Læsetid: 4 min.

Kunsten at forblive mlabri

Søndag kl 19 viser DR2 'Kunsten at være mlabri' om en lille forhenværende jægersamlerbefolkning i Nordthailand. På få år er deres traditionelle levevis blevet umuliggjort, snart kan deres sprog ikke bruges til at overleve med. Kan man blive ved med at være mlabri?
Hvad vil fremtiden bringe? Chuwit funderer. Selv blev han født i skoven hvor mlabrierne tidligere vandrede rundt, men hans egne børn er født i landsbyen hvor mlabrifolket nu bor.

Hvad vil fremtiden bringe? Chuwit funderer. Selv blev han født i skoven hvor mlabrierne tidligere vandrede rundt, men hans egne børn er født i landsbyen hvor mlabrifolket nu bor.

Henrik Bohn Ipsen

7. september 2007

Indtil fornylig vandrede mlabrierne rundt i junglen på grænsen mellem Thailand og Laos og levede af det, de kunne fange og finde. De dyrkede ikke jorden og blev nedsættende kaldt "de gule blades ånder", fordi de byggede midlertidige ly af de kæmpestore bananblade og så bare forlod dem når de visnede.

Deres selvnavn, mlabri, betyder 'skovfolk'. Men nu er træerne fældet, og "vi kan ikke længere leve i skoven, skoven er død". Fra at have vandret rundt i grupper på en snes mennesker, har de på få år måttet omstille sig til at leve fast i landsbyer med over hundrede mennesker omkring sig og arbejde som daglejere på bøndernes marker.

Der er bygget veje gennem resterne af deres jungle, og mlabrierne går nu med fabrikstøj i stedet for lændeklæde. Før lærte de unge at overleve i skoven af deres forældre, nu lærer de thai og engelsk og computerteknik. De må drage langt væk på kostskole og gå i uniform for at få en uddannelse på et helt andet sprog.

En mlabripige

Filmen følger Chuwit der hjælper IDang med at finde sig en kone. Men der er ikke mange mlabrier i verden, 320 siges det, uheldssvangert præcist. Og IDang skal finde sig en mlabripige. Hvordan kan mlabrierne ellers opretholde deres skik og brug og sprog?

Chuwit fortæller at han vil prøve at blive valgt til lokalrådet. Men han er ikke helt sikker på hvordan det skal gå med sproget. Han klarer sig nok på nordthai, mener han, men hvad med 'rigtig' thai, som rådet forhandler med myndighederne på? Eller hmong, som er de andre rådsmedlemmers sprog? For at kunne repræsentere sit folk må man kunne andre folks sprog.

(Mlabri, thai og hmong lyder temmelig ens i vores øren, men de er vidt forskellige og hører til hver sin sprogfamilje. Mlabri er fjernt beslægtet med vietnamesisk.)

Det er ikke bare sproget der bekymrer mlabrierne. Alting bekymrer dem. De omtaler alle andre som 'fremmede' og kan berette om deres onde hensigter og handlinger. De venter intet godt fra omgivelserne.

Men det har de måske heller ikke grund til. De er blevet foragtet, ligefrem jaget, og skabte sig en kultur der systematisk undgik 'de fremmede'. Det kan de ikke mere. De foragtes stadig af deres hmong- og thaitalende naboer, men nu må de arbejde for dem som daglejere og kan ikke længere trække sig tilbage til skoven.

Den danske forbindelse

om i 2005, hvor mlabri også optrådte. Instruktørerne Janus Billeskov Jansen og Signe Byrge Sørensen har nu fortsat med en hel film om mlabri.

Af verdens nuværende omkring 6.000 sprog forventes højst halvdelen at overleve næste århundredeskifte. Det lavede det danske produktionsselskab Final Cut dokumentaren I sproget er jeg

Begge film er led i "Voices of the World"-projektet der har Islands tidligere præsident, Vigdís Finnbogadóttir, som protektor. Hun er også UNESCO's goodwill-ambassadør for verdens sprog. Reykjavíks Universitet har oprettet et Vigdís-institut der studerer og arbejder for bevarelsen af verdens sproglige mangfoldighed.

Kunsten at være mlabri er tilegnet professor Jørgen Rischel der døde i maj i år. Han var specialist i dansk, færøsk og grønlandsk, og på sine ældre år kastede han sig over mlabri som han nåede at studere i et kvart århundrede. Rischel var konsulent på filmen.

Missionærer

Bortset fra et par minutter på thai i indslaget fra kostskolen er hele denne danske film (59 minutter) på mlabri, den fortælles af mlabrierne selv. Det har kunnet lade sig gøre fordi der findes en tolk der ikke bare taler mlabri som en indfødt, men også er kulturelt kompetent i vores verden.

Allen Long er søn af et amerikansk missionærpar der slog sig ned blandt mlabrierne for mange år siden for at kristne dem. Det kultureksportprojekt opgav de hurtigt, men de blev boende blandt dem og var med til at opbygge de landsbyer, mlabrierne og de selv nu bor i.

En anden 'fremmed' indflydelse er svejtseren Peter Schmid der i mange år har guidet turister rundt i Nordthailand på motorcykel. Han opdagede mlabriernes færdigheder med snor og fletning og lærte dem at lave hængekøjer. De sælges nu over hele verden via internet.

DNA

Mlabrierne er blevet dna-analyseret, og undersøgelserne synes at pege på at stammen blev 'grundlagt' af nogle ganske få individer for bare en 5-800 år siden. Man må forestille sig at nogle få personer er blevet isoleret fra 'almindelige bønder' og så har fundet sig en økonomisk niche som jægersamlere.

Denne model strider i bund og grund mod forestillingen om menneskehedens fortsatte fremadskriden, og det er da også almindeligt at se mlabrierne omtalt som en rest fra fortiden, en ældgammel kultur.

Uanset om det ene eller det andet er rigtigt, så forsvinder mlabri snart. Det er synd, alene på grund af den bedårende, syngende måde de afslutter alle sætninger på. Hør selv på søndag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu