointer. F. eks. at Scandinavian Star ikke, som hidtil antaget, befandt sig i internationalt farvand, men derimod 2,7 sømil inde i svensk territorialfarvand. Det betyder kort og godt, at hele sagen burde være ført for en svensk ret - i stedet for den lidt besynderlige opdeling mellem Norge og Danmark, som blev aftalt på højeste niveau i timerne lige efter katastrofen. Eller at den danske ambassade i London så tidligt som i august 1990 gav Frederiksberg Politi - det var dem, der skulle lede den danske del af opklaringsarbejdet - oplysning om, at skibet ikke var et af Henrik Johansens mange indbyrdes sammenfiltrede selskaber. Ejer var derimod et helt andet rederi, nemlig SeaEscape, der i juli 1990 - altså flere måneder efter branden - stadig stod som skibets registrerede ejer i skibsregistret i Bahama, der har adresse i London.

Ifølge Axdal købte SeaEscape skibet bare syv dage før branden - i øvrigt af et datterselskab af Stena Line for 10 millioner dollar. Men hvordan, spørger Axdal, kan SeaEscape få udbetalt forsikringssummen, hvis Johansen er ejeren - Johansen betalte jo ifølge egne oplysninger 126 millioner kr. for skibet den 30. august?

"Hvorfor er disse oplysninger bare pist forsvundet fra Frederiksberg Politis efterforskning," undrer Axdal sig.

Eller at registreringspapirerne på Scandinavian Star er tilbagedateret, så selv om Johansen først den 30. august betalte de 126 millioner kr. for skibet, så er der "samme dag lavet en håndskreven tilbagedatering til den 5. april". Ifølge Axdal blev Johansen altså først ejer af Scandinavian Star med fem måneders forsinkelse. Og det driftsselskab, som skulle stå for driften af færgen, DANO Ferry, blev i øvrigt først stiftet tre dage efter branden.

"De uklare ejerforhold er nok min største indvending: Hvorfor er der ingen, der er i stand til at fremlægge et retspåtegnet bevis for, at Henrik Johansen var den ansvarlige ejer af eller reder for Scandinavian Star på tidspunktet for branden, det vil sige den 7. april 1990? Det har ingen kunne gøre - hverken Frederiksberg Politi, Sø- og Handelsretten eller Rigsadvokaten, der i sin kendelse bare siger, at han er "mest tilbøjelig til at antage", at Henrik Johansen var ejeren..."

Axdal har også noteret sig den glidning, han mener at se i de danske myndigheders opfattelse af ejerforholdet. I de første mange år følte myndighederne sig fuldstændig overbevist om, at Johansen var ejeren. Senere trådte man et par trin ned af stigen, f.eks. da Rigsadvokaten nu bare var "tilbøjelig" til at mene, at Johansen var ejer - til i dag, hvor de danske myndigheder nødigt udtaler sig om ejerforholdet. Det er ikke længere aktuelt at undersøge, lyder argumentet, blandt andet fordi sagen retsligt set er forældet.

Medvirkende til denne glidning har ifølge Axdal været den erstatningssag, han har ført i Norge mod forsikringsselskabet SKULD, hvor skibet var forsikret. Axdal tabte erstatningsdelen af sagen på grund af forældelse, men det lykkedes ham at få godtgjort, at Johansens rederi ifølge den norske Tingret ikke var ejer af Scandinavian Star. Derimod blev en tidligere DFDS-ansat, der var vicepræsident i SeaEscape, indskrevet som skibets ansvarlige reder syv dage før branden, forklarer Axdal.

Med andre ord er retstilstanden omkring den dansk-norske skibskatastrofe sådan, at de to lande opererer med to forskellige ejerkredse til det brændte skib. Det har Axdal meget svært ved at forstå kan lade sig gøre.

"Jeg kan kun udlægge det sådan, at de danske myndigheder må have sovet ganske gevaldigt i timen," som han siger.

Panden mod muren

I de forløbne 17 år har Axdal forsøgt at trænge igennem, hvad han opfatter som myndighedernes panser. I perioder har han haft et et udmærket samarbejde med andre efterladte i Danmark og Norge, i andre perioder har samarbejdet været mindre godt, og i nogle perioder har Axdal måtte arbejde alene. I dag er han talsmand for den danske støttegruppe, og undervejs har han haft kontakt til alle partier i Folketinget. Kontakten forløber næsten hver gang efter samme skema: Først er politikerne lidt skeptiske og vil høre nærmere, så bliver de fyr og flamme - og så dør deres interesse for sagen ud.

Specielt Dansk Folkeparti er Axdal blevet skuffet over. Han mødte tidligt stor opbakning og entusiasme fra Peter Skaarups side, og Axdal var sikker på, at nu havde han endelig fået fat i den lange ende, der kunne føre frem til en ny undersøgelse af katastrofen. Men forgæves måtte han kigge efter kravet om en ny Scandinavian Star-undersøgelse, da Dansk Folkeparti og VK forhandlede efter valget i 2005.

Den bog, Axdal har udgivet på Nautilus Forlag, var oprindeligt planlagt til at udkomme på Ekstra Bladets forlag, der allerede havde forudbestilt plads på bogmessen til en læserpræsentation af Axdal og hans bog. Men lige før den sidste korrektur fik forlaget kolde fødder. Eller rettere, det var ikke forlaget, forklarer Axdal, men højeste sted på avisen. Så vidt Axdal har fået oplyst, var det allerførste gang, at avisens ledelse blandede sig i forlagets udgivelser. Axdal føler sig sikker på, at forklaringen kun kan være, at avisens chefredaktør tidligere i sin karriere har været justitsminister - også i april 1990, da Scandinavian Star brændte.

"Jeg vil gerne trække såvel Justitsministeriet og Statsministeriet i retten. Men det kræver, at jeg får fri proces," oplyser Axdal og tilføjer: "Jeg vil stævne dem for vildfarelse af overlevende og pårørende. De har ledt os i vildfarelse, og ifølge en lov tilbage fra 1908 er det ansvarspådragende," mener Axdal.

"Vi har lidt et retstab, fordi sagen nu er forældet. Men det er jo først nu, at justitsministeren medgiver, at sagen aldrig af danske myndigheder er blevet efterforsket i relation til den reelle ejer af skibet. Det er dét, vi har sagt i mere end 10 år, men i mellemtiden er sagen blevet forældet."

- I 17 år har du løbet panden mod en mur. Tror du alvorligt på, at det vil lykkes for dig?

"Ja, hvis jeg bare får bevilget fri proces. Men jeg har godt nok svært ved at se, at Justitsministeriet kan undgå inhabilitet, når de skal tage stilling til, om jeg kan få bevilget det. Men hvis jeg ikke får fri proces, så går jeg til Menneskerettighedsdomstolen. Jeg har lovet både far og Tonni, da de blev bisat, at jeg aldrig vil give op, før de ansvarlige er blevet straffet," siger Axdal, der ser frem til, at Nordisk Råd i den kommende uge vil tage sagen op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Information,

Her syv uger efter Ulrik Dahlins udmærkede artikel om Mike Axdals kamp for retsstatens og demokratiets "genindførsel" i Danmark, er dette den første kommentar. (Da DR1 (i nov. 2005) sendte: "Besat af en brand" der også blev udsendt i Norge og Sverige, og fortæller om Mike Axdals lange kamp, kom der "kommentarer" i mere end to måneder, der, hvis de blev "skrevet ud" ville fylde mere end 200 A4 sider)

Det er IKKE kun "Fødefareforstyrelsen" og tilsynet med Scandinavisk Luftfart der "sejler", men, som Axdals nu 17 år lange kamp for ordentlighed på THE HIGH SEA viser, er "sejler" også det helt rigtige udtryk for tilstandene i Søfartsstyrelsen, Justitsministeriet, Rigsadvokaturet og til dels i Retsudvalget.

Altså, hvorfor betaler vi for offentlige tilsyn, når disse udgifter, er mere end helt spildt? (De ansatte virker som lobbyister for den industri, de ellers skulle være vagthund imod)

Prøv selv, at tænke på ALLE vore andre offentlige "TILSYN"

Ingen skandale eller afsløring, syntes at kunne ændre på tingenes tilstand, så hvorfor har vi uddannet og ansat 10.000 journalister?

I demokratiets og transportsikkerhedens tjeneste

Oluf Husted www.whistleblowers.dk

Skibstilsynet - etablering af sandhedsmission - hvordan bør tilsynspersoner udpeges!
I anledning af, at der i disse lige-før.jul dage i radioavisen m.m. meddeles,at justitsministeren
er blevet stævnet af Mike Asdal i sagen omkring Scandinavian Star vil jeg gerne støtte opmærksomhed omkring sagen.
Oluf Husted anfører i sit indlæg svigtende tilsyn. Hvor tit har man ikke hørt den historie om mangelfu,ldt og svigtende tilsyn i andre sammenhæng.:Foprnylig om plejehjemmet Tokanten med anvendelse af magt og straf /beroligelse ved overdosering af medicin.
Så er dersvigtende tilsyn med friskoler, eller tilsyn med tvang over for patienter på hospitalerne i forbindelse med forsøg eller lignende. Det ville være en god ting hvis der blev oprettet en slags
sandhedskommission i forbindelse med Scandinavian Star sagen: Konklusionen kunne blive bedre udvælgelse af tilsynspersoner generelt og i det helt konkrete tilfælde med SKIBSTILSYNET.

Selvom der er givet erstatning til nogle implicerede og nogle er blevet straffet ( men formentlig de forkerte) så er sandheden om årsagen til branden ikke opklaret. Sandheden er svær at finde, da det indbefatter de nordiske lande og andre lande.
Hvordan får man en sandhedskommission etableret d.v.s. også med frit lejde til eventuelt skyldige