Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Magten som middel

Vaclav Havel reflekterer i ny bog over demokratiet, kulturen, folkeligheden, historien og alle de faktorer, der indgår som led i en politikers bevidsthed, når han kan se længere end næste valg
Kultur
15. september 2007

Der gives politikere, som kan se ud over trangen til at få magt for magtens egen skyld. Nogen der er ambitiøse på vegne af de ideer og visioner, de har, frem for at være ambitiøse på egne vegne.

De er få, og det er måske derfor, det efterhånden regnes for politisk naivt at forvente meget andet end magtkampe og spindoktorier i det politiske felt. Hele tiden er vi på jagt efter de skjulte motiver. Jersild og spin afslører taktikken og stakkels de klovner, der tror eller måske bare håber på politikere, der slet og ret siger tingene, fordi de mener dem.

Spørgsmålet er, om det ikke er den kyniske synsvinkel, som er mest naiv. Det er vel mere naivt at affinde sig med et sådant politisk klima, fordi man derved overser, at demokratiet ikke kan fungere, hvis man ikke insisterer på en autenticitet i de politiske udmeldinger. Og fordi vælgerne ikke vil snydes. Slet og ret. Hvis der går råd i demokratiet, falder samfundet i hænderne på demagogerne og på dem, der er bedst til at manipulere de andre.

Den slags kommer man til at tænke på, når man læser den tidligere tjekkiske præsident Havels erindringer. To the Castle end Back er dog ikke erindringer i gængs forstand. De er formet som en collage, hvor refleksioner fra et ophold i USA i 2005, to år efter Havels afgang som præsident, blander sig med optegnelser fra præsidentperioden og et større interview med journalisten Karel Hvizd'ala.

Noget af stoffet henviser til forhold af mere intern national karakter, men det meste giver utroligt spændende indblik i arbejdet for at udvikle en selvstændighed væk fra det sovjetiske åg, et velfungerende demokrati og ikke mindst det mere eller måske navnlig mindre vellykkede forsøg på at undgå, hvad Havel kalder den mafia-lignende måde, hvorpå privatiseringerne er foregået.

Realistisk holdning

Havels baggrund er vel den mærkeligste en præsident kan opnå. Ikke at der ikke er sidestykker i historien, men de er få. Fra dissident og folkekær forfatter til toppen af magten. Et eksempel på, hvad der sker, når man giver magten til dem, der ikke betragter den som et mål, men et middel.

Havel taler en del om forskellen mellem de to ting. Han er ikke blåøjet og udøvede også magten som et redskab, men netop kun som det. Han er ikke romantiker og nærer ingen illusioner om folkets storhed eller flertallets dømmekraft. Han husker godt flertallets opportunisme, som når de i 1950'erne lavede underskriftindsamlinger til fordel for dødsstraf for 'socialismens fjender', og han nævner den alt for lille opbakning, befolkningen gav den udefra kommende modstand mod den nazistiske besættelse. Heller ikke fløjls-revolutionen var en folkelig sag ud i alle ender og kanter.

Derfor forventede Havel heller ikke, at det ville kunne lade sig gøre at foretage en vending fra kommunistisk diktatur til demokrati og velfungerende markedsøkonomi i løbet af kort tid. I bogens interview-dele besvarer han også nogle af de kritikpunkter, der er rejst mod ham for hans dispositioner i præsidentperioden. Hvorfor sørgede han f.eks. ikke for at sikre arkiverne hos det hemmelige politi? Grundet manglende indgriben (mangel på loyale folk, forsvarer Havel sig med), lykkedes det politiet at destruere et omfattende materiale, modsat hvad der skete i DDR, hvor borgerne brød ind i Stasis hovedkvarter og forhindrede en begyndende forglemmelses-kampagne.

Kunsterne

Betydeligt mere markeret er det, når han forklarer sine amnestier, som han også blev og bliver stærkt kritiseret for. Amnestier for folk, der ikke mindst var blevet fængslet under kommuniststyret, og hvis fængslingers berettigelse man derfor kunne tvivle om, også selv om det drejede sig om forseelser som berigelseskriminalitet og lignende.

I den brede befolknings øjne var amnestien medvirkende til den øgede kriminalitet efter kommuniststyrets fald. Også Havels afskaffelse af dødsstraf kommenteres, og ikke mindst det manglende opgør med kommunistpartiets folk.

Sidstnævnte havde været umuligt, mente Havel, for så ville man have været nødt til at afmontere størstedelen af det statslige apparat, og hvor finder man pludselig så mange nye folk med rene attester? Morsomt er det i den forbindelse også at læse Havels argumentation for, at så mange kunstnere, forfattere, musikere og andre af samme slags pludselig befandt sig på administrative pladser i samfundet. Det var dem med den højeste troværdighed, dem, der havde holdt sig fri af kommunistdiktaturets rækker.

Havels bog er ikke politiske erindringer, som de plejer at udforme sig. Signifikant nok for sådan en som ham er der refleksioner over demokratiet, kulturen, folkeligheden, historien og alle de faktorer, der indgår som led i en politikers bevidsthed, når han kan se længere end næste valg.

Vaclav Havel: To the Castle and Back. Alfred A. Knopf. New York 2007. 387 s. 27,95 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her