Læsetid: 4 min.

Skriften er vejen

I anledning af 50-året for Jack Kerouacs generationsdefinerende beatroman 'On the Road' udsendes nu den legendariske version skrevet på én lang rulle papir over tre uger i 1951. Både garvede beatlæsere og nye nysgerrige kan konsultere udgaven med udbytte
Jack Kerouac søgte ikke at forskønne de personer og den tid, han skildrede, og han propaganderede ikke for at sætte ud på vejene.

Jack Kerouac søgte ikke at forskønne de personer og den tid, han skildrede, og han propaganderede ikke for at sætte ud på vejene.

5. september 2007

I 2001 løb nyhedstelegrammerne verden rundt, da rigmanden James Irsay - ejer af det amerikanske fodboldhold Indianapolis Colts - havde købt den famøse rulle papir, der rummede den afgørende gennemskrivning af Jack Kerouacs (1922-68) roman On the Road, for 2,43 millioner dollar (altså godt 13 millioner kroner).

En del forargede reaktioner gik på, at det litterære klenodie burde være sikret af en offentlig institution, men siden har Irsay vist sig som en god samler og har både sendt rullen på udstillingsturnéer og stillet den til rådighed for forskere. Og nu har forlaget Viking så udsendt en loyal afskrift af rulleteksten, så alle vi andre dødelige også kan få indblik i, hvad det egentlig var, der var så magisk ved Kerouacs tre uger lange koffein- og amfetamindrevne session ved skrivemaskinen i hustruen Joan Havertys lejlighed på Manhattan i april 1951.

Lad os starte med at aflive nogle misforståelser. Selv om On the Road udkom første gang i 1957 og nærmest fra den ene dag til den anden fik klassikerstatus som det mest troværdige portræt af tidens utilpassede unge, handler romanen ikke om 1950'erne, men om slutningen af 40'erne.

Den energiske og rastløse hovedperson, Dean Moriarty, er ikke et selvportræt, men derimod skåret over forfatterens fire år yngre ven Neal Cassady (1926-68).

Kerouac skrev ikke 1951-versionen på en rulle telegrafpapir, men på ark af tegnepapir, som han havde klippet til og klistret sammen til en 40 meter lang strimmel. Og nej, Kerouac tastede ikke bare løs (som Truman Capote engang hævdede) - at han var en ekstremt seriøst arbejdende forfatter, fremgår med al ønskelig tydelighed af hans mange breve og dagbøger, og tilblivelsen af On the Road strakte sig fra 1948 og syv-otte år frem.

Det autentiske USA

Fra Walt Whitmans mere end 100 år gamle Song of the Open Road til Cormac McCarthys postapokalyptiske The Road fra 2006 har store dele af den amerikanske litteratur været præget af en fascination af de åbne vidder og de lange veje, af landets umådelige størrelse og dets ekkoer af frontier-romantik.

Det gjaldt også for den del af efterkrigstidens unge, der kom til at gå under betegnelsen beatgenerationen.

Ganske vist rettede man i første omgang opmærksomheden mod storbyerne, hvor man blandt homoseksuelle, kriminelle, junkier og andre marginaliserede grupper fandt et alternativ til den konformitet, der i lyset fra den gryende Kolde Krig truede med at kvæle de amerikanske frihedsidealer.

Men herefter søgte man ud i det mangfoldige og eventyrlige USA, der findes mellem Østkysten og Vestkysten, og som ofte overses i litteraturen. Man opdagede selve bevægelsen som en katalysator for frihed, indsigt og livsfylde. Og mest radikalt blev disse erfaringer opsamlet af Kerouac i netop On the Road, hvor der både er plads til afkodninger af den jazzificerede storbynat og en (gen)opdagelse af det 'autentiske' Amerika langs landevejene.

On the Road fremstår kort fortalt som en fiktionaliseret skildring af Kerouacs hektiske penduleren frem og tilbage over det amerikanske kontinent sammen med vennen Neal Cassady i årene 1947-50. Med New York og San Francisco som yderpunkter, Denver (Cassadys fødeby) som eksotisk mellemstation og Mexico som det store ukendte. Netop i de år arbejdede Kerouac på sin debutroman, The Town and the City, en ret konventionel slægtsroman, men allerede da den udkom i 1950, var han dybt optaget af et nyt litterært projekt, der lagde afstand til den traditionelle romans form og snarere sugede næring af tidsånden, hvor spontanitet, nærvær og en ucensureret afdækning af sjælens dybder var kodeord.

'Bop prosody'

Et vigtigt orienteringspunkt var jazz, især bebop, og stimuleret af en løbende dialog med vennen Allen Ginsberg - og inspireret af den ikke-litterære Cassadys hæsblæsende breve - arbejdede Kerouac sig skridt for skridt frem mod de litterære teknikker, der blev kaldt spontaneous bop prosody og sketching.

Et gennembrud i den udvikling var rulleversionen af On the Road. Her kunne den usædvanligt hurtigttastende Kerouac, ved at eliminere de ellers uomgængelige papirskift i maskinen, nærme sig jazzmusikerens kadence, således at det blev fortællingens indre rytme og fortællerens åndedræt, der tilsammen blev afgørende for skriftens struktur. Nu kunne han skrive, som han rejste, i et langt intenst flow, hvor han undervejs hvirvlede billeder op af et Amerika, som befandt sig et eller andet sted mellem det, han så derude, og det, han drømte om for sit indre blik.

On the Road er blevet kritiseret for fortællemæssig stilstand - karaktererne kører og kører og kommer ingen vegne - men det er en forfejlet kritik, idet den konstante vekslen mellem ekstase og nedtur netop er bogens pointe.

Kerouac søgte ikke at forskønne de personer og den tid, han skildrede, han propaganderede ikke for at sætte ud på vejene, og han ville mindst af alt være fortaler for noget eller nogen. Han beskrev blot, hvordan han oplevede sin tid, på godt og ondt, og resultatet er ikke en lalleglad eller naiv rejsefortælling, men en dyster opgørelse af tilværelsens tabskonto, hvor euforien jævnligt punkteres af dybe eksistentialistiske sug fra den konstant nærværende død.

Med The Original Scroll får vi indsigt i endnu et stadium af Kerouacs søgende vej som forfatter. Bogen er en slags directors cut (med 100 siders ekstramateriale i form af fire solide essays). Den rummer scener, der ikke kom med i den officielle udgave, personerne optræder under deres rigtige navne, og tonen er mere rå og upoleret, ikke mindst i de seksuelle passager, hetero- såvel som homoseksuelle.

Nye læsere bør nok starte med den officielle udgave. Men har man læst den, kan rulleversionen stærkt anbefales.

Det er som et gensyn, hvor det nye møde ikke føles som et blegt ekko af det første, men tværtimod er endnu bedre, med ekstra turbo og krydderier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu