Læsetid: 5 min.

Et stort hjerte, der overbeviser

Angelina Jolie stråler i rollen som Mariane Pearl i Michael Winterbottoms 'A Mighty Heart', en intens dag-for-dag-rekonstruktion, bygget over Mariane Pearls egen bog om sin mand, journalisten Daniel Pearls, forsvinden og brutale henrettelse i Pakistan for fem år siden
Blændende. Det er Angelina Jolie, der bærer portrættet af virkelighedens Mariane Pearl og hendes frugtesløse forsøg på at redde sin mand ud af bortførernes klør.

Blændende. Det er Angelina Jolie, der bærer portrættet af virkelighedens Mariane Pearl og hendes frugtesløse forsøg på at redde sin mand ud af bortførernes klør.

Peter Mountain

14. september 2007

Den 23. januar 2002 blev den jødisk-amerikanske journalist Daniel Pearl kidnappet, da han var på vej til et interview med den muslimske leder Sheikh Gilani i Karachi i Pakistan. En organisation, som kaldte sig The National Movement for the Restoration of Pakistani Sovereignty, tog ansvaret for kidnapningen og stillede forskellige krav til den amerikanske regering - løsladelse af pakistanske terrormistænkte, levering af F16-fly til Pakistan - hvis de skulle frigive "jøden Daniel", der - påstod de - ikke bare var amerikaner, men også hemmelig agent for CIA.

Ni dage senere, den 1. februar, fik Pearl skåret halsen over og hugget hovedet af. En video af henrettelsen blev sendt til Daniels chef på Wall Street Journal, der befandt sig i Karachi. Den 16. maj fandt man hans lemlæstede lig i en grav i udkanten af Karachi.

Interviewet med Gilani var det sidste, Daniel Pearl skulle lave, før han med sin højgravide kone, den fransk-cubanske journalist Mariane Pearl, ville forlade Pakistan og rejse hjem til Mumbai, hvor de boede.

Og det er tiden lige inden interviewet og dagene efter, hvor Mariane, det pakistanske politi og antiterrorkorps og amerikanske efterretningsfolk forsøger at finde Daniel, som Michael Winterbottoms seneste film, A Mighty Heart, handler om.

Filmens store hjerte

Filmen er baseret på en bog af Mariane Pearl, der havde brug for at konfrontere sig selv med det forfærdelige, der var sket hendes mand, inden deres barn blev født, og både bog og film er samtidig en opbyggelig fortælling om, hvordan man ikke må lade sig terrorisere, fordi så har terroristerne vundet, og om at journalister frit skal kunne søge sandheden om det, der sker rundt om i verden.

Filmens store hjerte er Mariane Pearl, formidabelt spillet af Angelina Jolie, der vist aldrig har leveret så indfølt og hjerteknusende en præstation. I løbet af de ca. 14 dage, der går fra Daniels (Dan Futterman) kidnapning, til hun finder ud af, at han er død, holder hun hovedet højt og bevarer håbet ved hele tiden at sende sms'er og ringe til hans mobiltelefon. Hun er det stærke, ukuelige omdrejningspunkt i den gruppe af mennesker, som samles i kollegaen Asra Nomanis (Archie Panjabi) hus i Karachi, og som bliver en slags surrogatfamilie, efterhånden som det pakistanske antiterrorkorps under ledelse af den sympatiske og handlekraftige Captain (Irfan Khan) kommer tættere og tættere på de egentlige bagmænd.

På sidelinjen står Randall Bennett (Will Patton) fra den amerikanske ambassade og to af Daniels kolleger fra Wall Street Journal, redaktøren John Bussey (Denis O'Hare), og Steve LeVine (Gary Wilmes), og prøver sammen med Mariane, Asra og Captain at hitte rede i det morads af ekstremistiske muslimer og al-Qaeda-sympatisører, som Daniel har haft med at gøre for at få aftalen med Sheikh Gilani. En aftale, som i øvrigt viser sig at have været et påskud for at få fat i journalisten.

Spændende, bevægende

Michael Winterbottom er en meget nøgtern, prunkløs filminstruktør, og hans underspillede, dokumentariske stil - som sædvanlig med danske Marcel Zyskind bag det rastløse kamera - passer fantastisk til en historie som denne - som den gjorde det i de beslægtede Welcome to Sarajevo og In This World.

A Mighty Heart er både en intens og elementært spændende dag-for-dag-rekonstruktion af hændelserne og en dybt bevægende skildring af det nære forhold mellem to mennesker, der elsker hinanden meget højt. For indimellem de mange billeder af et kaotisk Karachi og politiaktioner og forhør af mistænkte under det, man kan kalde knap så moderat fysisk pres, lader Winterbottom os i glimt opleve Daniel og Marianes fortid sammen. Uden at blive unødigt sentimental tegner han - og Jolie, der som Mariane tænker tilbage - et portræt af et vaskeægte multikulturelt par: Daniel er amerikansk jøde, Mariane er fransk-cubansk buddhist, og de bliver et strålende eksempel på, at fredelig sameksistens er muligt i en fragmenteret verden, hærget af religiøse, politiske og sociale konflikter.

På et tidspunkt til slut i filmen siger Mariane, at hun lider med pakistanerne, der også udsættes for terrorisme, og at Karachi kun er én af frontlinjerne i en global kamp mod international terrorisme.

Men hendes middel er ikke tortur eller krig, det er mellemfolkelig forståelse og en erkendelse af, at hvor der er fattigdom og desperation, er der også grobund for terrorisme og rekruttering af hellige krigere. Filmen er dog ikke ukritisk over for især den pakistanske regerings noget pauvre indsats i opklaringen af sagen, mærkelige bortforklaringer og forsøg på at skyde skylden for hele affæren på Indien.

Menneskelig tyngde

Som sagt, A Mighty Heart er i høj grad smukke Angelina Jolies film. Dan Futterman udstråler ro og overskud i de scener, hvor han optræder som Daniel Pearl, og Patton, Khan, Panjabi og de øvrige birolleindehavere leverer gode præstationer. Men det er Jolie, som giver filmen den menneskelige forankring, der er så vigtig. Hun holder klogt igen i det meste af filmen, klædeligt fri for skuespillernykker og uden forsøg på at vise sig, og da Mariane endelig bryder sammen og viser sin store sorg - da hun får at vide, at Daniel er død - virker det endog meget stærkt og yderst troværdigt, og det er en svær scene at være vidne til.

Filmen er Michael Winterbottoms første egentlige Hollywood-produktion - Paramount har finansieret, Jolies mand, Brad Pitt, produceret - og han slipper fra det med æren og integriteten i behold. Ingen tvivl om, at Mariane Pearls bog har tiltalt humanisten Winterbottom på grund af den menneskelige tyngde og det politiske aspekt, der giver ham mulighed for endnu engang at udforske og kommentere de sprængfarlige, komplekse konflikter mellem verdens rigeste og fattigste, mellem muslimer og kristne.

Instruktøren har tilsyneladende fået lov til at lave den film, han havde lyst til at lave, på den måde, han havde lyst til at lave den, sobert og afdæmpet, og man priser sig lykkelig over, at han og ikke en mere følelsesladet, amerikansk instruktør blev valgt til opgaven.

A Mighty Heart. Instruktion: Michael Winterbottom. Manuskript: John Orloff. Amerikansk (Dagmar og Grand i København, Café Biografen i Odense, Metropol i Århus og Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu