Så er der atter blevet tid til at vort smukke kronprinspar delte gysser ud til såvel gode formål som deres for tre år siden indstiftede Kulturpris. Alle tog sig godt ud i deres stiveste puds og den haglstorm af blitzlysder tilfaldt dem, der var kendte nok til Se & Hør. De Sorte Spejdere - Anders Breinholt og Anders Lund Madsen begyndte med et vittigt oplæg af den slags, der ser improviseret ud, men som er planlagt ned til sidste detalje.
Og efter et enkelt nummer med Henrik Hall & Himmelstormerne kunne kronprinsessen så skænke støtteorganisationen for ensomme unge, Ventilen, en kvart million, samt tilhørende motivation og takketale fra en repræsentant fra organisationen, afsluttet med en noget amatøragtig video om sammes arbejde. Så kunne Henrik Hall atter spille op til dans med en stribe numre fra sidste års fremragende debut-cd, Solo. Denne midaldrende mundharmonikavirtuos er måske ikke den fødte sanger og i og for sig heller ingen oplagt frontfigur, men han gør det dæleme godt; sange holder et højt niveau, Himmelstormerne er et usædvanligt velfunderet orkester og Hall selv har en gennemført sympatisk udstråling, der emmer af troværdighed og levet liv. Det kom godt op at ringe i fin duet mellem Hall og en oplagt Dicte, der sjældent har set så dårende dejlig ud, før Tina Dickow løftede os helt op på tagryggen med en sublim udgave af sin egen "On The Run". Afslutningsvis agerede disse to pragtkvinder korpiger bag Hall til en flot tolkning af Halls "Baby". En herlig opvarmning i ordets allerbedste forstand.
Efter pausen blev det så tid til en oratorisk stadig stærkere Kronprins, der introducerede aftenens Kulturpris-modtager. En kvinde, kunne kronprinsen berette, der af og til drømmer at hun befinder sig øverst på en diamant, som hun drejer rundt. Hun skærer sig på den, men det gør ikke ondt, og mens den drejer rundt, kan publikum spejle sig selv i dens mange facetter.
Fuld af selvtillid
Modtageren af æren og den halve million var (og er) Sonja Richter, der ikke havde meget andet end glæde og forstærket selvtillid at kommunikere til os.
Dernæst fulgte det britisk/nigerianske projekt The Good, The Bad & The Queen ledet af Blur-forsangeren/altmulig-mesteren Damon Albarn, flankeret af guitaristen Simon Tong (tidligere The Verve) og den cooleste rytmegruppe, man kan forestille sig. På bas Paul Simonon, som tidligere støbte kugler i The Clash, og på trommer ærværdige nigerianske Tony Allen, der fra 1968 til 1979 var trommeslager i Fela Kutis band Africa 70, hvor den berusende genre afrobeat blev skabt - med Allen som uundværlig dynamo. Begge med cigaretter for fuld glød i det offentlige lokale, hvor det vist kun er tilladt at afbrænde kongerøgelse nu om dage.
Røverkvartetten blev flankeret af fire strygere og en elektronik-betvinger. Albarn var det naturlige centrum, men med Simonon som helt uomgængeligt fikspunkt. For hvor Albarn har det med at synke sammen og ind i sin musik og sang, så virker Simonons skarptskårne basspil at være lige så meget dikteret af hans kropssprog som omvendt. En baggårdspuma konstant rykkende i nye foxy positurer med bassen hævet til angreb.
Og kunsten, folkens, som helhed? Det, som vi vist kom der for. Den viste sig også. Så endnu engang fik det og de borgerlige nogle ikke dødbringende doser af trods, der lukker lys ind i selv de mest eksklusivt draperede suiter og lokker med flugt og oprør. Som Fela Kuti og Tony Allen bankede politisk bevidsthed i lemmerne på deres publikum i Nigeria og verden over. Nigeria er i øvrigt ikke Mærsk fremmed. Maersk Nigeria Ltd har været operationelt siden 1988. Men i søndags var det altså nigerianeren, der for en stund erobrede Danmark.
Kronsprinseparrets Kulturpris 2007. Med The Good, The Bad & The Queen og Henrik Hall & Himmelstormerne. Operaen, Kbh., søndag.
