Læsetid 5 min.

Med harpunen i oceanets prosa

På to forskellige måder slår Thoreau og Melville tonen an
13. september 2007

Kan man forestille sig større modsætninger end de to jævnaldrende New England-forfattere Henry David Thoreaus Walden (1854) og Herman Melvilles Mardi (1849), der nu samtidig er udkommet på dansk: En filosoferende forfatter, der slår sig ned i naturen uden for landsbyen Concord i en selvbygget hytte for at foretage en indre rejse i sindet i pagt med det elementære, som gerne skal være universelt, og så en vidtberejst galning, der foretager en eventyrlig fantasirejse til et ørige i Stillehavet under en polyfoni af filosoferen og jagt på kærlighedens genius, et vanvittigt projekt, der bliver et rejseri for rejsens skyld. En tankevækkende konstellation fra Amerikas litterære, romantiske gründerperiode. Niels Brunse har gennemset sin fremragende oversættelse af Thoreau fra 1972, nu uden Maria Thorsens illustrationer, Flemming Christian Nielsen føjer med Mardi endnu en bedrift til gengivelsen af Melvilles forbløffende romaner efter Bondefangeren og Israel Potter, atter med en grundig introduktion og noter til Melvilles ekstravagante referencer.

Walden er berømt og lidt af en kultbog for sin vågenhed, sin intense skildring af enkelte øjeblikke, hvor to evigheder, fortid og fremtid mødes, en stræben efter sanselig renhed, som han siger. "Hvad betyder Afrika, hvad betyder Vesten? Er vores indre ikke en hvid plet på kortet - Vær en Columbus, som opfanger helt nye horisonter og verdener i dig selv og åbner nye veje, ikke for handelen, men for tanken". Langsomheden, fordybelsen, fortroligheden med planterne, dyrene, skoven, søen Walden Pond. Det simple liv, som (næsten) ikke koster penge. Ensomhed? Åh, nej. Han er langtfra nogen eneboer. Toget fløjter lige forbi, venner besøger ham, man får nærmest indtryk af ham som gæstfri seværdighed, så Walden er nærmest et trafikeret sted. Igennem de to år tager han desuden også hver eller hver anden eftermiddag ind til byen for at forsyne sit åbne hus og holde kontakter i gang. Den velmenende og velskrivende samfundskritiker er på alle måder en praktiker. Et modstykke til vores forhippede oplevelseskultur.

Andre oplevelser

Også Mardi er et stednavn, et utopisk arkipelag, og rejsen dertil udvikler sig fra en realistisk skildring af en hvalfangerfærd til et monstrum på 195 kapitler og hen ved 600 sider af et delirium, hvor fortællerjeget, en ung sømand, stikker af fra skibet i en mindre yacht ledsaget af en fuldbefaren søulk i fri udfoldelse ud over det uendelige ocean. Dette er vel bogens skønneste afsnit at medopleve: det gruopvækkende havblik, stilheden i ødet, dybets hemmeligheder, angsten, spændingen, inden et sørøverisk handlingslag lægges til, hvor de møder en forladt brigantine med et par forhutlede eksistenser, vildmanden Samoa og hans rædselsfulde kælling, der snart heldigvis bliver skippet over bord. Et par jubelportrætter, og ikke de eneste, der forsvinder ud af historien, når der ikke længere er brug for dem.

Også fortælleren undergår en forandring. Fra jeg til 'halvguden' Taji, en nærmest iagttagende og refererende tredjeperson, indtil han sluttelig træder i karakter og ensom fortsætter sin vilde jagt ud over havet efter en kim-ære, den skønne Yillah, som han har befriet og røvet fra et skummelt præsteskab, der skulle ofre hende til hav-guderne, men som derefter har fortonet sig.

Romanen bryder alle regler i en overdådighed af frie indfald, uendelige successive eventyr i kulørt monotoni, filosofiske abstraktioner og fantastiske realia blandet i skildringen af de øsamfund, de rejsende nu besøger. Fra kongeriget Oro udruster herskeren, den nysgerrigt tolerante Media, en velforsynet flåde, hvor han fra ø til ø hjælper vor helt i eftersøgningen af Yillah, hvis de da ikke glemmer hende for andre fristelser og nydelser.

Selskabet

Den litterære utopiske model er skabt af Thomas More, Dante, Rabelais, Swift m.fl., der afprøver fiktive samfundsformer og tilstande på række og geled, deres retsvæsen, filosofi, politik, ideologi. Selskabet består nu foruden de to nævnte af Oros alvidende rigsarkivar og kronikør Mohi, kaldet Snoskæg, der kan gøre rede for rigernes historie, vismanden Babalanja og trubaduren Yoomy, der udlader sig i sang og digt, muntert og kønt assisteret på dansk af Peter Laugesen. Nu kan det knibe for den tålmodige, og jævnt hen stærkt underholdte læser at finde rede i budskabet, som egentlig også kun er fortællingen med dens vittige dialog, skænderier, mangfoldighed af snedige og indviklede påstande og udredninger, som viser, at en sidste sandhed er umulig, at mangetydigheden på ondt og godt må indses. Det ene hæslige regime og dogmatiske klassesamfund efter det andet styres af religiøs ortodoksi, forlorent demokrati, diktatur eller klam humanisme, fejret med velkomstfester, druknet i en overflod af vin, frugt og mad, vold og sær kyskhed, hekseri og blændværk. En allegorisk samfundskritik, som i hensigt måske ikke ligger langt fra Thoreaus i Walden, udtrykt af en moderne Sindbad Søfarer i episode efter episode. I det første rige, Maramma, møder de en blind rejsefører, som tager ublu honorarer for sin tjeneste, en karakteristisk indgang til den labyrintiske færd. Der jo ender blindt.

Samtiden var desorienteret. Forinden havde Melville udgivet to realistiske rejse-romaner fra Polynesien, Typee og Omoo, som man troede var fantasteri, bl.a. for det erotiske frisind på Tahiti længe før maleren Gauguins livsstil, hvorefter han fik ideen til at skrive denne fantastiske skrøne, hvor de kunne få smæk for skillingen. Og kritikken var mildest talt blandet. Flemming Chr. Nielsen har givetvis ret i, at vi i dag sætter større pris på et så egenrådigt, urent kunstværk i en opvisning af stilarter fra realistisk detailmættet prosa med håndvarm thoreausk glæde ved redskaber, hymnisk poesi, floromvundne naturscenerier, pasticher, filosofisk palaver, ram og aktuel satire, ophøjet skønhed, essayistiske tankefostre, diskussion af fortællerrollen, kort sagt en hvid litterær hval, som det ikke er let at sætte harpunen i , men som sejler derudad i oceaniske bølger uden konklusion og uden viden om beretterens videre skæbne med de afsluttende ord: "Og således fløj forfølgerne og den forfulgte videre ud over et endeløst hav."

Til sammenligning slutter Thoreau sine meditationer med disse ord: "Det lys, som slukker vores øjne, er mørke for os. Kun den dag gryr, som vi er vågnet op til. En større dag skal til at gry. Solen er kun en morgenstjerne."

Der er drag af evighedstanke over dem begge. Og begge på hver sin måde læseværdige.

Henry David Thoreau: Walden
- Oversat af Niels Brunse
- 304 sider
- 249 kroner
- ISBN 87-02-05807-3
- Gyldendal

Herman Melville: Mardi
- Oversat af Flemming Chr. Nielsen
- Indlagte digte ved Peter Laugesen
- 568 sider- 299 kroner- ISBN 978-87-91299-27-8
- Forlaget Bindslev
- Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Frede Møller-Jensen
Frede Møller-Jensen

Gammel vin på nye flasker

Det er fint, at Gyldendal udgiver Thoreaus Walden.

Men at kalde Niels Brunses oversættelse fra 1972 for fremragende er noget overdrevet, når man sammenligner med Ole Jacobsens oversættelse fra 1949 og originalteksten.

Så jeg vil da virkelig håbe, at oversætterens ”gennemsyn” til den nye udgave, har givet et løft til sproget og en mere autentisk gengivelse.

P.S:
Maria Thorsen illustrerede udgaven fra 1985 og Per Kirkeby udgaven fra 1972.

Brugerbillede for Anonym

Jeg har (naturligvis) 72-udgaven med de flotte Kirkeby-illustrationer, men efter din kommentar overvejer jeg at også at anskaffe 49-udgaven. Men først kunne jeg godt tænke mig at høre et par eksempler på, at Brunses oversættelsen er så dårlig i forhold til Ole Jacobsens.

Det er glimrende, at Gyldendal udgiver Thoreaus mesterværk igen, men man undrer sig over, at den store opgave med at udgive mesteren Melville er overladt til et lille forlag, hvor det naturligvis burde have været Gyldendals.

Brugerbillede for Torben Brostrøm
Torben Brostrøm

For fuldstændighedens skyld skulle vi måske også nævne den tidligere udgavre af Ole Jacobsnes oversættelse af 'Livet i Skovene (Walden)', gennemillustreret af Mads Stage, udgivet på Kunst og Kultur 1950

Brugerbillede for Torben Brostrøm
Torben Brostrøm

For fuldstændighedens skyld skulle vi måske også nævne den tidligere udgavre af Ole Jacobsnes oversættelse af 'Livet i Skovene (Walden)', gennemillustreret af Mads Stage, udgivet på Kunst og Kultur 1950