Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hold kæft, er det en kvinde?

Kvindelige musikere betragtes ofte som kønnede før kunstneriske. Anya Mathilde Poulsen er bevidst om, at hun gør det samme i sin samtalebog med syv kvinder. Men hun lukker kvinderne inde i det kønnede reservat for at slippe andre kvinder ud
Kultur
17. september 2007

På et tidspunkt - en dag i starten af 90'erne - lå Anya Mathilde Poulsen på sofaen og hørte radio. Det var vidst nok Rockland på P3 - i hvert fald var det en kavalkade over årets bedste plader. Og pludselig satte hun sig ret op.

I'm coming up man-sized skinned alive/
I want to fit I've got to get /
Man-sized I'm heading on.

Det var PJ Harvey. "Polly Jean". Skramlet, uskønt, råt og kompromisløst.

"Jeg tænkte: Hold da kæft, er det en kvinde?"

Siden da har fænomenet interesseret hende. Hvorfor er der ikke flere kvinder i musik? Ikke kun blandt de udøvende, men på pladeselskaberne, i øvelokalerne, bag scenen, ved mixerpulten, i radioen og spalterne og journalistikken, hvor hun selv er - musikjournalist i DR. Og hvorfor begyndte hun ikke at undre sig før?

"Jeg havde da hørt om Patti Smith, men jeg havde aldrig hørt hendes musik. Der er så mange mandlige ikoner i rockmusikken, og jeg vidste alt om dem, men hende havde jeg ikke sat mig ind i. Måske troede jeg, at det ville være noget helt andet. Noget eksotisk, fordi hun var kvinde. Og at det ville kræve noget andet af mig som lytter."

Men efter mødet med PJ Harvey begyndte hun at udforske kvindelige musikere, som i musikhistorien af en eller anden grund var blevet skubbet i baggrunden.

"Det brød helt ny grund for mig," siger hun.

I dag udkommer hendes bog Feminint Forstærket - syv samtaler med kvindelige musikere. Syv kvinder, der forholder sig til det at agere som kvinde i et mandsdomineret miljø.

Kira Skov fortæller, at hun tvivler på, at mandlige forsangere bliver bedt om at optræde alene uden resten af bandet på forsiderne af magasiner. Som hun gør. Næsten konsekvent.

Signe Høirup Wille-Jørgensen fra Speaker Bite Me fortæller, hvor svært det var at købe den første guitar. Hun gider ikke nørderiet. Hun vidste ikke, hvordan en guitar skal lyde. Købte en Fender. Fordi det jo er godt. Og drengene så måbende til, da hun bare tog den med op på scenen, da de skulle spille samme aften. De kunne ikke forstå, hun ikke skulle have den med hjem først og rigtig lære den at kende. Det behøvede hun ikke.

"Jeg skulle jo bare spille på den."

Kransekagefigur

Kirstine Stubbe Teglbjærg fortæller, at de på Blue Foundations anden plade skrev specifikt, hvem der havde bidraget med hvad til de enkelte numre, fordi hun gang på gang blev konfronteret med, at folk troede, at hun bare var et kønt ansigt, der sang. På trods af at hun skriver de fleste tekster og er medkomponist på lige så mange numre.

En gang blev hun overfuset af en mand til en fest, "en fyr, jeg aldrig havde mødt før, men som simpelthen ikke havde noget tilovers for sådan en dulle som mig, der bare hoppede på et cool projekt som Blue Foundation og stillede sig op i front som kransekagefigur," siger hun i bogen.

Ifølge Anya Mathilde Poulsen er der nogle fordomme og barrierer, som kvinder skal kæmpe imod. Det ville hun gerne undersøge. Undersøge hvorfor det lige netop var lykkedes for disse kvinder. Men det var svært at få nogen til at tale om det.

"Kønnet er altid til stede for kvindelige musikere. Hvis vi som musikjournalister har tre kvindelige kunstnere, så er vi tilbøjelig til at gøre det til et tema. Man ville jo aldrig lave et program, hvor fællesnævneren for kunstnerne var, at de var mænd. Og selvfølgelig er kvinder trætte af først at blive betragtet som kvinder og derefter musikere."

Björk blev virkelig vred, da Anya Mathilde Poulsen engang spurgte hende, hvordan det er at være kvinde i en mandeverden. Virkelig vred. Så den overvejelse havde hun også, da hun gik i gang med det samtaleprojekt, der først var en programrække på P2 og senere blev til en bog.

"Jeg tænkte meget på, om jeg nu bare var med til at forstærke den tendens til at placere kvinder i et særligt reservat, og det er jeg jo, men jeg synes, at det er relevant at sætte fokus på. Ikke mindst fordi der er mangel på kvindelige forbilleder i musikhistorien."

Flere af kvinderne i bogen taler om, at de har manglet kvindeforbilleder, der kunne overbevise dem om, at det også kunne lade sig gøre for dem.

"Jeg håber, at folk læser denne bog og bliver inspireret til at udforske disse kvinders musik og den, de selv har lyttet til. Og så kunne det da være fedt, hvis nogle piger læste den og fik set de kvinder, der nogle gange kan forsvinde i mængden af mænd. Jeg synes i hvert fald, de er værdige forbilleder. Det kan jo være, at det får flere piger til at prøve musikken, hvis de bliver gjort bevidst om, at der er barrierer, men at de kan brydes."

Det handler vel om, at hun gerne vil give dem fornemmmelsen af at sætte sig ret op i sofaen.

Ingen offermentalitet

Buddene på, hvad grunden til underrepræsentationen af kvinder er, er lige så mange og forskellige som kvinderne. Men nogle ting går alligevel igen. Måske er kvinder dårlige til at nørde, måske er det svært at bryde med det maskuline guitarsymbol, måske er der en tendens til at undervurdere deres talent, måske er der for få forbilleder, måske tror de for lidt på sig selv. Og ens for dem alle er, at de gerne vil understrege, at de ikke opfatter sig selv som ofre.

Det gør Anya Mathilde Poulsen heller ikke. Hun mener ikke selv, hun har mødt anderledes behandling, fordi hun er kvinde. Måske lige med undtagelse af den gang, hvor hun var eneste kvinde tilstede ved et pressemøde med Meat Loaf, og han rakte hende en skål med chips og bad hende om at gå ud og lave nogle sandwiches.

"Han gjorde det selvfølgelig for sjov," siger hun og griner også selv: "Men det siger måske alligevel noget om hvilke mønstre, vi reproducerer, også bare for sjov."

Mange af kvinderne i bogen er vokset op i kreative miljøer. I kollektiver og bofællesskaber.

"Det fik mig da helt sikkert til at tænke på, hvilken betydning det har haft, at de er vokset op et sted, hvor opgøret med mønstre og uligheder har været meget udtalt. Ville de under andre omstændigheder have kastet sig ud i det?"

Anya Mathilde Poulsen har selv en søn på fire og en datter på syv. Hendes søn synes selv, han er verdensmester.

"Hvorimod min datter er typen, der kommer hen med en tegning og siger, at hun er dårlig til at tegne, for så kan det jo være, at jeg siger til hende, at hun er dygtig. Jeg ville virkelig hade, hvis det er mig, der har lært hende det. Jeg håber virkelig, jeg kan vise hende, at det ikke behøver at være sådan."

'Feminint Forstærket' af Anya Mathilde Poulsen udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her