Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Øjne bag tremmer

'Lad være med at miste kontrollen med en køkkenkniv i hånden', siger Sonja Oppenhagen i Svalegangens stærke fængselsdrama 'Iron'
Kultur
11. september 2007

Sonja Oppenhagen er en bevægende skuespiller. Og hvor meget hun end har forskanset sig bag farcer og komedier, så er det hendes sørgmodige blik bag de smilende øjne, der gør dybest indtryk. Se bare hendes udvikling fra overfladisk frue til oprigtig Vicky i Matador: Sonja Oppenhagen har en betagende evne til at skildre kvinder, der vokser i det øjeblik, livet braser sammen om dem og bliver umuligt.

Dette efterår får teaterpublikummet lov til at møde hendes mørke øjne i forestillingen Iron. Men øjnene er ikke bare smukke, de er også kloge. Og instruktøren Malte Claudio Lind har bevidst brugt hendes skønhed som en kontrast til historiens barske kulde:

Nok tale, ikke røre

I Iron spiller hun en kvinde, der sidder i fængsel på livstid, fordi hun i et øjebliks vrede og sorg er kommet til at myrde sin mand.

Femten år efter dukker hendes datter op for at forstå, hvad der egentlig skete den aften, hvor hun både mistede sin far og sin mor. Dette temmelig sindsoprivende stykke er skrevet af den skotske dramatiker Rona Munro (født 1959). Det er både humanisme, socialrealisme og feminisme på én gang. Gammeldags i sin insisterende realisme, men også med en ublu pågåenhed, der gør det til et nutidigt stykke. Ikke mindst med dagligdags replikskifter mellem mor og datter, der netop viser panikken over at skulle tale med hinanden efter så lang tid - og angsten for, at samtalen pludselig er forbi.

Eva Littauer har oversat med en mix af mundrethed og ordknudret loyalitet, der fint rammer det håbløst kunstige i den overvågede samtalesituation mellem mor og datter. Og Poul Fly Plejdrup har skabt en barsk, metallisk koreografi med to rullende samtalebokse som det brutale mødested mellem mor og datter i fængslet. Desuden kører både en livevideo simultant under forestillingen og en video med flash-backs fra drabet. Videoen er dog mere instruktørtrendy end egentlig nuancerende; teksten skaber rigeligt med drabsbilleder i tilskuerens fantasi, så en udpensling med blod på lærredet virker egentlig kun forstyrrende.

Kun datter, ikke mor

Forestillingen er et godt og bastant besyv i debatten om fængselsstraf. Også selv om stykkets to fængselsbetjente både i tekst og instruktion virker underlige i deres påtrængende krav om fortrolighed med både fange og pårørende. Men som fangevogterne spiller Stinne Hedrup og Uffe Kristensen akkurat så arrogant og medfølende, som de tydeligvis har fået besked på at være.

Hvem der spiller Sonja Oppenhagens datter? Det gør den unge Julie Riis - med en troværdig blanding af usikkerhed og længsel efter at passe på den mor, som hun har genfundet. Stykkets morale er blot, at det ikke er alle døtre, der skal være mor for deres mor. Selv om mor har smukke øjne tynget af sorg.

Iron af Rona Munro (2003). Oversættelse: Eva Littauer. Iscenesættelse: Malte Claudio Lind. Scenografi: Poul Fly Plejdrup. Musik: Ole Højer Hansen. Svalegangen i Århus til 29. sep. Herefter turné fra Hjørring 1. okt. til Stege 2. nov. www.svalegangen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her