Læsetid: 8 min.

Skik og brug, når det gælder døtrene, er den sidste bastion

Frigørelse. Når en lille hinde kan betyde knald eller fald for en families ære, er der meget på spil for unge danskere i indvandrermiljøet, viser ny bog. Men det er de berørte kvinder selv, der skal gå foran i et opgør med undertrykkende traditioner, mener forfatterne
28. september 2007

En lille hinde af hud, der skal være intakt. Få millimeter af en kvindes krop med en enorm betydning for hele familiers ære, ve og vel.

Det er hinden, mødommen, den unge kvinde Zehams far og familie værner om, som blomsten i en have, uden at vide, at onkel Brahim har plukket farens største rose. Under en voldtægt, da Zeham var 16. Alligevel må hun knælende skænke te for onkelen, når han kommer i hendes hjem, og lytte til sin far, der taler om de stakkels danskere og deres fallerede familieværdier, mens han i næste åndedrag skamroser sin egen traditionelle familiemodel, som datteren ved er dobbeltmoral og løgn. Hun fortæller det bare ikke til nogen. Af hensyn til familiens ære, som hendes manglende hinde er en trussel imod.

Det er hinden, der gør, at de unge mænd og kvinder ikke kan blive gift med dem, de ønsker. Som Khuram, der i gennem flere år sagde nej, nej til ægteskab, mens han blev udsat for pres og morens stride strømme af tårer. For blot en dag, hvor han havde haft en krise i forholdet til danske Susanne, at blive overtalt af sin mor til en giftetur til Pakistan, hvor kone, kusine og kebab ventede i en samlet pakke. Ingen i familien sagde noget, og rebellen Khuram blev tæmmet, enten apatisk eller tilfreds. Men i hvert fald kedelig.

Det er den lille, hemmelige og samtidig så offentlige hinde af hud, mødommen eller jomfruhinden, som den også kaldes, der er omdrejningspunktet for de seks meget personlige beretninger fra indvandrermiljøet, som to fra miljøet selv, ægteparret Kristina Aamand og Asif Uddin, har samlet i bogen Mødom på mode.

Begge køn rammes

For selvom nogle vil have sammenstødet mellem muslimsk og kristen kultur til at være et sammenstød mellem civilisationer, så er det i langt højere grad et sammenstød mellem vidt forskellige holdninger til seksualiteten.

Derfor kommer både de unge indvandrerkvinder og -mænd i klemme. Som en kvinde siger i bogen:

"I min familie er alle ægteskaber til alle tider arrangerede, med mere eller mindre tvang involveret. For arrangerede ægteskaber handler om tvang, det er der ingen tvivl om.(...) Hvis vi ser bort fra de klassiske metoder såsom vold og isolation, så er tvang nemlig en temmelig snu størrelse med mange ansigter. "

Og de arrangerede ægteskaber er udbredt. Den traditionelle tankegang er ikke et underklassefænomen, men også udbredt blandt veluddannede og velintegrerede indvandrerfamilier. Kvinden fortsætter:

"Skik og brug, når det gælder familiens døtre, er den sidste bastion, som alle forsvarer krampagtigt. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser politikere og indvandrereksperter med vigtig mine proklamere, at nu har de udviklet en værktøjskasse, som skal redde de unge fra tvangsægteskaber, eller indført en lovændring, som altid er bedre og mere effektiv end den tidligere regerings. Mon de ved, at vi griner ad dem og deres ubehjælpsomme indsatser?"

Kvinderne i indvandrermiljøet kommer især i klemme, fordi de i stigende grad har sex før ægteskabet og alligevel ikke bryder med familiens traditioner. Med andre ord så gennemfører de kun en halv revolution. Derfor bliver løsningen ofte en operation, hvor mødommen genskabes for nogle tusinde kroner på en privatklinik eller uden om de officielle kanaler på et sygehus. Og har man ikke pengene, kan man sige de tre magiske ord, "muslim, tæsk, mødom", så ryger pengekassen hos kommunens sagsbehandler lettere op, fremgår det af bogen.

Et værdipapir

"Mødommen er simpelthen hovednøglen. Uanset om baggrunden er arabisk, tyrkisk eller pakistansk, så er mødommen et meget magtfuldt symbol på den gode familie, der har styr på tingene. Den er et værdipapir, en garanti for et uplettet rygte og på, at alle de år, man har brugt på at opdrage sine børn ordentlig efter traditionerne, har båret frugt. Men man snakker aldrig om den med ord," siger 34-årige Kristina Aamand, der er uddannet sygeplejerske og socialrådgiver, selv har en dansk mor og en palæstinensisk far og i øvrigt er søster til MF'eren Naser Khader.

Og mødommen er på mode som en slags bryllupsaccessorie, for jo mere sjælden den bliver, des mere eftertragtet er den. Selvom mange i indvandrermiljøet godt ved, at arrangerede ægteskaber er gammeldags, så bryder de ikke med traditionerne, kalder det blot kærlighedsægteskaber og præsenterer en række bejlere. Og så er det, som en kvinde siger i bogen, lidt lige som i Tivoli, "du drømmer om den store gevinst, men ender altid med frit valg på nederste hylde."

Forandringspotentiale

"Jo mere du bliver udfordret på dine traditioner og din kultur, jo mere dyrebar bliver den. De etniske minoriteter ved godt, at hvis man ændrer på kernen i deres kultur, som handler om holdninger til seksualitet, så går det ud over en masse andre ting. Derfor holder familierne krampagtigt fast. Hvis de giver slip på seksualiteten, så ramler hele familiestrukturen, hierarkiet i familien og alle traditionerne. Jeg oplever, at de unge brokker sig og er kritiske over for traditionerne. Men vi ved jo ikke, hvordan det går dem. Lige inden lukketid, så ender det måske med, at mor finder en eller anden ægtefælle, og så kører det sin vante gang. Hvis din mor tuder i fem år i træk, så er det ikke et frit valg, at du til sidst siger ja til et arrangeret ægteskab. Og i de unges oprør, er der ikke nogen, der siger, godt skuldret, bare klø på. Det er noget folk går med i stilhed," siger Krisitina Aamand.

Der er forandringspotentiale hos mange af kvinderne i bogen og i det hele taget, mener Kristina Aamand. Men forandringerne er nødt til at komme fra de etniske minoriteter selv, understreger hun.

Svage stemmer

"Ellers pacificerer og offergør man os. Vi er selvfølgelig glade for den hjælp, vi kan få fra danske kvindeorganisationer f.eks., men det nytter ikke noget, hvis indvandrerkvinder ikke står frem og taler deres egen sag. Der er tiltag i det små, men det er ikke en stærk stemme. De stærke stemmer kommer fra imamerne, og Asmaa (Abdol-Hamid, opstillet til Folketinget for Enhedslisten, red.), der sidder tildækket og påstår, at et tørklæde er lig med ligestilling. Men det er ikke ligestilling, når en kvinde er nødt til at tage et tørklæde på for at gå ud, for at tage en uddannelse og ikke kan bestemme over sin egen krop, den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund. Og den er der nogen i Danmark, der ikke har. De stærke stemmer får for meget taletid. Men det er jo nemt at sidde og påstå hjemme i dagligstuen. Derfor har vi lavet bogen," siger Kristina Aamand.

Med fortællingerne i bogen vil de to forfattere også give danskerne mere substans og mangfoldighed i integrationsdebatten, hvor indvandrere ofte fremstilles som enten "krisecentersmølfen, tvangsægteskabssmølfen eller æresdrabssmølfen", og hvor lovgivningen ofte er skudt forbi målet. For eksempel er der en beretning i bogen om en 43-årig kvinde og enke, der er indvandret fra Pakistan. Hun taler ikke dansk og har aldrig været ude på arbejdsmarkedet. Underklasse, tænker danskerne, men det er hun ikke i sit eget miljø. Der er kvinden tværtimod bredt respekteret.

Tal samme sprog

"Hvis man vil nå nogle af de her mennesker, er man er nødt til at tale deres sprog. Danskerne ser en ældre kvinde i den laveste socialgruppe. Men i hendes verden er hun top of the pops. Hendes afdøde mand var hårdtarbejdende, og hun passer sit hjem, døtrene går i koranskole, og hun er anset som en dygtig formidler af gode, holdbare ægteskaber. Det eneste sted, det ikke går så godt, er oppe hos socialrådgiveren. At stå op klokken fem om morgenen til et rengøringsjob og lære at tale dansk kan hun ikke bruge til noget. Hendes søn arbejder i et verdenskendt forsikringsfirma, så det behøver hun heller ikke. Man kan godt tale om at yde og nyde, men det betyder ingenting for hende. Hvis folk ikke kan se nogen fordel i at blive integreret, hvorfor så lade sig integrere? "

Derfor er det heller ikke nok at tvinge indvandrerne ud på arbejdsmarkedet og ad den vej forsøge at ændre de undertrykkende traditioner.

"Selv om folk er velintegrerede på arbejdsmarkedet, kan deres holdninger til seksualitet, kvindens krop og rettigheder - og mændenes også, de er jo hele tiden bundet op på at skulle holde øje med deres søstre - være meget traditionel. Det snyder. Derfor er det ikke nok at gå ind ad den dør, der hedder arbejdsmarkedet," siger Kristina Aamand, der mener, at det først og fremmest er indvandrermødrene, man skal have fat i. Det er dem, der går ud og køber tørklæder til de yngste piger og arrangerer ægteskaber.

Ikke opgør på dansk

"Jeg tror, integrationsminister Rikke Hvilshøj synes, hun er modig, når hun snakker kvindefrigørelse i forhold til den meget traditionsbunde del af indvandrermiljøet. Men kvinderne har altså også en andel i det her, de går hjemme og opdrager deres sønner og døtre i traditionelle kønsrollemønstre og begrænser dem på rigtig mange måder. Det er ikke kvindefrigørelse som i dansk kontekst, hvor kvinder skal frigøre sig fra en patriarkalsk kultur. Det er i lige så høj grad nogle mennesker, der skal frigøres fra nogle traditioner."

- Den somaliskfødte forfatter og debattør Ayann Hirsi Ali mener, at kvindeundertrykkelsen hænger uløseligt sammen med islam, og man derfor må gøre op med religionen. Hænger kultur og religion ikke tæt sammen?

"I det miljø, jeg færdes i, er det ikke islam, der er problemet. Jeg er heller ikke inde i den hårde kerne af radikalisering, men i den brede middelgruppe. Der lever folk stille og roligt med deres religion. Men er man vokset op med en meget stærk religiøs baggrund som f.eks. Hirsi Ali, er ens forudsætninger anderledes. Jeg er opvokset i Danmark, min mor er dansker, min far palæstinenser, min mand er også født i Danmark. Ingen af os har f.eks. oplevet kvindelig omskæring. Desuden er mange af de traditioner, vi berører i bogen, præislamiske traditioner. Men selvfølgelig hænger religion og traditioner sammen, vi forsøger bare at skille tingene ad, fordi mange af de mennesker, det drejer sig om, slet ikke har læst Koranen."

I øvrigt er der også mange af de unge kvinder, der kan se fordelene i at være familiens blomst. Man bliver feteret og beskyttet, hentet og bragt i brødrenes flotte biler, og får et flot bryllup, hele showet, påpeger Kristina Aamand.

- Men skal vi alle sammen være ens, er det ikke okay at gå med tørklæde og følge familiens traditioner, hvis det fungerer fint nok ?

"Jo, jeg skal ikke bestemme, hvad der er godt for andre. Men de unge kvinder og mænd, der står med presset og nogle kritiske tanker, de skal støttes og vide, at de bliver anerkendt og hørt."

Mødom på mode - beretninger om skik og brug blandt indvandrere, Gyldendal.

læs boguddrag på
http://information.dk/147035

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu