Det skal gøre ondt, når personerne i David Cronenbergs film slås - han vil have, at publikum skal være en slags medskyldige - og det gør det også i den canadiske instruktørs seneste film, Eastern Promises. Ikke mindst i en opsigtsvækkende brutal og uhyggeligt realistisk scene i et tyrkisk bad, hvor en nøgen, russisk gangster, Nikolai (spillet af en overtatoveret Viggo Mortensen), angribes af knivbevæbnede mænd og må slås for livet med de bare næver, mens han bløder fra flere sår.
Hverken Mortensen eller Cronenberg lægger fingrene imellem, og der er noget meget fysisk, næsten seksuelt, over måden scenen er filmet og iscenesat på.
"Der er et element af vold i al sex, og der er et element af sex i al vold," siger Cronenberg, der er i København sammen med Viggo Mortensen for at promovere Eastern Promises, parrets anden film sammen efter A History of Violence (2005).
"Jeg vil gerne kunne sige, at jeg er den første person, der har opdaget det, men jeg tror, at det er noget, man har vidst gennem tusindvis af år. Begge akter handler alene om kroppen. På grund af det maskineri, der ofte er involveret, er det nemt at glemme, at vold handler om ødelæggelse af menneskekroppen. Ja, man sprænger huse og bygninger i luften, men den vold, vi oftest har med at gøre, involverer ødelæggelsen af en unik menneskekrop, der aldrig før har eksisteret og ikke kommer til at eksistere igen."
Livligt og farverigt
"Jeg tager vold meget alvorligt i mine film og ser på det som en fysisk akt, hvilket naturligt placerer den tæt på seksualiteten. Og ligegyldig, hvor raffinerede og selvbevidste vi end er omkring vores seksualitet, er de ting tilstede, meget primitivt og fysisk. Det er jeg bevist om, men jeg prøver ikke på at presse det ned over filmens scener. Slåskampen vokser meget organisk ud af de menneskers natur, tanken om at man går i sauna for at se hinandens tatoveringer. Det, at man er nøgen, er ligesom at give hånd. Man viser, at man ikke har nogen våben i sine hænder. Det er derfra det at give hånd stammer fra."
Eastern Promises, der er baseret på et manuskript af briten Steve Knight (også manden bag Stephen Frears' Dirty Pretty Things), handler om russiske gangstere i London og viser en både skummel og kulørt side af den engelske hovedstad, som man sjældent ser på film. Hovedpersonerne er Viggo Mortensens Nikolai, en ambitiøs chauffør for en af de mest frygtede gangsterfamilier, og jordemoderen Anna (Naomi Watts), der er halvt russisk og kommer i kontakt med Nikolais chef, Semyon (Armin Mueller Stahl), da hun finder en afdød piges dagbog og derigennem hører om de forbrydelser - menneskehandel, prostitution, voldtægt - de skruppelløse russiske gangstere står bag.
- Hvad tiltalte dig ved Steve Knights manuskript?
"Det var meget levede og havde et virkelig interessant miljø, et multikulturelt London, hvor alle disse østeuropæere bor tæt sammen. De har bragt alle konflikter og fjendtligheder med sig fra det gamle land sammen med de kriminelle aktiviteter, og på samme tid er der en livlighed og farverighed blandt dem, som vi oplever gennem Annas øjne. Hun er vores guide i filmen og fører en kedelig, grå engelsk middelklassetilværelse - ikke helt så kedelig måske, fordi hun bringer børn til verden og har med liv og død at gøre hver dag. Men på Semyons restaurant oplever hun en flamboyant verden fuld af eksotisk mad og børn, der spiller violin og er smukt klædt på. Hun bliver forført af al den kulør og livlighed, og det er den gode side af det multikulturelle samfund - at man kan finde disse forskellige verdener i ens egen by."
Bevidsthedsudvidende
- Hvad har du gjort dig af tanker omkring et begreb som det multikulturelle samfund?
"Det er muligt, og det eksisterer i Toronto, i Paris og vel også her, i hvert fald i en vis udstrækning. Folk har altid bevæget sig rundt i verden, men de gør det mere nu end nogensinde før, og det medfører en konstant kamp for at holde en balance. Den amerikanske smeltedigel-teori har sin egen bagside - ideen om, at alle, der kommer til Amerika, bliver amerikanske med det samme, virker ikke rigtig."
"En af de interessante ting ved min hjemby, Toronto, har altid været, at der fandtes andre kulturer. Det jødiske område, jeg boede i som dreng, blev overtaget af sicilianere og grækere og tyrkere, og jeg havde venner, der var italienske og tyrkiske. For en dreng var det virkelig spændende at møde nogen, der havde helt andre barndomsoplevelser end mig, før de kom til Canada. Det er ligesom at rejse, det udvider ens bevidsthed. Det er fantastisk at komme ud af ens egen lille ghetto uden at skulle forlade den. Verden kommer til én, og med den følger nye, fantastiske former for mad, lyde, lugte, teksturer og al den slags. Jeg lyttede til italiensk musik, som jeg aldrig havde oplevet før. Det var stort."
Muhammed-krise
- Og jo mere vi lærer om hinanden, jo bedre forstår vi også hinanden?
"Ja, men der er så også nogle knuder, der skal løsnes. Mennesket er en besværlig dyreart, vil jeg mene. For mig er det et eksistentielt studie. Til en vis grad skaber vi alle vores egen virkelighed, og det gør vi blandt andet gennem vores kulturer, hvilket giver os et bestemt syn på verden, der føles som det eneste rigtige syn, men bare er ét af mange. I Eastern Promises kan man se, hvordan de indimellem kolliderer."
"Mens jeg optog Eastern Promises i London, læste jeg om en imam, der prædikede Jihad i moskeer i London. Han blev spurgt, 'hvornår regner du med at overtage værdierne i vores samfund?' Og han sagde, 'hvad får dig til at tro, at det er jeres samfund?' Det må være virkelig være et chok for en englænder at høre det."
- Vi har også haft vores del af balladen med Muhammed-krisen.
"Ja, og det er interessant, fordi Danmark og Canada minder meget om hinanden på den måde, at vi politisk og internationalt holder en relativt lav profil. Vi er vant til, at amerikanere lader, som om de er canadiere, når de rejser, fordi folk altid er vrede på amerikanerne over et eller andet. Da jeg som ung boede her i København, var det Vietnam, og mange amerikanere satte canadiske flag på deres jakker. Nu skal man være mere forsigtig. Måske skal man lade, som om man er svensker."
- Hellere norsk. Svenskerne har deres egen Muhammed-krise at slås med lige nu.
"Men når man bliver nødt til at give sig ud for at være finsk, har man et problem."
