Visse regimer rager håret af deres dødsdømte. Claudius, Polonius, Horation, Laertes osv. har alle tilsyneladende livet for sig; kun Hamlet er kronraget. Hvor hans skjorte i fægtescenen er sort som natten, døden, sorgen og graven, er de andres hvide. De kongeliges medaljoner er af blik, undtagen Hamlets som er gylden. Hamlet som det mærkede kort.
Lars Norén spiller sin Hamlet ud med et kollektivt kostumieret ensemble, et råt, nedskrabet hverdagslook uden strejf af majestætisk pomp. Alle gemmer sig for alle i deres forede kåber, vendekåberne viser sig både funktionelle og delvis symbolske. Skønt opsætningen kun spiller i fem dage på Kronborg, virker den nedtonede kostumiering beregnet netop på dén dansesals overdimensionerede massiv, hvor en centreret barokdør ruger som spillets dybdeakse. Uanset hvor turnéen ellers kommer hen herfra, kan denne location i dobbelt forstand næppe trumfes.
Noréns egen scenografi er tilmed - i al sin pietistiske minimalisme - noget af et scoop. Kun et mellemtæppe med dobbeltfunktion. Bestående af spejlende sorte hængepaneler fra loft til gulv. Der sidder vi så og ser på os selv, mens vi ser på spillerne, der ofte ser på os osv. Cirkelslutninger. Såsom i en spegel. Hejsan, Ingmar - og alt det andet.
Mens ørerne hører
Hvorfor så meget om det visuelle? Fordi verdensdramatikkens kendteste og mest elskede skuespil netop handicappes af, at mindst halvdelen af tilskuerne sidder og mumler med.
Ordene, de skønne, ofte tillærte, ofte citerede, er både oplevelsen og n-æ-s-t-e-n trivielle.
Øjnene må have noget at sutte på imens, og opsætningen forstår at dosere det i hverken for rigelig mængde eller påtrængende stil. Hvis ørerne sløres, skærer instruktionen igennem med at være-monologen, fremsagt i kor af hele ensemblet; dette signalement af menneskelivets vilkår fremhævet som kollektiv overskrift.
Håndplukkede
I spidsen for det ensemble, Lars Norén har brugt år på at håndplukke, ulmer David Denciks Hamlet. En permanent sarkastisk og spydig, muskelsvulmende ungtyr, for hvem den unge, fysiske kærlighed til Ofelia blev så kort, og hævnen bliver så lang. Fadermordet har ryddet scenen radikalt. Udsynet er snævret ind, fremtiden lagt på hylden. Hævnen er målet, og målet er hævnen. Amen. Kun i øjnene spejles den bundløse ulykke.
Jomfru Ofelia er ikke blevet spillet så stormende, undseeligt og henrivende siden Helena Bonham Carter i 1990-filmatiseringen. Det er svært ikke at strejfe både en vis ydre, men også talent-lighed. Kauppi kan sagtens have en lignende karriere for sig.
Per Burells Polonius går heldigvis let henover den traditionelle latterlighed og bliver i stedet en tavs betragter af danskerrigets nye, fjasende regentpar - modsat hans swingende oneman-opvisning som graversvendene. Lil Terselius og Iso Porovic tager den shakespeare'ske formaning til skuespillerne - gør alt med måde - helt alvorligt, mens Susanna Dilber ikke har meget andet tilbage at gøre godt med af Horatio end den ædle holdning.
Vindskifte
Noréns bearbejdning er en radikalisering, især i første del. Dramaturgien forløber ekspedit og befriende akronologisk; efter pausen forventer man en tilsvarende frisk vind, men nej - vinden er løjet af. Anden del bliver forbavsende snakkesalig (inklusiv Osric, hentet frem af mølposen), ikke alt er lige originalt, før fægtescenen. Slow motion er set før som alternativ til denne åh-så-kendte apoteose, men her træder scenetænkeren Norén i karakter med en tavs, gestisk gennemspillet nedslagtning. Som i et mareridt, hvor angsten har ophævet lydsiden. Men resten er ikke tavshed, ordene kommer igen, uden at forekomme særligt nødvendige.
Alligevel byder opsætningen - som den far-søn historie, Norén primært har drejet den til - undervejs på så mange vitaliseringer, at den er obligatorisk for en samler. Det er instruktørens første Shakespeare-instudering, at det netop blev Hamlet kan ikke forbavse med Noréns eget bagkatalog in mente. Lutter familietraumer, nu varieret i en nøgtern klassiker - og dog, der er lige spydstik til Betty Nansen-dramaet og lidt boring i en vis (pt. famøs politisk) råddenskab - nu de, svenskerne, er her -
Shakespeares Hamlet Bearb., instr. & scen.:Lars Norén. Kost.: Ann Bonander Looft. Lys: Niclas Erdman. Arr.: Helsingør Teater& Hamlet Sommer. Riksteatern turné på Kronborg, Helsingør, til 30.sept.
