"Det kan godt være, at jeg forlod dem alle - men de forlod ikke mig," siger hovedpersonen i Dito Montiels debutfilm, coming of age-dramaet A Guide to Recognizing Your Saints. Og hovedpersonen, det er Dito Montiel selv. Det er hans historie, vi får fortalt i filmen, der springer frem og tilbage mellem 2005, hvor Dito har skrevet den bog, som filmen deler titel med og er baseret på, og 1986, hvor han var en rodløs teenager i et råt kvarter i Queens, New York og brugte tiden på at hænge ud med vennerne, ikke mindst Antonio (Channing Tatum), lægge an på pigerne og lave ballade.
Men da Dito (som ung spillet af Shia LeBeouf, som ældre af Robert Downey Jr.) møder den jævnaldrende skotte Mike, der drømmer om at starte et band, får han udlængsel og begynder langsomt at løsrive sig fra sine venner og sin far (Chazz Palminteri), der elsker ham højt, men hvis verden ikke strækker sig videre end Queens og nærmeste omegn. Vil man tale med italienere, kan man tage til Little Italy, vil man tale med kinesere, kan man tage til Chniatown.
Det er den nogen-og-30-årige Dito, der fortæller historien. 20 år efter, at han forlod sit barndomskvarter, ringer moren pludselig og fortæller, at faren er blevet syg, og alle minderne fra dengang rammer Dito så hårdt, at han bliver nødt til at rejse tilbage - både fysisk og mentalt. Der er stadig meget, som han har brug for at få afklaret med sig selv, de efterladte venner og den bitre far. Dito har brug for at vedkende sig sine helgener - de mennesker, der har betydet så meget for ham gennem hele hans liv.
Farverigt og farligt
Der er ikke nogen tvivl om, at Dito Montiel kender det miljø og de personer, han fortæller om i A Guide to Recognizing Your Saints. Lige fra de første scener, hvor man ser Dito og vennerne strejfe rundt i storbyens mean streets, mens de pisser territoriet af, er det som at være der selv: Tonen er hård og volden en del af hverdagen for de mange folkeslag, som befolker Queens og gør det til et farverigt, men også farligt sted at leve.
Musikken, der spænder fra Cat Stevens og John Sebastian over Elton John til Art of Noise og Lou Reed, forstærker kun det overbevisende tidsbillede, der viser 1980'erne fra en anden og mere spændende side end den pastelfarvede. Det er ikke ligefrem originalt stof, Montiel har at byde på, men det er et stykke levet, autentisk liv, og hans fragmentariske og ekspressive måde at fortælle historien på og de fremragende skuespilpræstationer fra stortalentet LeBeouf, altid seværdige Downey Jr., Palminteri og Dianne Wiest i rollen som Ditos mor, giver A Guide to Recognizing Your Saints en næsten poetisk dimension og løfter filmen langt over det gennemsnitlige dannelses- og forsoningsdrama.
A Guide to Recognizing Your Saints. Instruktion og manuskript: Dito Montiel. Amerikansk (Vester Vov Vov i København)