Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Forbrugeren har sejret over borgeren

Forholdet mellem demokrati og kapitalisme er over de seneste 30 år kommet i en sådan ubalance, at det økonomiske system synes at have invaderet de politiske institutioner. Men der er håb endnu, skriver den amerikanske forfatter og tidligere minister Robert Reich
Kultur
29. september 2007

Alle vil gerne have et offentligt sygehusvæsen. Men ingen siger alligevel nej til tilbud om en privat sygeforsikring, som garanterer optimal behandling under behagelige omstændigheder.

Alle vil gerne have, at de gamle torve og pladser i byerne bliver ved med at være centrum for lokalsamfundet. Alle sætter pris på et offentligt liv i midten af byerne, hvor små butikker trives, og mennesker mødes. Men de samme mennesker kører lørdag formiddag ud til storcentrene og køber ind til hele ugen. De vil nemlig også gerne have deres varer billigere, og de vil gerne have, at alle indkøbene kan ekspederes samme sted.

Det er ikke, fordi vi alle er ubehageligt dobbeltmoralske, men vi er alle sammen både borgere og forbrugere. Og det bliver lettere og lettere at agere som forbruger, mens det bliver sværere og sværere at gøre sig gældende som borger. Det er lettere at køre ud og købe fødevarer, underholdning, hårde hvidevarer og nyt tøj i Kolding Storcenter, end det er at restaurere et helt bycentrum.

Forbruger eller borger

Disse konflikter mellem det, man gerne vil have som borger i et demokratisk samfund, og det, man foretrækker som forbruger på et kapitalistisk marked, kendetegner ifølge den forhenværende arbejdsminister i Clinton-regeringen og intellektuelle økonom Robert Reich det, som han i sin nye bog kalder superkapitalismen. Eller mere præcist: Det kendetegner superkapitalismen, at forbrugerens præferencer besejrer borgerens ønske om et retfærdigt samfund. Denne kapitalisme favoriserer forbrugerne og investorerne, mens borgerne taber:

"Er vores gevinster som forbrugere og investorer det værd, som vi som borgere mister? Det har vi ingen mulighed for at afgøre. De gamle institutioner i den demokratiske kapitalisme og de forhandlinger, som fandt sted i institutionerne, er væk. Men der er ikke dukket nye institutioner op i stedet. Vi har ingen midler til at balancere kapitalisme og demokrati længere. Vores ønsker som forbrugere og investorer vinder, fordi vores værdier som borgere ikke længere har nogle muligheder for at sætte sig igennem - andet end i ophidset retorik rettet mod de forkerte fjender. Dette er den virkelige krise for demokratiet i superkapitalismen."

Det nytter ikke at angribe store firmaer som Walmart og Exxon. Deres ansvar er ikke politisk. De er forpligtet på det bedst mulige afkast til deres investorer og de bedste tilbud til forbrugere. Den, der retter politisk vrede mod markedsaktører, har i den forstand allerede resigneret på de politiske institutioners monopol på at føre politik. Den populære diskurs om virksomheders sociale ansvar, grønne profil og støtte til lokalmiljøet ser Reich som et manipulatorisk overfladefænomen: I det øjeblik virksomhederne virkelig begyndte at føre politik, ville de svigte deres investorer, som ikke kun er elitære rigmænd, men også kan være fagforeninger og middelklasseborgeres pensionskasser.

Det store demokratiske problem er ifølge Reich, at det økonomiske system har grebet så radikalt ind i det amerikanske politiske system, at det kan være svært at kvalificere USA som et reelt demokrati. Reich viser, hvordan investeringer i lobbyvirksomhed er eksploderet over de seneste årtier. Antallet af lobbyister i Washington er således steget fra 3.400 i 1972 til 32.890 i 2004. I 1983 blev der ifølge Reich investeret omkring 200 millioner dollar om året på lobbyvirksomhed, i 2005 var samme tal steget til 2.300 millioner dollar. Det bliver mere og mere almindeligt, at forhenværende medlemmer af kongressen bliver lobbyister. I 70'erne blev kun tre procent af de politikere, som ikke fik genvalg, lobbyister. I 2005 var det over 30 procent.

Det karakteriserer ifølge Reich samme udvikling, at demokrater i ligeså høj grad som republikanere bliver lobbyister, og at de store firmaer investerer i begge partier. Udviklingen kan således ikke tilskrives en sammensværgelse mellem republikanske ledere og det store erhvervsliv, men må forstås som en fundamental alliance mellem den økonomiske kapital og det politiske system.

Det er også forkert at pege på stigende grådighed eller faldende fornemmelse for retfærdighed som forklaringer på det demokratiske forfald. Amerikanerne er hverken blevet dårligere mennesker eller mere ligeglade med ulighed og politisk integritet. Men konkurrencen på alle felter er blevet skærpet, indsatserne er hævet, og belønningen for at deltage i lobbyarbejde er blevet større:

"Flere og flere tidligere embedsmænd og offentligt ansatte bliver lobbyister - ikke fordi de har færre skrupler end de forrige generationer, men fordi de økonomiske gevinster ved lobby-arbejde er blevet større og større."

Den store overgang

Robert Reich fortæller i Supercapitalism historien om kapitalismens udvikling i det 20. århundrede i USA. Det amerikanske erhvervsliv var i første del af århundredet styret af enkelte store virksomheder som General Motor, Ford, General Electric og U.S. Steel. De store virksomheder effektiviserede masseproduktion gennem det, der blev kendt som 'taylorisme' eller 'videnskabelig ledelse'. Disse selskaber fungerede som minisamfund med små befolkninger af ansatte og havde noget, der kunne minde om monopol på deres respektive felter.

Det blev i løbet af århundredet både legalt og legitimt at lave overenskomster mellem fagforeninger og de store virksomheder. Fagforeninger sikrede lønfremgang, virksomhederne sikrede sig livslange ansættelser. Samtidig med at velstanden steg, og en middelklasse blev etableret, faldt priserne på tv, huse og biler. En ny middelklassegeneration kunne købe alt det, som tidligere var overklasseprivilegier.

Reich kalder perioden for 'demokratisk kapitalistisk', fordi kompromisser mellem faglige interesser og virksomheder blev udviklet, og "de fleste oplevede mere tryghed og stabilitet og fik en større andel af nationens velstand, end de havde fået før og nogensinde ville få igen".

Omkring 1970 forandredes produktionsforholdene radikalt. Den teknologiske udvikling åbnede resten af verden som et tilgængeligt marked og gjorde det nemmere for små erhvervsdrivende at konkurrere med de store virksomheder. De traditionelle virksomheder mistede deres monopol. Størrelse var ikke længere et naturligt konkurrenceparameter, og ejerskab blev forskudt fra lederne i virksomheder til aktionærer. Det var ifølge Reich ikke den internationale konkurrence, som forandrede produktionsforholdene, men derimod transport- og kommunikationsstrategier udviklet under Den Kolde Krig, der satte de nye betingelser:

"Den gamle generations virksomhedsledere, der kunne minde om statsmænd, mistede mulighederne for at tilgodese medarbejderes og lokalsamfundets interesser. Magten overgik til investorer og forbrugere. Superkapitalisme erstattede den demokratiske kapitalisme."

Det er ifølge Reich svært at gennemføre et opgør med superkapitalismen. De færreste er bevidst om forandringerne. Mens uligheden stiger i USA, bliver forbrugsvarerne billigere og billigere. Problemet er også, at de, der skulle reformere kapitalismen gennem de politiske institutioner, er økonomisk afhængige af superkapitalistiske privilegier. Men selvom forbrugeren og investoren dominerer, forsvinder borgerens blik ikke:

"Det står stadig i vores magt at reducere de sociale omkostninger ved kapitalismen og gøre den sande pris for vores varer og serviceydelser så lav som mulig. Det kan vi dog kun opnå, hvis vi tager vores ansvar som borgere alvorligt. Det første skridt, som ofte er det sværeste, er at forstå tingene ordentligt."

Robert Reich: Supercapitalism. 273 s. 25 dollar. Alfred A. Knopf. ISBN 9780307265616

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Supersocialisme?
Lederne blev fortrængt til fordel for aktionærerne/investorerne. Ja, fordi aktionærerne havde jo ikke den bestemmende indflydelse før! Bevares..

Skal man været totalt uviden om erhvervslivet for at holde Information?

Ps. "Fagforeninger sikrede lønfremgang" - det er jo ikke rigtigt. Lønningernes stigning har ikke noget med fagforeningerne at gøre. De lave løninger i starten af vores industrisamfund var ikke noget kapitalisme skabte, men noget den arvede.

Hvad er det for en besynderlig retorik, man fører frem her?

Forbrugerne erstatter borgerne? Undskyld mig, men er borgerne ikke kunderne i demokratiet?

Det er snarere teknokratiet og planøkonomiens formynderi, der erstatter demokratiet. Forbrugerne er os selv og vi stemmer bedre og udtrykker mere præcist vores præferancer ved nuanceret at tage stilling i hverdagen end ved hver 4. år at udpege en kommite som per definition ikke kan undgå at akkumulere ressourcespild og reducere velfærden..

Her skal man huske på at ligheds-spørgsmålet intet har at gøre med spørgsmålet om hvordan man får mest kvalitet for pengene. Nytte og velfærd kan kun optimeres ved at den enkelte borger får mest mulig valgfrihed i åben konkurrence for at sikre at innovationen konstant går i den retning som borgerne ønsker..

Jeg syntes at det er en rigtig god artikel. For den forklare årsagen til terrorisme.

Et Demokrati hvor man kan købe specielle retigheder, er ikke et demokrati. For så handler det kun om hvor mange penge man har. Hvis det er sådanne demokratier, USA ønsker at indføre i de fattige lande. Så er det et demokrati, som varetager rige menneskers interesser. Hvilke vi jo også ser når vi kigger på, hvad de fattige lande i virkeligheden får ud af samhandlen med de rige lande. De rige lande plyndre de fattige, i de fattiges egen land.

Terrorisme er fattige mennesker der er træt af, at bliver plyndret i deres egen land.

Michael A. Olsen

I en tid hvor verden styrer direkte mod afgrunde, er det afgørende at vi får fokus på årsagen til problemet.

Når et demokrati, ikke handler ud fra hvad der er bedst for alle mennesker. Men kun handler ud fra, hvad der er bedst for nogen mennesker. Så skabes der en ubalance, en ubalance som alle mennesker skal betale prisen for.

Kære Michael

Hvis de "fattige" lande ikke vil "plyndres", så kan de jo bare lade være med at handle med de "rige", ikke?

Jeg tror du skal tænke lidt over dine moralske præmisser. Synes du det er i orden, at tvinge andre mennesker til noget?

Michael A. Olsen

Kære Niels

De fattige lande kan desværre ikke sige nej. Når vi ud fra Afrikas kyst, hiver lige så mange fisk op af vandet på en dag, som afrikanerne kan gøre på 20 år. I bytte for knowhow, og penge. Men vi giver dem kun penge nok til at overleve, ikke nok til at udvide deres fiske kapacitet. Det er den strategi som der bruges når vi handler med de fattige lande.

En strategi der går på, at vi giver de fattige lige nok til, at de ikke kan sige nej, pga deres overlevelse. På den måde fastholder vi kontrollen over de fattige lande. Hvilke betyder at vi plyndrer de fattige i deres egen land.

Jeg syntes bestemt ikke at det er ok, at tvinge nogen til noget. Det er også derfor jeg syntes, at vi skal tageafstand fra den form for demokrati som USA ønsker, at påtvinge andre lande.

Hej Michael

Glad, for at du vil svare...

Du siger, at Afrika ikke kan sige nej, så siger du vel også, at Afrika får det bedre af at handle med os, end hvis de ikke gjorde det... Hvordan kan det være at "plyndre" nogen, hvis man stiller dem bedre efter "plyndringen" end før? Jeg synes ikke du bruger ordret korrekt - måske du kunne finde et bedre ord en "plyndre", enig?

Michael A. Olsen

Hej Niels

De får det bedre på kort sigt, men på lang sigt bliver de plyndret i deres egen land! Og deraf, kan jeg godt forstå de fattige menneskers frustration, og afmagt. Det er handlinger der ikke har en fremtid.

USA har fast holdt mellemøsten i en aggression, igennem Israel, i over 50 år. For egen vinding skyld.

Det er de handlinger der er årsagen til den stigende terrorisme, og som vi nu oplever i vores egen land.

Hvorfor bliver landet fattigere på lang sigt af handel?

Konsekvensen af dette ræsonnement er jo, at de lande med mindst samhandel - på lang sigt - er det rigeste... Det er der altså ikke belæg for.

Jeg vil faktisk godt medgive dig, at en aktivitisk udenrigspolitik kan fremme en modreaktion. Du skal du ikke glemme, at det er enten-eller. Enten accepterer vi, at vesten - men primært USA - driver en aktivistisk udenrigspolitik, hvor de forsøger at sprede markedsøkonomi og folkestyre. Eller også undlader man at blande sig i omverdenen - fx. USA's oprindelige udenrigspolitik.