Læsetid: 3 min.

Den forlængede arm

En stærk første halvdel gør Sydafrika-filmen 'Farvel Bafana' til en af de bedre internationale Bille August-film
Mandelas vogter. Filmen om Mandelas racistiske vogter, der ender med at blive hans ven, udvikler sig til en vidtløftig, politisk korrekt beretning.

Mandelas vogter. Filmen om Mandelas racistiske vogter, der ender med at blive hans ven, udvikler sig til en vidtløftig, politisk korrekt beretning.

Sandrew Metronome

7. september 2007

Social og psykisk undertrykkelse er generelt Bille Augusts hovedtema, og det mindes man om i Farvel Bafana, især i filmens første halvdel.

Hovedpersonen i den noget uformelige historie, der strækker sig over 20 år, er den sydafrikanske fængselsbetjent James Gregory, der i lange perioder var den sorte oppositionsleder Nelson Mandelas personlige fangevogter. Gregory kunne Xhoa-sproget og var derfor en nyttig spion for de hvide magthavere.

Da Gregory i 1968 ankommer til Robben Island, er han det racistiske Nationalistpartis svorne tilhænger. Og på sin egen dæmpet insisterende måde skaber filmen et troværdigt billede af den dybt nedværdigende, umenneskelige behandling, der bliver de sorte politiske fanger til del. I en på én gang sært smertelig og underfundigt bidende scene sørger Gregory for, at hans små børn ikke ser de sorte mishandlede fanger - ikke, som man først tror, for at skærme børnene, men for at sikre sig, at fangerne ikke får oplivet deres formørkede tilværelse ved synet af små børn. Det er streng verboten!

Og det er ganske tankevækkende, at de hvide sydafrikanske undertrykkere konsekvent omtaler de sorte frihedskæmpere som "terrorister".

Klassisk humanisme

Filmen er ikke så meget et psykologisk drama om det venskab, der vokser frem mellem fange og fangevogter som en noget vidtløftig, politisk yderst korrekt beretning om omkostningerne ved at være et undertrykkende politiske systems forlængede arm, når man foragter det meste af, hvad systemet står for.

Gregory havde en sort barndomsven, så et antiracistisk frø er plantet i ham, og det kommer frem i lyset gennem møderne med Mandela. Gregory begynder at tale med Mandela på xhoa-sproget og giver ham minsandten også et stykke chokolade, som han kan forære sin kone i julegave. Den flygtige fraternisering medfører repressalier fra de overordnede og vækker den racistiske og socialt ambitiøse kones afsky, men Gregory er stadig nyttig for systemet og ender med at blive forflyttet.

Denne første halvdel af filmen fungerer bedst med sin klassisk humanistiske udviklingshistorie om en undertrykker, der vækkes til medfølelse og respekt for den, han er med til at holde nede. Igen virker den mest neddæmpede scene stærkest: Gregorys besøg på et bibliotek, hvor han med noget besvær får lov til at læse den sorte oppositions forbudte Freedom Charter.

Flosklerne flokkes

Bekendtskabet mellem Gregory og Mandela udbygges i anden halvdel, hvor fangen får mere komfortable ydre rammer, kontrollen slækkes, og kontakten bliver nemmere.

Men samtidig bliver filmen mere melodramatisk og patetisk og den politiske baggrundskonspiration mere uigennemskuelig.

Mandelas hår gråner på en måde, som var han lige trådt ind fra en spadseretur i snevejr, og selv om Dennis Haysbert spiller ham med betydelig værdighed, bliver han ikke stort mere end en symbolsk figur fuld af kloge ytringer. I dialogen flokkes flosklerne, og den professionelt dygtige billedside føjer ikke meget til et alt for forudsigeligt drama. Bortset fra Gregorys nagende skyldfølelser udvikler alt sig til det bedste - selv hans formørkede kone ser lyset (=Mandela), en omvendelse, der vil noget. Farvel Bafana er dog som helhed relativt sober sammenlignet med nogle af Bille Augusts andre fremmedsprogede film, og så er den selvfølgelig meget respektabel og sympatisk. Nærmest brolagt med ædle hensigter - en vej, der sjældent fører til god kunst.

Det skal tilføjes, at filmen bygger på en bog af den nu afdøde hovedperson James Gregory, hvis venskab med Mandela fra forskellig side er blevet draget i tvivl. Mandela selv har forholdt sig tavs.

Farvel Bafana. Instruktion: Bille August. Manus: Greg Latter og Bille August efter en bog af James Gregory. Tysk-sydafrikansk-engelsk-italiensk-fransk-belgisk-luxembourgsk (Dagmar, Grand, Kinopalæet, Palads, CinemaxX, Gentofte Kino)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer