Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Én stat er løsningen for israelere og palæstinensere

Mange palæstinensiske intellektuelle har mistet troen på en to-statsløsning
Kultur
22. september 2007

Siden Hamas tog kontrollen over Gazastriben, har det internationale samfund haft travlt med at støtte den palæstinensiske præsident Mah-moud Abbas.

Nu gælder det Vestbredden, hvor målet er at give palæstinenserne nyt håb. Det skal ske ved, at Israel løsner op for jerngrebet om Vestbredden og tillader en større grad af bevægelsesfrihed. Penge skal nu strømme til området for at få sat gang i den stagnerende økonomi, og først og fremmest skal Abbas og den israelske premierminister Ehud Olmert gennem forhandlinger skabe en ramme for en to-statsløsning, som kan præsenteres på et internationalt topmøde i november. En vigtig del af denne politik består også i, at Gazastriben fortsat skal isoleres politisk og økonomisk - hvilket ifølge denne logik skal få palæstinenserne i Gazastriben til at ønske sig en mere forhandlingsvenlig ledelse.

Nøglen til fremtiden

Mange intellektuelle palæstinensere har for længst mistet troen på en to-statsløsning. Blandt disse er Ali Abunimah, en amerikansk akademiker med palæstinensiske rødder, som har gjort sig bemærket i det alternative USA. Han står bag den kritiske hjemmeside www.electronicintifada.net, men han har også skrevet en række artikler for fremtrædende medier som f.eks. New York Times. Abunimah argumenterer i sin korte og klare fremstilling i One Country for det kontroversielle synspunkt at der ikke længere eksisterer andre løsninger end en-statsløsningen.

One Country indledes med en personlig beretning om, hvorledes forfatterens mor i 1940'ernes Jerusalem sorgløst legede med kvarterets jødiske børn, og hvordan bedsteforældrene havde social omgang med kvarterets jødiske indbyggere. Al dette ændrede sig i begyndelsen af 1948, da familien sammen med over 700.000 andre palæstinensere måtte flygte. Familiens skæbne benyttes til at illustrere, at der i en ikke fjern fortid var en periode, hvor fredelig sameksistens var mulig. Argumentet er, at ihukommelsen af denne tid er nøglen til fremtiden. Abunimah argumenterer for nødvendigheden af et alternativ til øjeblikkets dead end policy. Han efterlyser et alternativ, som tager hensyn til de israelske jøders frygt og behov, og som bevarer deres identitet, samtidig med at palæstinenserne genvinder deres rettigheder.

Et radikalt alternativ

I de følgende meget velskrevne og letlæste kapitler redegør Abunimah for, hvorfor han ikke mener, at to-statsløsningen kan være målet. Han beskriver med slet skjult skuffelse, hvordan international lov i højere og højere grad er blevet tilsidesat i forsøgene på at finde en fredsløsning. Han skriver om de fejlslagne fredsforhandlinger i Oslo-årene, om topmøderne mellem Barak og Arafat, og om hvorledes Israel i 2000 slog ind på en unilateral diskurs.

Abunimah er overbevist om, at Israel aldrig vil opgive bosættelserne og tror heller ikke på, at palæstinenserne vil kunne acceptere Israels ekspansionistiske krav. Dermed er situationen fastlåst og uden perspektiver for andet end flere blodsydgydelser. Derfor er der behov for et radikalt alternativ.

Ideen er ikke ny. Flere fremtrædende jødiske tænkere som Judah Magnes, Martin Buber og Hannah Arendt arbejdede i deres tid for en bi-national stat. Siden har mange intellektuelle palæstinensere argumenteret for ideen. Når den igen er relevant, skyldes det ifølge Abunimah, at både israelere og palæstinensere nu har indset, at begge folk er kommet for at blive i området.

I bogens anden og mest interessante del fremsætter forfatteren en række forslag til, hvorledes en demokratisk stat kunne tage sig ud. Hans udspil bygger på FN's Menneskerettighedserklæring og på Belfast-aftalen, men er også inspireret af udviklingen i Sydafrika efter Apartheid-regimets fald.

Abunimah påpeger nødvendigheden af at skabe nye institutioner, der upartisk arbejder for alle statens indbyggere, og som anerkender indbyggernes forskellige identiteter. Staten skal bygge på princippet om lighed for loven for alle. Der skal være en accept af, at de to samfund undertiden påberåber sig uforenelige fortællinger. Endelig skal staten anerkende, at israelske jøder har et særligt forhold til de jødiske samfund udenfor staten, og disse skal bevare retten til at kunne bosætte sig i Israel-Palæstina.

En ny diskussion

Abunimahs fremstilling er et værdifuldt bidrag til at rejse en ny diskussion om en løsning af konflikten - og det uagtet, at især mange palæstinensere mener, at diskussionen om en en-statsløsning ikke bør rejses nu, og at det store flertal af jøder i Israel slet ikke ønsker den. Hvis det har vist sig vanskeligt at opnå en to-statsløsning er Abunimahs alternativ ikke lettere - og det ved han.

De socio-økonomiske uligheder, palæstinensernes højere fødselsrater, og først og fremmest den følelse af tab af suverænitet, som de jødiske israelere ville opleve gennem dette scenario, gør udsigterne magre. Men hvis der ikke meget snart findes en to-statsløsning, som kan tilfredsstille palæstinensernes legitime krav, kan diskussionen, som Abunimah rejser, i fremtiden komme til at spille en central rolle i bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten.

Ali Abunimah: One Country. A Bold Proposal to end the Israeli-Palestinian Impasse. Metropolitan Books. New York. 2006. 227 sider, 15.64 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her