Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Syrepsykoser og den store kunstnermyte

'Sorte huller', anden del af Ib Michael erindringsroman om en ung mand fra Roskilde, skuffer og er mindre interessant end forgængeren 'Blå bror'
Kultur
20. september 2007

Sorte Huller er anden bog af Ib Michaels erindringsfiktion om den unge mand fra Roskilde og hans færd i den vide verden, der startede med Blå bror.

Hér tages der et bogstaveligt livtag med 60'ernes stofeksperimenter og bevidsthedsudvidelser, til den ene side med eksperimenternes voldsomme og konkrete konsekvenser i en ungdomskultur og til den anden side med deres initiering til en bestemt opfattelse af kunsten og kunstneren.

Den unge mand er flyttet fra Roskilde til indre by. Han logerer med Regina i Victoriagade og har natarbejde ved flaskebåndet på Kastrupgård Glasværk, mens hun designer miniskørter i filt. Snart fortsætter samlivet i Hellerup, i annekset hos en ældre enkefrue, hvis villa huser et ekstravagant bibliotek med boghandlerspøgelse - et elfensbenstårn. Og til annekset kommer karnevalstoget af syrehoveder, musikere og tidlige blomsterbørn, bl.a. Mark - Roskilde Strandvej bohème fra Blå bror - hvis syrerock-karriere er den store undergangsfortælling i Sorte huller.

Proletar eller overklasse

Den store konflikt er altså kunstnerens bevidsthed, mens mindre - og muligvis mere interessante - konflikter blændes over og passerer forbi. Blandt disse finder man reminiscenser af det gennemgående spændingsfelt i Blå bror, hvor Roskildedrengen i flyveflugt tager benene på nakken - væk fra parcelkvarter og forældrene, Hr. og Fru Jones (Rasmussen).

Den unge mand i Blå bror vil gerne være proletar, endnu hellere overklasse, men aldrig vil han tilhøre dén middelklasse, som han kommer fra, og som fra 60'erne breder sig ud i alle sfærer.

I Sorte huller nærmer man sig fra to sider denne konflikt. Dels gennem en fortællemæssigt underspillet kønskamp mellem fortælleren og Regina, dels gennem den retræte, som syrehovederne ved romanens udgang gør ind i østlig mystik.

Mens fortælleren laver en moderniseret Hr. Jones af lige dele uopmærksomhed og uformåenhed på sin hjerterdame, er slutningens flugt til yogi-sekterne en uheldssvanger gentagelse af lige dele pønitense og protestantisk askese.

Sådan er indgangen og sådan er udgangen og indimellem er der den store fortælling om new wave-science fiction, visioner om det ydre rum, spekulationer over den fjerde dimension - alt sammen kondenseret i syreeksperimenternes erobring og eksplosion af det indre rum.

Dobbelt indadvendt

Mens fortælleren ser venner - og fjender - gå ned i syrepsykoser og i det hele taget oplever turbostarten på den korte summer of love klinge ud i almindelig depression, ja, så vokser der ud af hans egne eksperimenter tid-rum dimensioner, som fører i mange retninger - først og fremmest mod en mytologisering af subjektet.

Så mens fiktionen i Sorte huller hælder mod kunstnerromanens selvrefleksivitet, peger bogens erindringsdimension på grundmetaforer og stiltyper i Ib Michaels forfatterskab. Sorte huller er således dobbelt indadvendt, og det gør den i dobbelt forstand mindre interessant end dens forgænger, Blå bror.

Tidsbilledet i Sorte huller kunne have været ganske skarpt, men forbliver noget formummet og privat, fordi erindring og fiktion trækker på samme bagvendte hammel. Ud af syrepsykoserne initieres bekræftelsen af kunstneren og værket og autoromanens dobbelthed er uden spænding. Der både fortælles og erindres baglæns, og mens Blå bror lagde sig på siden af Ib Michaels store metaforer og magisk realistiske stiltyper, er Sorte huller retro-indgangen til forfatterskabets grundmetafor, den romantiske kunstner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her