Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Steinway tabte pusten

Ikke siden Nam June Paik klippede slipset af Informations musikanmelder på Louisiana i 1961, har koncertpublikummet haft en så alternativ musikoplevelse som i Rødvig forleden
C-strengen sprang, og Steinway-flygelet tabte pedalerne, da Trio con Brio gæstede Rødvig forleden.

C-strengen sprang, og Steinway-flygelet tabte pedalerne, da Trio con Brio gæstede Rødvig forleden.

Tue Schiørring

Kultur
7. september 2007

Kulturforeningen Kulturloftet havde inviteret til klassisk koncert med Trio con Brio på Klinten Kursuscenter i Rødvig på Stevns. Billetterne kunne købes på Store Heddinge Bibliotek.

Trioen er en af Danmarks mest efterspurgte med de koreansk-danske søstre Soo-Jin Hong og Soo-Kyung Hong på violin og cello. Jens Elvekjær spiller piano, og det gør han så godt, at firmaet Steinway & Sons har udnævnt ham til Steinway Artist som den første dansker nogensinde, hvilket er en stor ære. Så vidt, så godt.

Den store aften oprandt, men ak ... det blev en koncert, som de, der overværede den, sent vil glemme.

Cello til stede

Ifølge Dagbladet Køge gik det godt med Haydn, men i næste nummer (Shostakovich) sprang en c-streng på Soo-Kyungs fine Amati-cello, hvorfor koncerten måtte afbrydes. Herefter spurgtes det:

"Er der en mand med en cello til stede?"

Et sådant uheld indtræffer normalt ikke, hvorfor man ikke havde en reservestreng med. Heldigvis var der en cellist til stede, nemlig Ib Lolk fra Lille Heddinge, der resolut kørte hjem og hentede sit instrument.

Publikum startede således ganske utraditionelt med at holde pause. Hvorefter koncerten fortsatte ... indtil pedalerne pludselig med et ordentligt brag faldt af Steinway-flygelet midt i Mendelsohn.

Da man ville sætte pedalerne på plads, manglede en skrue. Nu så publikum tre voksne mænd kravle rundt på alle fire under flygelet for at finde den forsvundne skrue. Men hvor var der en skruetrækker? En sådan blev fremskaffet.

Det blev den morsomste koncert, publikum nogensinde havde oplevet - og vel sagtens trioen med.

Man skal helt tilbage til 1961 for at finde noget tilsvarende, omend udgangspunktet var et helt andet. Men også her var der tale om et samspil med det asiatiske, idet koreaneren Nam June Paik optrådte på Louisiana med sin Etude de fortepiano.

Vilde hyl

For øjnene af det forventningsfulde publikum gik han i gang med at maltraktere klaveret på det grusomste under vilde hyl. Han sparkede til det, slog søm i og rev indmaden ud, og på et tidspunkt tog han en saks, gik hen til Informations daværende musikanmelder Hans-Georg Lenz og klippede dennes slips over. Nam June Paik, som var en stor kunstner, hældte også sæbespåner over ham og smed mel ud på publikum.

Bagefter blev begivenheden et stort samtaleemne i det københavnske kulturliv, og historien fortaltes igen og igen i en blanding af gys, forargelse og fornøjelse. Var det hærværk eller kunst?

Paik døde for et par år siden og er gået over i kunsthistorien som avantgardepioner. På sine gamle dage beskæftigede han sig mest med videokunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Der kan ma se - der anmeldes alligevel koncerter med "klassisk" musik i Information.
Koncerten skal blot være tilstrækkelig væsentlig.
Og Haydn lader man Dagbladet Køge vurdere. Det indlader Informations anmelder sig dog ikke på.
Der er dog grænser.