Der er forfattere, der spiller i deres helt egen liga. Ikke nødvendigvis i Superligaen, men bare i en helt anden liga i en helt anden verden. Sådan en forfatter er Adda Djørup (f. 1972). Hun ligner ikke sine generationsfæller. Ikke særlig meget i hvert fald. Adda Djørup ligner kun Adda Djørup: en skrupskør, vilter, skæv og krøllet forfatterhjerne, og det er faktisk positivt ment.
Med Adda Djørups nye bog, novellesamlingen Hvis man begyndte at spørge sig selv, befinder man sig langt fra nutidens normalprosaiske alfarvej. Man befinder sig i et univers med andre farver og andre måder at se tingene på. Her går man eksempelvis rundt i byen med et stort teaterskæg, som forfatteren selv gør på bogens forside og som en af bogens figurer gør i en af bogens noveller.
Hun har så mange verdener i sit hoved, Adda Djørup. Både geografisk og imaginært. Så det næsten må sprænges, ligesom hendes prosa hele tiden er lige ved at gøre det.
Samtidig med at bogen også handler om de helt nære og intime ting.
Adda Djørups hoved er fuld af litteratur. Ikke på den der knastørre akademiske måde, hvor man slår om sig med referencer og stor belæsthed, men på en måde hvor litteraturen får nyt liv. Hvor man forstår, at forfatteren, hvis han eller hun vil begå et stort og selvstændigt værk, ikke kan meget andet end at skrive oven på forfædrene. For alt er tænkt og skrevet på forhånd.
Adda Djørups bog er litteratur skrevet på litteratur. Lidt som Karen Blixen, som der også visse steder er skæbnesvangre mindelser om i hendes bog, mens hun retfærdigvis andre steder er så uendeligt langt væk fra Blixen.
I mellemrummet
Adda Djørup debuterede for to år siden med den egensindige og kritikerroste digtsamling Monsieurs dialoger. Nu prosadebuterer hun så med 16 noveller.
Det var, indrømmet, faktisk lidt svært at komme i gang med bogen. Det hele virkede lidt for meget, for tæt og indadvendt, men langsomt åbnede der sig et helt andet univers, før man efter den første lille håndfuld noveller fuldstændig må overgive sig til bogen.
Bogen er en afsøgning af alt det, der ligger midtimellem, det der ligger efter en begyndelse, men før en afslutning. Dér i mellemrummet eller i mellemstanden kredser novellerne. Bogen lægger sigende ud med et citat fra Julio Cortázars Passager, der handler om nødvendigheden af at fortælle og springe fra den ene verden til den anden.
Adda Djørup beskriver det selv således, næsten som en slags poetik, i novellen 'Fuglene':
"Jeg tvivler selv på, at der overhovedet er en historie, for måske hænger begyndelsen ikke sammen med fortsættelsen, fortsættelsen ikke sammen med slutningen. Og måske, tænker jeg nu, findes der slet ingen rigtige historier med begyndelse, midte og slutning, måske er der bare alt det, der er, og alt det, der sker, og de streger, vi trækker imellem de punkter, er bare det rene vrøvl og drøm, og den figur, der opstår, kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden."
Efter en del dage i Adda Djørups sproglige univers er jeg blevet helt afhængig af hendes sikre og samtidig overrumplende sproglige behandling af de små hændelser, hun som sproglig-litterært begavet menneske udsætter en for. Min eneste egentlige indvendig mod bogen er balancen i bogen mellem poesien og prosaen, mellem billed eller billedfortætning og så prosaens nødvendige fremdrift. Her har forfatteren en tendens til at gå lidt i stå, dvæle for længe ved en stemning eller tilstand. Samtidig er disse udhævede øjeblikke af intensitet retfærdigvis også i høj grad bogens styrke.
Bidende samfundskritik
Adda Djørup mestrer mange forskellige måder at skrue en novelle sammen på. Hun kan bevæge sig fra barneuniverset i novellen 'Ikke nu, men nu', til den klassiske afsløringsnovelle med overrumplende pointe i novellen 'A's breve' om en senil ældre kvindes hemmelige brevveksling med en hemmelig mand, til den suveræne og gribende novelle 'Spøgelser er én af de ting man skal have set for ikke at kunne tro det', om alt det, der forbliver uudtalt og aldrig blev til noget, og om begærets lurende kraft i novellen 'Oriental Shuffle', og igen til den magisk-realistiske novelle 'Fuglene' om en kvinde, der kaster farverige fugle op, og novellen 'Intime minder om måske aldrig stedfundne tildragelser', der er skrevet hen over en passage i Imre Kertész Jeg, en anden.
Når Adda Djørup er bedst, kan hun, som i den mesterlige titelnovelle, foretage vilde spring mellem beskrivelser af et vådt efterår og de gradvise forandringer af vejret til pludselige indslag af en beklemmende virkelighed. Det hele bliver på litteraturens præmisser til en kritik af vores brug af sproget som i dette afsnit:
"I dette teatervejr bredte din følelse af vantro sig [...], vantro over sproget, der syntes at have fået sin egen vilje og sit eget formål, vantro over metaforernes amokløb, der gjorde himmel til hav og med associationernes svimlende fart fik forbundet alt med alt andet (teater, tvangshjemsendelser, topstyring) og kortsluttede sig selv i hvæsende og spruttende selvmodsigelser, vantro over forvirring og forsvindinger."
Og så handler det pludselig om asylcentrenes vilkår: "forlydender om buldren på døren klokken fire om natten, ordre om at pakke nu, hurtigt, hurtigt, angste børn, desperate selvmordsforsøg, og, efter det, fremmede fængsler, at nogle forsvandt endnu en gang, selvom, selvom, så sivede glemslens bedøvende stilhed gennem kakofonien som lugtfri gas, lod sig ikke råbe an, lod sig hverken stoppe af fagter, forargelser eller bønner om den nåde der sjældent står indskrevet i nogen lov og endnu sjældnere i den der skelner mellem nogle og andre."
Det er bidende samfundskritik på et højt sprogligt niveau. Dér hvor de sproglige klicheer og den professionelle kynisme krakelerer. Det er faktisk svært at blive færdig med Adda Djørups bog, for man får som læser selv lyst til at begynde at spørge sig selv. Og godt for det. Dyp derfor gerne selv dit hoved i Djørups forunderlige bog.
Adda Djørup. Hvis man begyndte at spørge sig selv. Noveller. Forlaget Samleren. 212 s., 199 kr. ISBN 978-87-638-0721-0. Udkommer i dag.
