Læsetid: 6 min.

Forsvar for borgernes fællesskab

Jean-Jacques Rousseaus 'Samfundskontrakten' fra 1762 er en problematisk, men uomgængelig klassiker, der nu igen udkommer på dansk
27. september 2007

Da den store franske tænker og digter François-Marie Voltaire i 1755 havde læst den yngre Jean-Jacques Rousseaus afhandling om ulighedens oprindelse, skrev han et hånligt takkebrev til forfatteren. Voltaire regnede Rousseaus 'naturtilstand' og kulturkritik for latterlig og oplyste, at det var over 60 år siden, at han personligt var holdt op med at kravle på alle fire. Og nu mente han helt ærligt, at det var sent at genoptage den transportform. Og så var Voltaire færdig med den bog.

Den udlægning af Rousseau som advokat for det synspunkt, at menneskene skal afsværge den onde civilisation, hænger stadig ved navnet. Man kan dårligt sige Rousseau uden at høre et slogan som ekko: Tilbage til naturen!

Og der er i Rousseaus skrifter besyngelser af det enfoldige liv på landet, det gode liv i den lille bystat og hyldester til naiv uskyld, men han proklamerer ikke, at mennesket skal opgive kulturen og kravle tilbage op i træerne. En pointe ved pegningen mod naturtilstanden er at vise, at ulighed, overvældende ejendom og illegitime privilegier ikke kan retfærdiggøres som "naturens orden".

En anden pointe er, at Rousseau bedriver kulturkritik. Han bruger den hypotetiske naturtilstand som intellektuel kontrast for at demonstrere, at laster, fordærv og egoisme ikke kan reduceres til rester af natur i en fremskridtsfortælling, som vil ende med at eliminere det barbariske menneske. Rousseau ville demonstrere, at samtidens oplysere, når de talte om 'det vilde menneske', i virkeligheden beskrev 'det sociale menneske'.

Naturlig til borgerlig

Den normative natur bliver for Rousseau til en 'indre følelse', som risikerer at korrumperes af velstand, teknik og dekadent civilisation. Sat på spidsen kan man sige, at fornuftens udvikling truer den 'indre følelse', men at fornuften også må genskabe betingelserne for den.

Klart og skarpt slår Rousseau i Samfundskontrakten fra 1762 fast, at den hypotetiske overgang fra en naturtilstand til en borgerlig tilstand virker forædlende på mennesket: "Skønt det i denne tilstand giver afkald på flere fordele, som det har fra naturen, så vinder det til gengæld nogle så store fordele, idet dets evner opøves og udvikles, dets forestillingsverden udvides, dets følelser forædles, dets hele sjæl ophæves til et sådant punkt, at hvis misbruget af denne nye stilling ikke ofte fornedrer det til en lavere stilling end den naturtilstand, som det forlod, så burde det uophørligt velsigne det lykkelige øjeblik, som for altid løsrev fra denne tilstand, og som af et dumt og indskrænket dyr gjorde et intelligent væsen og et menneske". Denne passage fra den uforpligtende frihed i naturen til det forpligtende fællesskab i samfundet betegner 'samfundskontrakten'.

Det politiske legeme

Mennesket afstår friheden til at følge sine lyster. Lysterne og tilbøjeligheder er ikke afskaffet én gang for alle med samfundskontrakten, men truer stadig samfundet som grådighed, korruption og trang til luksus. Denne passage sætter mennesket dobbelt: Det er herfra både borger og privatperson.

Borgerne træder sammen i 'fællesviljen', der står i kontrast til alles vilje. For fællesviljen er det grundlæggende for samfundet. Den tager aldrig fejl. Her træder menneskene sammen som borgere i en vilje, som altid er én.

Fællesviljen beskrives som én selvstændig person og vilje. Alles viljer derimod er privatpersonernes interesser lagt sammen. Privatpersonernes viljer er kendetegnet ved mangfoldighed og modsætninger, mens borgerne forenes i 'det politiske legeme'. Hvert enkelt menneske er som medlem af det moralske kollektiv både forpligtet på at kultivere sine egne private tilbøjeligheder og de andres private ambitioner og sammenslutninger, som truer det politiske legeme. Borgeren er for Rousseau både undersåt og suveræn. I det politisk legeme stemmer lydigheden og friheden overens. Frihed forstås ikke negativt, som frigørelse fra ydre forhindringer, men positivt som deltagelse i fællesviljen og forpligtelse på at adlyde den.

Frihed handler ikke om at realisere impulser og drifter, men om at overskride særinteresserne og sammen forvalte et politiske fællesskab. De, der ikke vil være med i det politiske legeme, skal derfor tvinges til det. Det lyder dramatisk, men betyder i virkeligheden ikke andet end, at loven må gælde alle borgerne, hvis den skal gælde overhovedet. Når det politiske legeme er aktivt, kaldes det 'suverænen', når det er passivt hedder det 'staten'. Suverænen har den lovgivende magt, hvorimod den udøvende magt (regeringen) uddelegeres.

Det er karakteristisk, at Rousseau ikke i forlængelse af Montesquieu opererer med en tre-deling af magten i lovgivende, udøvende og dømmende. De gensidige retsstatslige garantier interesserer ham ikke så meget som det politiske legeme vitalitet og enhed. Den lovgivende magt ligger hos folket, hvorimod den udøvende magt etableres mellem borgerne og 'suverænen' til at vedligeholde staten og sikre, at lovene overholdes. Når folket samles som suveræn, er regeringen suspenderet, idet den højeste myndighed ligger hos fællesviljen. Rousseaus politiske ideal er republikken, hvor borgerlig deltagelse er forudsætning for fællesskabet. Han pointerer, at fælles sæder og skikke er betingelser for det velfungerede fællesskab. Staten skal være homogen. For store økonomiske uligheder skal elimineres. De goder, som ikke er nødvendige for opretholdelse af den private eksistens, bør tilfalde det fælles. Det republikanske ideal er i konflikt med det liberalistiske demokrati, som udvikles af John Locke sidst i 1600-tallet. Moderne subjektive rettigheder som ytringsfrihed og den private ejendomsret funderer Lockes politiske fællesskab. For Locke skal borgere beskyttes mod statsmagten. For Rousseau skal det politiske legeme beskyttes imod private interesser, sammenslutninger og det økonomiske marked. Enhed, deltagelse og fælles sæder er hos Rousseau overordnet de subjektive rettigheder.

Han anbefaler endda en censurinstans, der skal sikre, at den offentlige opinion ikke løber løbsk. Han stoler ikke på en offentlig diskussion, fordi de lærde ikke vil kunne formulere sig, så almuen forstår det. I en snakkende offentlige vil alle de personlige viljer tale i munden på hinanden og svække det politiske legemes enhed.

Koblinger

Modsætningen mellem Rousseaus deltagelsesdemokrati & fællesvilje og Lockes liberale rettigheder & beskyttelse af det enkelte individ har Jürgen Habermas i det 20. århundrede forsøgt at overskride ved at koble de to momenter som gensidige forudsætninger.

Hvis de subjektive rettigheder skal realiseres politisk, skal borgerne deltage i en offentlighed, så de både oplever sig som ophavsmænd til og underlagt lovene. Og på den anden side: Hvis den demokratisk deltagelse skal vinde legitimitet i et moderne demokrati, kan den ikke basere sig på et postulat om absolut enhed og overleverede værdier, men må være funderet i anerkendelse af de subjektive rettigheder.

Hannah Arendt anfører i en anden indvending, at det ikke er tilfældigt, at Samfundskontrakten blev et hovedværk for den store revolution i 1789 og af Robespierre blev betragtet som en bibel: For når politisk deltagelse bliver fremstillet som folkets absolutte vilje samlet i én krop, er det som at slippe en naturkraft løs, og derfra er der ikke langt til blodbadet ved guillotinerne. Og så er det igen naturen, som bliver et problem hos Rousseau, men en helt anden natur end i naturtilstanden... Bogen har tidligere været oversat til dansk under titlen Samfundspagten, men nu hvor kontraktbegrebet er blevet gennemdansket synes det adækvat i 2007 at oversætte Du contrat social til Samfundskontrakten. Det, der tidligere hed 'almenviljen' er blevet til 'fællesviljen' og l'état civil, der før lidt misvisende blev oversat til 'det borgerlige samfund', er i Mogens Chrom Jacobsens nyoversættelse præciseret til den 'borgerlige tilstand'. Det er under alle omstændigheder et af den nyere tids politisk-filosofiske hovedværker, der nu igen udkommer som en lille, men ikke let bog".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu