Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Skænderier og skvalderkål

Den moderne folkemusik lever videre i amerikanske, newzealandske og britiske fortolkninger af vidt forskellig karakter. Fra lystige diskussioner og fabulerende komplekser af ukrudt til glasklare dolkestød i hjertekulen
Kultur
8. september 2007

Musikken er ikke, hvad den har været. Man kan snart ikke købe toiletrens uden at få 10 gratis musikdownload fra iTunes med i købet. Man kan snart ikke købe en cd uden at finde reklamer for tøjkollektioner eller goddamn parfumer i bookletten. Men hvis du tør, så kom med mig. For der er stadig huller i den kommercielle tummel, som man kan falde ned eller op i. For eksempel inden for det, som nogle kalder for free folk, andre for freak folk og nogle for New Weird America (hvis musikken altså er fra USA). Musik, der med en mere eller mindre klar forbindelse til folk-musik fra især 1960'erne og 70'erne (men også ofte eksperimenterende rock eller elektronisk musik fra samme periode), opdyrker fælleder i vores kultur, som længe har ligget uberørte eller i hvert fald oversete af fornyere og fritænkere. Det gør de ikke længere.

Selv om der er kommet et utal af flagrende eftersnakkere de sidste par år, som har bygget ligegyldigheder og artigheder og gennemsigtigheder, så er en gåtur gennem de mest kunstnerisk substantielle områder af freakfolk'en både farlig for fornuft og noget nær livsnødvendig for at leve et musikalsk liv i fire farver og surround sound.

Animal Collective har efterhånden gravet nogle ret gedigne huller, som publikum kan falde ned i, og på deres nye album sprænger de dem dybere ved hjælp af mærkeligt krudt og mageløst ukrudt.

Strawberry Jam er et uregerligt krea-krater med højbede og drivhuse og verdensfjerne komplekser af nyttigt ukrudt og umulige pryd-planter født af flyvefrø fra folkemusik, psykedelisk rock, artrock, børnesange, eksperimenterende elektronisk musik fra en svunden tid, ja, sågar minimalistisk kompositionsmusik.

Den amerikanske kvartet har denne gang forsøgt at indfange den rå energi, som de heldige har kunnet opleve ved gruppens koncerter, og det har gjort Strawberry Jam til et fysisk ganske offensivt værk. Den rytmiske nerve er insisterende. Guitarerne kan godt ætse hul i sangene. Syn-thesizerne forsøger flere steder at bukle og dunke sig fri af deres strømførende fængsler. Men samtidig forstår de fire gamle venner fra Baltimore County, nu Brooklyn, New York, stadig at spinde sarte væv af melodier og klange i lag på lag på lag langt bagude i deres musik.

Det optagede resultat af indspilningsprocessen i Tucson, Arizona, er en serie syrede popverdener, hvor regler er luget ud, vingummiranker vikler sig om og parrer sig med sangplanter, som skyder nye uforståelige blomster. Og Strawberry Jam bliver et lystigt skænderi mellem mangfoldige temperamenter og tunger, og man trykker næsen og ørerne flade mod drivhusets glas. Ør, desorienteret, høj og ude af stand til at afgøre, om man kigger ind eller ud.

Animal Collective er et af de bedste, fokuseret retningsløse bands derude lige nu. Indædt koncentrerede om at ramme uden at sigte efter inspirationens forræderiske tågebanker. Kunsten at ramme ved siden af jorden og dermed forblive svævende. Kunsten at skændes uden at tabe kærligheden på gulvet.

Fremragende sange

Der er mere stiff upper lip over Tunng. En britisk sekstet, der på sine to forrige album, Mother's Daughter and Other Songs og Comments of The Inner Chorus, viste en ny sangbaseret vej for folktronicaen med glitchende programmeringer viklet om aldeles fremragende sange - ja, nærmest brugt som en kompositorisk medspiller i de mest radikale passager. Men elektronikken er trængt lidt mere i baggrunden og oftere brugt som et instrument (en jovial bassynth eller lidt beat-flimmer hid, en gruset mikroprogrammering og en klapperslange-glitch did) på deres nye, tredje album, Good Arrows. Og det efterlader et par sange lovlig ferske, måske endda lettere selvsmagende. Her savner man den indre diskussion, der rumsterer i Tunngs bedste sange.

Good Arrows er befolket af smukt guitarspil og lydefri m/k-vokalharmonier (og et væld af detaljer) med mindelser om Elliott Smith, Super Furry Animals, The Wicker Man, Robert Wyatt, John Martyn og The Incredible String Band. Og albummet lykkes, fordi bandet simpelthen formår at skrive så fremragende sange - som rummer humor og i de fleste passager klædelig uenighed. "Soup" presser lidt heavy metal ind i ligningen og får den til at knække af grin. "King" og "Arms" lader elektronikken ytre sit mishag med vore organiske former. "Take" er en stejl hymne bygget af stemmelæber, håndklap og lidt syntetiske basudskridninger. Og "Bullets" parrer en begsort tekst med en let melodi: "We're catching bullets in our teeth/And though it's easy if you know how it's done/They split the secret up six ways before they gave it to us just before dawn/And now we don't remember", lyder omkvædet, der forandrer sig undervejs i sangen. Og Tunng ser ud til at have fået deres første om end lidt krævende syng-med-sang.

Synger sig høje

Den newzealandske duo Skallander har måske hørt Tunng, måske bare de samme britiske folkplader fra 60'erne og 70'erne, men også amerikansk singer/songwri-ter. De synger sig i hvert fald høje i et væld af smukke vokalharmonier, og de er mere højstemte end Tunng.

Albummet Skallander er til tider så henført og fokuseret på strengeleg og skønsang, at man kan få lyst til at stikke d'herrer Bevan Smith og Matthew Mitchell et par flade. Bare for at få dem til at holde op med at synge med så meget luft på stemmerne. Men lige som man hæver hånden til slag, så rammer en særlig fræk detalje såsom en forvrænget trommesolo trommehinderne. Eller også dolker en skarpsleben harmoni højre hjertekammer, og man må i stedet tage til sig brystet.

"Misery" lyder for eksempel som et kryds mellem Simon & Garfunkel og Elliott Smith og endda et af de bedre kryds. Det over otte minutter lange "Flesh Born Constellations" lyder mest af alt som Crosby, Stills, Nash & Young på syre og lidt saxofon. Og "Surviving in 45 Below" er en spændt bue af stor skønhed.

Det er til tider manende smukt, men også til tider lidt for velsoigneret. Der er ikke nogen omveje hos Skallander, og når deres transparente mission lykkes, så er det med en dyb glasklar smerte. Tunng holder balancen mellem renheden og djævelen i detaljen. Og Animal Collective er et veritabelt festorgel, en boblende paradisisk ned-smeltning - med skænderier og skvalderkål og det hele. Og den moderne folkemusik er således stadig bålplads for udviklinger og udforskninger.

Animal Collective: Strawberry Jam (Domino/Playground) Udkommer mandag

Tunng: Good Arrows (Full Time Hobby/VME)Tunng spiller i Lille Vega den 30. september.

Skallander: Skallander (Type/Dotshop) www.dotshop.se

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her