Læsetid: 4 min.

'Hvordan går det egentlig, Thomas?'

Vor anmelder Claus Christensen blev sendt til forpremiere på Thomas Vinterbergs nye spillefilm, 'En mand kommer hjem' med det formål at anmelde film. I stedet for en anmeldelse har vi modtaget nedenstående brev fra anmelderen til instruktøren
14. september 2007

Kære Thomas Vinterberg

Hvordan går det, Thomas? Jeg har netop set din nye film, og den er sød og sjov, men jeg spekulerer på, hvordan går det egentlig?

Havde vi skrevet 1997, ville det have været nemt: "Bare klø på, knægt, det var den svære toer, og noget stort er i vente, hvis du graver dybere og giver dine historier mere bid."

Men vi skriver 2007!

Du er 38, ikke 28, og det er din femte spillefilm, ikke den anden - for fanden! - og du har lavet mesterværket Festen.

Okay, du mistede jordforbindelsen og troede, du kunne flyve som afrikanerne over Uganda i It's All About Nothing. Du faldt dybt, og da mester Trier smed et reb ned, greb du det, men afgrunden blev bare dybere og dybere, mens Dear Wendy-millionerne gik op i krudtrøg.

Shit happens!

Nu er du tilbage på overfalden, du taler dansk og står på dansk jord - Gud være lovet. Din nye film er som at møde en gammel ven, der har været ude i den store verden; han fortæller en masse anekdoter, og der går ikke længe, før man indser, at alt er ved det gamle. Først lettet, men snart tænker man en smule forstemt: Har oplevelserne ikke sat dybere spor? Har årene slet ikke modnet? Hvordan går det egentlig, Thomas?

Aldrig mindre end underholdende

Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide En mand kommer hjem.

Det er et komisk kup at iføre Thomas Bo Larsen paryk og caste ham som den verdensberømte operasanger, der vender tilbage til sin fødeby for at kaste glans over byens 750 årsfest.

Inspirationen er ikke Pavarotti, men - tror jeg - din karismatiske mentor Mogens Rukov, og det er sjovt, at Thomas Bo spolerer "det snorlige show" med sine krukkede og livstrætte verdensmandsmanerer, der får Morten Grundwalds koleriske hotelvært til at gå agurk. Og den filosofiske svenske kok (Shanti Roney), der opfatter mad som kunst, og som aldrig flyver, fordi han er en stor kunstner (en hilsen til Trier?), er et urkomisk sidekick.

Jeg sårer dig sikkert heller ikke, når jeg siger, at romancen mellem den unge, generte og stammende Sebastian (Oliver Møller Knauer) og sukkersøde Maria (Ronja Mannov Olesen) aldrig kommer op at ringe som klokkerne på byens torv. Der er for lidt knald på affæren, og de svære barndomstraumer, som Sebastian og Maria er udstyret med, klinger hult sammen den naive Vil du se min smukke navle-tone, som præger den del af filmen. At debutanten Helene Reingaard Neumann (læg mærke til hende!) spiller stærkt som Sebastians kæreste, Claudia, og er tæt på at løbe med opmærksomheden, gør det naturligvis ikke bedre.

Men trods en blandet cocktail, der også inkluderer kulsort humor, Kusturica grotesk light og heftige lån fra Festen, er din film aldrig mindre end underholdende. Det er en lystig komedie med production value, med scener af sitrende nærvær og en træfsikker sydfynsk atmosfære, ikke mindst takket være fotografen Anthony Dodd Mantle.

Er det det, en snart 40-årig brænder for?

Nej, Thomas, vi skal ikke dvæle ved æstetiske detaljer, men i stedet vende tilbage til det indledende spørgsmål: Hvordan går det?

Du var min generations håb; generationen, der voksede op med 68'ernes idealer og blev førstehåndsvidner til den afgrundsdybe afstand mellem ord og handling. Mange af os reagerede med en nihilistisk ironi, der blev vores religion. Men ikke dig, Thomas, du troede på idealerne, du troede på All You Need Is Love, og du lavede film, der troede på, at en ny, uskyldig generation kunne give flosklerne ægte indhold.

Der går en rød tråd gennem alle dine personlige film. De unge med rene hjerter må finde deres egen vej, mens forældrene er fraværende (kortfilmen Sidste omgang og spillefilmdebuten De største helte), forældrene svigter (kortfilmen Drengen der gik baglæns) eller forældrene mishandler (Festen).

Tråden føres videre i En mand kommer hjem, hvor Sebastian ikke bare skal frigøre sig fra sin sårede, mandehadende mor (Karen-Lise Mønster) og hendes nosy lebbe-kæreste (skønt gensyn med Ulla Henningsen), men også en far, som han troede begik selvmord, men pludselig er på banen.

Er det stadig den coming-of-age-historie, du brænder for i en alder af snart 40? Er der ikke nye indsigter, andre vinkler eller måske helt andre historier, der presser sig på, nu hvor halvdelen af livet er levet? Hvordan gik det egentlig med vores egen generation? Svigtede også vi idealerne, blev vi korrumperet af karrieren, er vi gået i stå?

Eller skal jeg blot opfatte En mand kommer hjem som et hurtigt mellemspil, en play it safe-film for at undgå endnu en dundrende og måske fatal fiasko?

Hvordan går det egentlig, Thomas?

Mange venlige hilsner

Claus Christensen

En mand kommer hjem. Instruktion: Thomas Vinterberg. Manuskript: Thomas Vinterberg, Mogens Rukov og Morten Kaufmann. Spiller i biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære danske filmanmeldere

Dette er en af de virkelig få og dybdegående anmeldelser jeg har læst i meget meget lang tid. For engangs skyld er der en anmelder der forventer mere af danske filminstruktører end blot at portrættere vores middelklasse dagligdag med en klichétung happyending som konklusion. Men kære filmanmeldere, det undrer mig at den samlede anmelderskare, kun ser Thomas Vinterbergs film ud fra disse kriterier og ikke dansk film i almindelighed. For var dette tilfældet, vil anmeldelserne af "En mand kommer hjem" virke mindre som en personhetz.

Kærlig Hilsen
Manyar I. Parwani
Filminstruktør

Kære danske filmskabere

Måske skulle vi lære noget af Claus Christensens kommentar til os. For det er nok mere end rigtigt at idealerne, visionerne og ikke mindst intentionerne er gået tabt i jagten på støttekronerne.

En kæde er ikke stærkere end det svageste led. De fire bærende elementer for at realisere en film i Danmark er manuskriptforfatteren, instruktøren, producenten og filmkonsulenten. Hvis disse fire har en fælles vision om at udvikle filmsproget og fortælle historier vi ikke kender og som udfordrer os og ikke ser ned på publikum, er der mulighed for at udvikle dansk film.

Vi har en dansk filmbranche der på mange måder er stagneret. Hver gang vi bliver konfronteret med dette, hiver vi "festen" fra de gode gamle dogme-tider frem som eksempel på, hvor godt det går for dansk film. Alt imens os andre filminstruktører har solet os under "festens" varmende spotlight.
Realitetten er at den film snart er ti år gammel. Siden da, er der ingen der har turde eller formået at tage det næste skridt. Kære Thomas Vinterberg. anmelderne forventer at du skal bringe dansk film videre, med "festen 2". Du bliver personligt afstraffet for ikke at kunne løfte den opgave, som vi andre instruktører har burde indfrie i de sidste ti år. De tæsk du får nu, burde deles ud blandt samtlige danske filminstruktører heriblandt undertegnede (dog med Lars von Trier som undtagelse).

Kærlig Hilsen
Manyar I. Parwani
Filminstruktør

Men hör, hvis de (anmelderne, publikum osv.!) nakker Vinterberg kan det vel tänkes at de aldrig rigtig så 'Festen' som den film den i virkeligheden var. At Vinterberg og dansk film, derfor blev fört frem som et fantastsik projekt, og nu tilmed ifört et vaske ägte film idol.

Jo, 'Festen' det var da en velfungerende produktion men hvis man ser på indholdet, i forhold til temaet var der tale om et koldt stykke beröringsangst. Den kom ganske vist frem i en tid hvor emnet incest allerede var blevet til debat. (nok ikke så tilfäldigt!) Men 'festen', selv om den kunne, ville jo ikke rigtig noget, når alt kom til stykket, skönt det kom til at se sådan ud pga. spin-fidus/filmindustri og idol/göileiet om Vinterberg, alligevel fik filmen lov til at fremstå som en film med indhold og at blive opfattet som om at der var tale om en film med vision og vilje. Det var noget sludder. Pressen var dengang som idag, kun intreseret i at hype og poppe, i dag betaler Vinterberg prisen for at ikke sige fra. Som bekendt vil idolet en dag falde!

Men hör, hvis de (anmelderne, publikum osv.!) nakker Vinterberg kan det vel tänkes at de aldrig rigtig så 'Festen' som den film den i virkeligheden var. At Vinterberg og dansk film, derfor blev fört frem som et fantastsik projekt, og nu tilmed ifört et vaske ägte film idol.

Jo, 'Festen' det var da en velfungerende produktion men hvis man ser på indholdet, i forhold til temaet var der tale om et koldt stykke beröringsangst. Den kom ganske vist frem i en tid hvor emnet incest allerede var blevet til debat. (nok ikke så tilfäldigt!) Men 'festen', selv om den kunne, ville jo ikke rigtig noget, når alt kom til stykket, skönt det kom til at se sådan ud pga. spin-fidus/filmindustri og idol/göileiet om Vinterberg, alligevel fik filmen lov til at fremstå som en film med indhold og at blive opfattet som om at der var tale om en film med vision og vilje. Det var noget sludder. Pressen var dengang som idag, kun intreseret i at hype og poppe, i dag betaler Vinterberg prisen for at ikke sige fra. Som bekendt vil idolet en dag falde!

For mig at se er der sket en ændring i hvordan man bliver en stor kunstner.
Før arbejdede kunstneren hele livet, og med selv samme som indsats, på sit livsværk, og når han så (endelig?) var død blev det klart, om det var en STOR kunstner eller ej. Det er selvfølgelig ikke noget ideal at vi er så bange for kunstnerne, at vi først anerkender dem, når de er døde og ufarlige.
MEN. I dag er det som om at det er op til kunstneren selv, at beslutte sig for at være en stor kunstner. Nu er kunst et spørgsmål om øjeblikkelig succes i medierne. Herre gud, der er jo alligevel ingen der de første tyve år efter et værk er skabt, som forstår værket til fulde (hvis der er noget at forstå) og anmelderne har jo heller ikke altid ret, vel? Men at man, som de unge instruktører, selvudnævner sig til en STOR kunstner er i bedste fald umodent, men måske nok nærmere helt til grin.
Vil man være (stor) kunstner, må man f...... arbejde sig til det, som alle de andre har gjort. En ynkelig liberalistisk forestilling, som denne historie om vores "nye Hitchcocks", er pinlig for dansk kulturs omdømme.

Anmeldelsen får mig til at sige: Hov, hov! "It's all about love" er faktisk blandt mine yndlingsfilm de sidste mange år -- på linie med "Moulin Rouge" og "Evigt Solskin i et Pletfrit Sind".

For mig var "It's all about love" så smuk i sin historie, så soleklar i sit budskab og så ufattelig poetisk, som jeg sjældent har set en film være.

Den var skabt til lutter eftertænksomhed og nydelse og til evig reference-ramme for værdien af, at noget er stabilt i livet, når alt andet forandrer sig så meget. Lidt ligesom man synger i julesangen "Sikken voldsom trængsel og alarm":

Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul.

Sådan har jeg det med årstiderne!

... hvilket jeg aldrig har set nogen illustrere mere poetisk og smukkere end Thomas Vinterbeg. Man kan flytte nok så mange gange, bo i nok så mange byer, lande, verdensdele, møde nye venner, miste gamle venner, endsige kære familiemedlemmer. Der er så mange forandringer, men årstiderne kan man kan altid regne med (i hvert fald i tilstrækkelig afstand fra ækvator) og månen og stjernerne. Det giver tryghed. Og det ville være skræmmende, hvis deres rytmiske tilbagevenden en dag ikke længere eksisterede.

Og afrikanere, der svæver rundt oppe i luften - jamen, det er da en fantastisk opfindsom, poetisk måde at udtrykke sin afmagt på over for de problemer, man ville ønske, man kunne løse, men ikke ved hvordan -- og som man heller ikke ved, hvordan man helt skal forholde sig til.

Og Sean Penn, der flyver rundt oppe i luften og ikke kan komme ned igen, fordi han har fået et overdosis af en kur mod flyveskræk, vist nok. Fortryllet og forbandet af den evige jagt efter mere. Man ved, man burde være nede på jorden, til hverdage med leverpostejsmadder og konstante suk over grå overskyethed. Men det er bare så svært, når man først har prøvet et liv, hvor dagene er fyldt med intensitet, inspiration og en himmel, der altid er blå.

Og så er der selvfølgelig den evige gyldige tro på kærligheden. På at den midt mellem al kaosset kan redde os, om ikke andet for en stund. Det er der så mange, der har instrueret en film om. Så her er der måske knapt så meget nyt. Men det gør ikke filmen mindre interessant, blot ligeså interessant som alle andres.

Så tak til Thomas Vinterberg for at have skabt den film! For mig er den blandt de bedste film, jeg har set de sidste mange år. "It's all about life". Og her kan anmelderen og jeg vel så blot blive enige om, at vi er uenige.