For længe længe siden var der en musikkultur, der var baseret på fest og konkurrence. Hiphop. Formet i Bronx og Brooklyn i New York City og fra begyndelsen en ventil for titaniske sociale spændinger og snart også budbringer af social indignation.
"Broken glass everywhere/People pissing on the stairs/You know they just don't care," lød det fra newyorkerne i Grandmaster Flash & The Furious Five i 1982. Som dermed introducerede budskabs-hiphoppen selv herovre på den anden side af Atlanten, hvor jeg som provinsteenager fik alskens socialrealistiske billeder i hovedet, når jeg hørte The Message. Seks år senere brølede Compton, Californien-gruppen N.W.A. "Fuck tha police" på albummet Straight Outta Compton. Som introducerede den mere eller mindre chokerede mainstream for gangstarappens sex, vold, drugs og misogyni. Farvel til oplysningsprojektet, goddag til de lyssky drengerøve. Og de to modsætninger har levet lykkeligt lige siden.
Magtbalancen tippede
Der har været mange konstruktive røster siden Grandmaster Flash & The Furious Five. Afrika Bambaataa. Public Enemy. De La Soul. Common. Og der har været masser af gangstere før og efter N.W.A. Ice-T. 2Pac. Notorious B.I.G. Snoop Dogg. Mystikal.
Men balancen har længe været stærkt hældende til fordel for de skyde- og skrydeglade drenge - ikke mindst takket være branchens evne til at profitere på kulørt mytologi frem for nuanceret samfundskritik.
Nå, men den magtbalance tippede Kanye West som beskrevet sidste lørdag i Information godt og grundigt med sit debutalbum, College Dropout fra 2004. Søn af en akademikermor og en politisk engageret far. Vokset op i den øvre middelklasse og med et stærkt kritisk forhold til de groveste hiphop-klicheer. En humanist kunne man kalde ham.
Året før albumdebuterede 50 Cent, som ikke kunne være fjernere fra Kanye West. Vokset op i ghettoen, i Queens, New York. Angiveligt drugdealer som 12-årig osv. Pænt gangsta. Hvilket debuten Get Rich Or Die Tryin' var et potent vidnesbyrd om.
Nu er der ikke noget, der smører PR-maskineriet som en god beef mellem to rappere, en uoverensstemmelse, og en sådan forsøgte 50 Cent klodset at sætte i gang med modparten West for to år siden.
Det var, efter at West under en live-transmitteret tv-indsamling til de katastroferamte New Orleans-beboere sagde, at George W. Bush var ligeglad med landets sorte.50 Cent følte sig kaldet til at ytre, at Wests popularitet kun skyldtes 50 Cents' popularitet. Hvad!? Jo, fordi 50 Cents hardcore image havde gødet jorden for den bløde antitese - altså West.
Nå, men en beef er en beef og er dollar værd, så nu og her synes der at være en vis form for enighed mellem de to rappere om konfrontation: Deres hver især tredje album udkom begge i tirsdags. Den 11. september. De har med andre ord selv bedt om at blive sammenlignet, vejet op mod hinanden. Og tjene flere penge på den gensidigt boostede omtale.
Den største pik vinder
Forskellene er åbenbare allerede på de to covers. På 50 Cents Curtis (hans rigtige navn er Curtis James Jackson III) ser vi protagonisten i sort/hvidt nærbillede med hænderne til hovedet, bling bling på håndleddet, tatovering på hånden og ildevarslende glimtende øjne. På det kulørt tegnede cover til Kanye Wests Graduation ser vi en teddybjørn i collegejakke blive skudt til himmels fra munden på et stort væsen med lærdommens haller på hovedet.
West med troen på en anden verden, forandringen af præmisserne. 50 Cent med tung forankring i den, der er her, da real. Eller rettere, den som 50 Cent mener, er den virkelige. Den, hvor projektilets lov flænser pladderhumanistiske argumenter, den, hvor den største pik vinder.
"It's extrasize", lover 50 Cent. Så bare rolig. Du er i selskab med kongen: "I run New York". Eller hvad med "I'll still kill" eller "Push me nigga, and see what I'm about"? Eller den her om damerne: "Bring 'em in, kick 'em out"?
Monomant macho-jern
Forandring er ikke 50 Cents stærke side, tværtimod ligger Curtis i klar forlængelse af de to foregående album. En gammelkendt pimpmobile med nye fælge og med alle hjemmedrengene/ego-boosterne ombord. På et klistermærke på coveret og på udvalgte tracks kan man opleve populære m/k møde op for at hjælpe 50 Cent med at afstive hans selvfølelse: Justin Timberlake, Akon, Eminem, Mary J. Blige og Timbaland, der producerer et track fuldt af gammeldags computerlyde, som man også kunne høre på hans Nelly Furtado-track Do It. Og Dr. Dre, Dj Khalil, Apex, Jake One og Eminem bidrager med albummets bedre tracks, hhv. "Fire", "I'll Still Kill", "I Get Money", "Movin On Up" og "Peep Show".
Der er ikke sådan rigtig noget galt med Curtis. Det er solidt skruet sammen, og kompetente folk leverer maskulint stoute produktioner, som man kan barbere kampvogne med. Men nu er musik jo ikke kun et spørgsmål om bæredygtig konstruktion, men noget udefinerbart, ja, noget, som tit kan gå i fundamentet og få det hele til at vakle og dermed blotte: Et menneske.
I stedet kommer man på Curtis til at kede sig i selskab med et monomant macho-jern, der har indkaldt en flok producere til at skyde old school gangsta-stål i albummets 17 numre - akkompagneret af hans nasale, skarptskårne stemme, der nærmer sig det monotone, lige som hans flow ofte virker manieret tøvende i stedet for sofistikeret slæbende.
50 Cent er stadig en mand, der har brug for at komme videre og i kontakt med sine svagheder og sin følsomme side - og nej, det tæller ikke, at man lige leger flødeorgel ved kamingløderne på tracks som "Follow My Lead".
Helt oppe i popskyerne
Så er Kanye Wests egotrip ganske enkelt mere underholdende, emotionelt nuanceret og kunstnerisk ambitiøst på Graduation, der fuldender en trilogi med afsæt i hans knækkede akademiske løbebane.
I samarbejde med Timbaland og Daft Punk har han bygget på videre på sidstnævntes robotfunk, men mest bemærkelsesværdigt har han udviklet en stort broderet analogt elektronisk soul-hiphop fuld af vederkvægende harmonier (med strygere og det hele) og grædende melodier - viderehæklet fra samplede plader eller ej. Og det er til tider helt oppe i popskyerne med numre som "Good Morning", "Flashing Lights", "I Wonder", "Can't Tell Me Nothing" og "Everything I Am".
"That that don't kill me can only make me stronger," rapper Kanye West.
Og det gælder jo også for 50 Cent, der overlevede ni skudsår og har udnyttet de affyrede projektiler som ekstra bly i markedsføringen af sit gangsta-image.
Wests image handler bare om mere åndelige ting. Eller i sangen "Stronger's" tilfælde om en kvinde. Som ikke overraskende kan være hård kost for selv en superstjerne.
Ikke meget Onkel Tom
For West's ego har det ikke nemt (hvis har egentlig det?). For nylig flippede han ud under MTV Awards, da han intet vandt, og mere sympatisk så paraderer han sin usikkerhed på Graduation, på "Everything I Am" og "Big Brother", hvor han hylder og stiller spørgsmålstegn ved sin pladeselskabsboss og inspirator Jay-Z.
Han kommenterer også - som det sig hør og bør - på sine offentlige optrædener: En takketale ved en tidligere MTV Awards, og så hans bredside mod Bush-administrationen efter New Orleans-katastrofen:
"I'm just saying how I feel man/ I ain't one of the Cosbys".
Nej, der er ikke noget Onkel Tom over Kanye West, og der gemmer sig heller ikke en stor rapper i ham. Men han forsøger med, hvad han har, og hans pressede stemme og anspændte flow har sin egen forsonende kvalitet.
Når der fejles på Graduation, er det også med en vis charme, for det er typisk som konsekvens af kunstnerisk stræben og grænsesøgende produktion. Og fra det majestætisk symfoniske til det intimt besjælede er Graduation et kulørt udråbs- og spørgsmålstegn fra en af tidens mest interessante amerikanske hiphop-kunstnere. A) Fordi hans værker er konstante diskussioner både tekstligt og musikalsk. B) Fordi han ikke lægger bånd på sin kunstneriske ambition hverken personligt eller musikalsk. C) Fordi vi som bonus får lidt selvafvæbnende humor: "People talk so much shit about me at barbershops/They forget to get their hair cut () I just take that 'I got a lot of cheese'-award".
Profitabel clinch
50 Cent har annonceret, at hvis han sælger færre plader end Kanye West, så vil han trække sig tilbage.
Det sorte får og det hvide får i profitabel clinch. Oprindelig var det West, der var hiphoppens sorte får. Nedværdiget pga. sin gode opdragelse og privilegerede opvækst. Og det var 50 Cent, der passede ind. Men West brød mønsteret, og p.t. ser det ud til, at Graduation sælger bedre end Curtis i USA. Måske er magtbalancen mellem meninger og macho ved at tippe? Og hvad kan konsekvensen være? En ny politisk frelst middelklasse-hiphop med pullover og psykoanalyse? En ny blød mandetype på vej ind i rap? Og vil det i sidste ende få os til at tigge om at få 50 Cent tilbage?
50 Cent: Curtis (Shady/Aftermath/Interscope Records/Universal)
Kanye West: Graduation (Roc-A-Fella Records/Universal)
