Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Erobring fra kvindeperspektiv

Isabel Allendes historiske roman om en spansk kvinde, der i 1500-tallet drog til Den nye Verden, er kulørt og politisk koket
Kultur
21. september 2007

De amerikanske anmeldere har ikke taget helt nådigt mod Isabel Allendes seneste (og historiske) roman, en fiktiv selvbiografi om spanske Inés Suárez, som i 1541 var med til at erobre Chile, iført sværd og mandebukser. Dels finder de den for kulørt, dels finder de den politisk ukorrekt.

Det kulørte må man give dem ret i. Der er stof til et filmisk melodrama i den gæve Inés, som både er voldsomt stærk og voldsomt kvindelig: en kyndig syerske og sygeplejer, med kvindens udholdenhed og mandens mod, en big mama for det folk, hun er med til at føre til Chile, og samtidig en prægtig elskerinde for de tre mænd, der bliver hendes i livet. Særligt elskovsscenerne nærmer sig ind imellem romanblad: "også han kunne mærke visheden om, at vi var født til at elske hinanden, dybt inde i sin krop og sin sjæl", "jeg knugede ham mod mit bryst og mærkede hans hjerteslag, hans dyriske varme, hans duft af mand".

Det politisk ukorrekte er måske til gengæld dér, hvor romanen har en chance. Det er selvfølgelig provokerende at skildre erobringen af Chile indlevende fra erobrernes perspektiv.

Det kan ligne en provokation at portrættere den store spanske feltmarskal og indianerdræber Pedro de Valdivia, som han ser ud for den kvinde, der elsker ham. At lade pennen føre af en kvinde, som kan forstå trangen til at erobre og dræbe; som kan gløde i armene på en mand, der lige har henrettet en uskyldig eller massakreret en flok indianere.

Kvindeblik

Det perspektiv, Allende skaber ved at lade den gamle, hvidhårede Inés føre pennen, er imidlertid ikke et romantiserende kvindeperspektiv, snarere er det nøgternt, gævt, praktisk, moderligt, med passionen som et afstemt krydderi. Inés er ikke blind for de uretfærdigheder, spanierne begår, og det lykkes hende med kvindelist at forhindre nogle af dem.

Kvindeperspektivet kan gå solidarisk på tværs af skellet mellem spaniere og indianere, for godt nok kan Inés være forarget over erobrernes fremfærd over for mapuche-folket, men samtidig er hun også forarget over, hvordan mapuche-mændene behandler deres kvinder "som arbejds- og avlsdyr" (at hun selv mener, mænd skal "dresseres" i sengen "ligesom hunde eller heste" er en anden sag-)

Man kan altså hverken beskylde romanen for at være politisk korrekt eller politisk ukorrekt, snarere er den politisk koket, og det er ikke det værste, man kan være, hvis man skal behandle konflikter uden at romantisere nogen af parterne.

Et stort problem er det imidlertid, at romanens henvendelse ikke fungerer. Allende lader Inés rette (og mod slutningen diktere) sin selvbiografiske beretning til sin datter Isabella, og det fungerer ikke.

Men henvendelsen til datteren fremstår overordnet som et påklistret fortælleteknisk kneb, der ikke skaber en egentlig henvendt stemme i beretningen, hvis drivkraft er og bliver en melodramatisk, narrativ motor. Den motor tuner Allende til gengæld som en højst professionel mekaniker. Hun kan sit håndværk. Det samme må siges om oversætter Iben Hasselbalch, som endnu en gang har givet mig den herlige illusion, at jeg har læst en bog på spansk, selvom jeg faktisk har læst den på dansk.

Isabel Allende: Inés, min sjæls veninde. På dansk ved Iben Hasselbalch, 351 sider, 299 kr. Gyldendal.ISBN 978-87-02-05384-5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her