Jeg udvandrede fra PJ Harveys koncert i New York City sommeren 2001 i frustration over en overfladisk, dvask og poserende koncert. Delvist født af hendes dengang seneste udspil, den musikalske bagatel Stories From The City, Stories From The Sea.
Noget er i mellemtiden faldet på plads i nu 37-årige Polly Jean Harveys verden. Eller ikke bare 'noget', men et druknende smukt bjergmassiv af emotionel kunst.
Efter det ganske gode album Uh Huh Her fra 2004 måtte jeg ellers indse, at jeg var begyndt at kede mig i den britiske dames selskab. Hun fik mig ikke længere til at udvandre fnysende fra koncerter, men hun efterlod mig sådan lidt lunkent duvende på smult vande. Og hun virkede en kende træt og distraheret trods en fornyet evne til at fravride rockskabelonen nye skvæt af følsomhed og sensualitet.
Matte faser skal vi jo alle sammen igennem i så mange af livets forhold, og derfor er det måske også - her med udsigt til hendes allerede imponerende 16-årige karriere - så meget desto smukkere at opleve PJ nærmest genføde sig selv. Det giver håb for os andre sølle eksistenser.
Frk. Harvey har sat sig ved klaveret og slået det til ridder. Hun har sagt farvel til rockmusikken og støjen i hvert fald for en stund og udforsker nu tangenterne med pyntelig finesse, oceanisk brusen, lurende dæmoni, ærbar sorg og sensualitet som spændte fjedre i sangenes lønkamre.
Og hun synger i højere, anstrengte lejer end vanligt. Oppe og ude, hvor hun har problemer med at intonere, men hvor hun sitrer med ny sårbarhed. Sikkerhedsnet ikke inkluderet. Og altså etkierkegaardsk projekt: At turde vakle for ikke at miste balancen for altid. At opsøge usikkerheden og fejlene for ikke ultimativt at forlise som relevant kunstner. Og det lykkes sublimt på PJ Harveys ottende studiealbum, White Chalk.
Det distraherede og letbenede er væk, og den bibelske tyngde og bloddryppende sensualitet, der har været hendes byrde og styrke siden debutalbummet Dry i 1992, rammer for fuld kollision.
Kort og godt
Der er ellers ikke meget at komme efter sådan rent kvantitativt. Den benmagre dame har lavet et benmagert album. 11 sange på under 34 minutter. Man slår sig hårdt på, hvad der i hiphop-verdenen ville have været et halvt album. Men når man bliver sluppet af White Chalk, når dette frådende hav spytter én op på sin stadigt foranderlige kyst, så efterlades man gispende efter vejret; med hver en fiber gennemblødt af den hvide dames nærvær, med hver en nerveende sandblæst og med en sjælden eufori og udmattelse i ramponeret sjæl og gennemtæret hylster.
Teksterne beretter om ensomhed, død, vold (eller voldelige metaforer), afmægtigt savn, mindernes invaliderende tacklinger, klaustrofobisk og destruktiv kærlighed. "The words are tightening/ Around my throat and/ Around the throat of the one I love". Og det gode gamle begær, det skarn, hvor ungt det så end måtte være. "Teach me mummy/How to grow/How to catch someone's fancy/Underneath the twisted oak grove". "To Talk To You" kan handle om savnet af Harveys (eller enhver andens) nyligt afdøde bedstemor. Singlen "When Under Ether" er en scene fra en abort, men også et billede på at give slip på noget for at kunne blive til noget andet. "Something's inside me/Unborn and unblessed/ Disappears in the ether/This world to the next". Noget af et singleudspil. Og på titelnummeret besøger protagonisten Dorsets kystlinie, hvor hun gik med sit ufødte barn. "White chalk hills will rot my bones". Det er tekster, som er umulige at sidde overhørige, tekster som fileterer lytteren og lader (i dette tilfælde) ham forbløde i henført salighed.
Nye sprækker
Stemmen er ingen prydplante - det har den aldrig været for denne dame - men et uudtømmeligt lager af historier, og hun har fundet nye sprækker i den, hvor det rå kød stadig lider efter de seneste drys salt. Eller hvor den stræber mod det guddommelige. Uden helt at kunne nå.
Albummet er hjulpet til verden af Harveys i mine ører bedste fødselshjælpere - Flood og John Parish (som også havde fingre i hendes hovedværker To Bring You My Love og Is This Desire?) - og det er sket med dyb forståelse for hver enkelt sangs potentiale, overtoner og understrømme.
Der er ingen fast strategi, men en mesterlig evne til at forløse både det nære, intime udtryk og det stort producerede rum. Og hele verden imellem. Hold vejret i passager, hvor man kan høre støvet lægge sig på den skælvende hånd, gys over panoramaerne, hvor damen fordobles i himmelske korflokke. Nyd hvordan instrumenterne trækker vejret og giver deres klaprende, ringlende, sugende besyv med, og mist vejret, når rumklange får brystbenet til at vibrere og hjertet til at flimre.
Sangene er enkle, men sofistikeret arrangerede. Og trods mange sparsomme strukturer føles alle sange fuldt forløste, udfoldede og fortolkede - svimlende i dybden, højden, bredden. En forunderlig kortlægning af arvæv, naturstridigt smukt mønstret.
Motiver fra tidligere i karrieren og fra musikhistorien (fra kammermusik over Supremes til Patti Smith) viser sig, men det er fra et nyt niveau i frk. Harveys kunstneriske udvikling. Som hermed har nået nye tinder.
Hun genopfinder den dybe følelse i hver eneste sang.
PJ Harvey: White Chalk (Island Records/Universal). Udkommer mandag
