Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Intenst moralsk drama

Vold og al dens væsen har sjældent været portrætteret mere væmmeligt end i David Cronenbergs skarpt skårne, sikkert forløste og ultimativt humanistiske drama 'Eastern Promises'
Velspillet. Både som visuel og psykologisk konstruktion er Viggo Mortensens stoiske Nikolai-figur tryllebindende. Mortensen spiller ham, så han på en gang synes på kanten af en fed filmskurkekliche og mageløst uudgrundelig.

Velspillet. Både som visuel og psykologisk konstruktion er Viggo Mortensens stoiske Nikolai-figur tryllebindende. Mortensen spiller ham, så han på en gang synes på kanten af en fed filmskurkekliche og mageløst uudgrundelig.

Peter Mountain

Kultur
28. september 2007

Nok har David Cronenbergs film - formentlig til frustration for puristerne i den kontroversielle instruktørs fanskare - været fattige på muterende menneskekroppe på det seneste. Men hans interesse for kødet og dets skrøbelighed er altså i den grad intakt.

I sin forrige film, A History of Violence (2005), vovede Cronenberg sig under dække af et tilsyneladende simpelt plot om en mand, der hjemsøges af sin brogede fortid ud i en omfattende fortælling om USA's ditto. Der er en lignende forræderisk enkelhed over Eastern Promises, der udspiller sig ved juletid i et mørkt og vådt London.

Udover blodigt krimidrama er det nemlig også en film om så meget andet, ikke mindst hvordan stammekultur lever i bedste velgående i det 21. århundrede i, hvad der ellers på papiret er et af de mest multikulturelle steder på kloden.

Da jordemoderen Anna (Naomi Watts) er med til at forløse en lille pige, hvis purunge, narkomisbrugende mor dør af blodtab, finder hun en dagbog skrevet på russisk i den efterladtes håndtaske. Anna har selv russiske aner såvel som meget personlige grunde til at kere sig om det spæde og forældreløse barns fremtid. Hun opsøger derfor den russiske immigrant og restaurantindehaver Semyon (Armin Mueller-Stahl), hvis visitkort lå i bogen. Han udviser mærkbar interesse for det, hun fortæller ham.

Ikke blot lakaj

Hun kommer samtidig i kontakt med Nikolai (Viggo Mortensen), der udover at være Semyons chauffør udfører hans beskidte arbejde. Af hvilket der er rigeligt. Reelt er Semyon nemlig en magtfuld skikkelse i Londons underverden, og indholdet af dagbogen er hans potentielle endeligt.

Både som visuel og psykologisk konstruktion er den stoiske Nikolai-figur tryllebindende. Viggo Mortensen spiller ham, så han på en gang synes på kanten af en fed filmskurkekliche og mageløst uudgrundelig. I en af filmens bedste og bedst leverede replikker, forsøger han ligefrem at reducere sig selv til en endimensional skikkelse: "I am driver ('drrrivear'). I go left, I go right, I go straight ahead. That's it," bedyrer Nikolai overfor Anna, da hun udfritter ham om hans arbejdsgiver. Men det klinger ikke overbevisende. Vi fornemmer fra start, at der foregår langt mere - såsom selvstændig stillingtagen - bag facaden.

Dialogen er generelt stærk i Steve Knights begavede manuskript (han har tidligere skrevet Dirty Pretty Things, der ligeledes finder sted i et af den engelske hovedstads mestendels mørklagte miljøer). Store tematikker slås an via få, velvalgte replikker, som også elegant blander gravalvor med barok humor. Som da Annas lidet kosmopolitisk sindede onkel under indflydelse af vodka lufter den tvivlsomme tese, at Annas ufrivillige abort skyldes, at hendes daværende kæreste - og far til barnet - var sort. "Men han var dog læge," indskyder moderen i et grotesk forsøg på at komme sin datter til undsætning. "Hvad har det med noget at gøre?" vil anderledes tolerante Anna rimeligt nok vide.

Dertil skal lægges, at de i egen selvforståelse mægtigt maskuline russiske gangsteres frygt for bøsser kun kan betegnes som hysterisk. Disse ligheder mellem hærdede gangstere og såkaldte almindelige mennesker er fuldt så foruroligende som Cronenbergs skånselsløse skildringer af fysisk lemlæstelse.

Den forsmåede søn

Den vel nok mindst originale af filmens figurer er Seymons alkoholiserede bølle af en søn, Kirill. Når han alligevel fascinerer (og ikke bankes af banen af Viggo), er det, fordi Vincent Cassel spiller ham med desperat nærvær.

Kirill er ikke dummere, end at han godt fornemmer, at hans far ikke føler, at han har formatet til at overtage gesjæften, når den tid kommer. Det er et stærkt vidnesbyrd om Cronenbergs tæft for psykologisk manipulation, at han via denne Kirills forsmåelse formår at lokke tilskueren til at investere en vis medfølelse i et ellers singulært, utiltalende individ.

Det mest interessante ved denne konflikt er dog, at Semyon og Anna dermed besynderligt nok har noget vigtigt tilfælles; hvor fokuserede Nikolai ligner et seriøst bud på en 'ny søn' for Semyon, har Anna sine øjne fæstnet på hospitalssengen, hvor - hvad hun håber bliver hendes surrogatdatter - ligger.

Alligevel jul

Til slut i Eastern Promises tyr Cronenberg til et kendt stilistisk greb, nemlig at give tilskueren en enkelt indstilling, som står i skærende kontrast til resten af filmens look. Først da går det for alvor op for en, hvor konsekvent han har skildret millionbyen som ikke blot anti-tesen af postkort-London, men som en art noirsk dødsrige. Samtidig har hele sceneriet et bizart skær af eventyrland med blonde Anna som lyset i mørket, hvis ikke ligefrem fsom akkelbærer for moderfølelse og medmenneskelighed.

Det var ingen hindring for denne anmelders indlevelse, at Anna altså er lige så meget symbol, som hun er karakter. Nok så vigtigt er hun (i hvert fald i udgangspunktet) Nikolais modsætning: Mens han tager liv, er hun professionelt forpligtet til at redde dem. Hendes private længsel efter at give liv holdes, typisk for Cronenberg, på sikker afstand af det sentimentale. Men hvor A History of Violence tonede ud i en mesterlig falsk happy ending, er der her trods alt mere håbefulde boller på suppen.

Selvom man kunne argumentere for, at et afsluttende plottwist trækker en anelse fra det moralske dramas intensitet, bekræfter Eastern Promises indtrykket af, at en alle dage interessant filmskaber er i færd med at ældes med sin egen blodtilsølede form for ynde.

Eastern Promises. Instruktion: David Cronenberg. Manuskript: Steve Knight. Engelsk og canadisk (Imperial, CinemaxX, Dagmar, Empire og Falkoner i København samt en lang række biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En interessant detalje. Der er - så vidt jeg kunne observere - ikke en eneste pistol, revolver eller gevær i filmen, hvilket må siges at være usædvanligt for en mafia- og gangsterfilm. Der bruges kun kniv. Det giver en betydningsladet symmetri: kniven bruges til at tage liv, men den giver også liv til den pige, der i filmens start forløses ved kejsersnit.