Læsetid: 3 min.

Transkult gået i trance

’Hedwig’ på Nørrebros Teater er for de indviede. Vi andre overværer bare en karismatisk Anders W. Berthelsen som en kønsløs stakkel – uden bryster og uden trænede mavemuskler
Hvem talte om perfekte øjenbryn? Anders W. Berthelsen har alt som Hedwig. Også en imponerende stemme. Denne transstakkel er bare ikke synderligt interessant på scenen for dem uden for Angry Inch-kulten.

Hvem talte om perfekte øjenbryn? Anders W. Berthelsen har alt som Hedwig. Også en imponerende stemme. Denne transstakkel er bare ikke synderligt interessant på scenen for dem uden for Angry Inch-kulten.

Miklos Szabo

24. september 2007

Hedwig er her! Endelig er Anders W. Berthelsen på scenen i dén blondineparyk, der har cirkuleret billeder af så længe. "Palle som trans", som der stod i en avis forleden med henvisning til Berthelsens rolle i Krøniken: Chokket over at skulle se masku-macho-Berthelsen stige op i plateaustøvlerne som dragqueen i Hedwig and the Angry Inch har åbenbart været enormt. Og enormt pirrende.

Men hvad sker der så?

Palle kommer ind... Nå nej, Hedwig kommer ind. I platinparyk og glamrock-læbestift. Alle pifter og hujer. Hedwig trutter mund. Men så bliver der stille. Hedwig synger. Hedwig joker. Publikum er stadig stille. Hedwig retter på kjolen. Hedwig justerer sin mikrofon. Men uanset hvad, så sidder publikum urørlige, nærmest andægtige. Musikerne hamrer ellers desperadorocken ud i rummet - op ad de plydsrensede vægge i Nørrebros Teaters genstartede hip-historie som Spang&Wagner-scene.

Den unge Mads Langer synger som en engel under barkenbarterne, og trommeslageren tonser Hedwigs amputationssmerte ned gennem trommestikkerne, mens keyboarddrengen laver blidhedsstrøg over tangenterne. Anne Vester Højer synger med tynde lår og villig stemme inde bag bukseselerne, og tre asiatiske piger betjener Hedwig-ikonet som underdogs i neonfarvede parykker. Hedwig er diva.

Hedwig er heiss

Men trans-trang? Eller bare trance-trans? Jeg ved det ikke rigtigt.

128 lamper skinner solbrændende ind i vores ansigter, så vi kan mærke, at Hedwig også handler om os. Men lige lidt hjælper det. Tilskuerne er som forstenede. Eller er de i trance? Jeg er vist ikke den eneste, der føler mig udenfor i Hedwigs hysteri-univers.

Men så forstår jeg det: Hedwig er kult! Hedwig er heiss! Og har du ikke set filmen endnu, så må du af sted hurtigst muligt, snuttebasse, for i Hedwigs verden er der kun to slags mennesker: Os - og så hetero'erne. Og når du møder Hedwig, vil du opdage, at din krop får dig til at adlyde: Du lægger dig ned på alle fire og mumler, at Hedwig er gudinde. Og så sender du en blow-klat mod resten af verden og erklærer, at hetero er en nedlagt bydel i Berlin...

Eller noget i den stil.

Ellers kan du bare sidde lige så nydeligt og overvære denne koncert, hvor Anders W. Berthelsen synger selvsikkert og flabet med stjernens umiskendelige blik. Berthelsens stemme er bedst til det stille; der går skrig og hæsen i hans røvrenderrock.

Men han har den karisma, der skal til for at få dette fejlslagne kønsoperationsoffer til at fungere som hovedrolle.

Men hovedrollen i hvad? Hedwig er ikke nogen rockmusical. Heller ikke nogen teaterkoncert som f.eks. Gasolin, hvor sangene blev til levende situationer med interessante mennesker. Hedwig er bare en koncert med en excentrisk blondineparyk.

Hedwig er vred

Men jo, sangene af Stephen Trask er fulde af drive og besættelse. Og Kenneth Thordal har oversat teksterne med power. Men selv om instruktøren Mikala Bjarnov Lage har forsøgt at kæde numrene monolog-agtigt sammen, så bliver denne peepshow-oplevelse mærkelig udramatisk.

Scenografen Maja Ravn har ellers bogstaveligt talt ladet os komme med inden for i privaten i en gennemskåren campingvogn - på langs, altså, lige til gasbluskanten, skøøønt!

Alligevel fiser denne undergrundsfortælling underligt ud. Måske er den ni år gamle newyorker-forestilling bare født gammeldags.

Stykkets bøssesnerperi virker i hvert fald helt bizart på Nørrebro 2007. Og lidt småpinligt. Som en queerkliché med kærlig, men ubehjælpsom hilsen til David Bowie.

Det eneste øjeblik, hvor suset kom, var egentlig til sidst, da Hedwig smed parykken og blusen.

Dér stod Berthelsen i al sin barberede kønsløshed: Uden bryster og uden sixpacks. Bare med ulykkeligt hvalpefedt efter en barndom og et operationssår, der nægter at hele.

Jovist, Hedwig er kult. Med Angry Inch og det hele. Bare ikke for mig.

Hedwig and the Angry Inch (Off Broadway, 1998). Tekst: John Cameron Mitchell. Musik og sangtekser: Stephen Trask. Oversættelse: Kenneth Thordal. Instruktion: Mikala Bjarnov Lage. Scenografi: Maja Ravn. Kapelmester: Mads Langer.Nørrebros Teater til 10. Nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu