Læsetid: 5 min.

Tre akkorder og hjerter af guld

Bruce Springsteens seneste album løfter sig trods forbilledlig indsats fra hans E Street Band ikke rigtig musikalsk, hvorimod Michael Falch leverer en næsten helstøbt cd
Bruce Springsteen er på banen igen.

Bruce Springsteen er på banen igen.

Mel Evans

29. september 2007

For den 58-årige Bruce Springsteen står rockmusikken i høj grad som den elektriske tidsalders sande folkemusik - på trods af alle de phony og ligegyldige røvhuller, der har udhulet dens betydning og virkemidler ned gennem dens over 50 år lange historie.

Forstået i forlængelse af folkesangeren Woody Guthries herostratisk berømte udsagn om, at enhver, der benytter mere end tre akkorder til at skrive en sang, grundlæggende bare er en blærerøv (fortæl lige Cole Porter og Burt Bacharach det). Ved benhårdt og konsekvent at benytte musikkens allerenkleste byggestene får man i processen rejst en bygning, alle i teorien kan tage ophold i. Og der er noget om snakken, selv om det selvfølgelig også er noget vrøvl.

Men hvis De, kære læser, nu tror, det er nemt at skrive en god - med streg under god - sang ved hjælp af kun de der tre satans akkorder, så prøv selv, som salig Céline skrev i en helt anden forbindelse.

På samme måde som selv den labreste Gmaj9 (guitar-akkord, red.) kan dække over frygtindgydende tomhed.

Sidst Springsteen var på banen - her ses bort fra livesættet Live In Dublin, der i øvrigt lagde sig i forlængelse af samme bestræbelser - tog han folkemusikrenæssancens sidste nulevende gigant, Pete Seeger (89 and still going strong) i ed med 2006-albummet We Shall Overcome: The Seeger Sessions, hvor han gav en stribe amerikanske folkesange - både dem, der er at finde i Public Domain, og dem, der har en akkrediteret ophavsmand, men alle på et eller andet tidspunkt sunget og/eller indspillet af Seeger - en kærlig undervognsbehandling i selskab med et herligt sammenskrab af vaskeægte spillemænd.

Udover den åbenlyse kærlighed, der lagdes i projektet, var det en oplagt mulighed for via disse multifacetterede, ofte drabelige og tit festligt animerende sange - skabt ved hjælp af gribende enkle virkemidler - at påvise, hvordan der findes en amerikansk tradition for samfundskommenterende sange bagom nutidens rock, hiphop og den grasserende bølge af neofolk.

Men - og det er et seriøst men - hvad jeg især bed mærke i ved We Shall Overcome-projektet, var, hvor godt melodierne til de både bloddyppende og manende og kærlige og så videre tekster tog sig ud; alment sangbare og melodisk holdbare.

Forbliver på jorden

Og det har i rigtig mange år været min største anke, hvad angår denne Springsteen - der har på melodiplanet været endog rigtig langt mellem snapsene på bossens skiver i mange år.

Velvidende at i rockmusikken må man skelne mellem et 'nummer' (se: Led Zeppelin and a cast of thousands) og en 'sang' (se: Bob Dylan og en millionmilliard andre), synes jeg altså primært Springsteen, når han trækker i rocktøjet, i lige lovlig rigelig grad gør sig i 'numre' (hvad der i og for sig ikke er noget galt med) på bekostning af 'sange'.

Apropos numre kan de jo være gode nok, hvis ikke det i Springsteens tilfælde var, fordi de i dén grad har en tendens til i et væk at lyde som hinanden. Hans kompositoriske spektrum er utroligt snævert, hvilket gjorde særlig ondt på 2005's Devil & Dust, idet det indeholdt nogle af karrierens bedste tekster.

Disse ord blot for at nå frem til, at Springsteen på sit 15. studiealbum, Magic (?), atter har slået kludene sammen med sit legendariske E Street Band og i processen begået et - og mere kan jeg ikke svinge mig op til - rimeligt godt rockalbum.

Der ligges stærkt ud med det kæberaslende "Radio Nowhere", der godt nok kun lige hænges op på det allermest nødtørftige riff, men ikke desto mindre blæser derudad, så selv jeg, den evige Springsteen-skeptiker, må overgive mig. Også de smukke ballader "Girls in Their Summer Clothes" og ikke mindst titelnummeret (en decideret god sang, såmænd!) gør indtryk på samme måde som læsningen af teksthæftet giver én kuldegysninger af fornøjelse over, hvor meget han stadig har på hjerte - og hvor god han er til at formulere det.

Hvis bare det musikalsk svingede sig op i samme højder, men det forbliver på jorden i et evigt rocket Bruce-land. Og det er ikke fordi, det famøse E Street Band ikke spiller røven ud af bukserne på snart sagt hvem som helst, men det er ikke de store sager, det får at arbejde med. Tre akkorder og et hjerte af guld er altså ikke altid nok, selv om jeg er sikker på, at mandens fans vil gå i spagat af fornøjelse over Magic, der da også ligger i den bedre ende af mandens output. Uden som sagt at slå denne lytter helt i gulvet. Til gengæld vil materialet her givetvist løfte sig op under himmelhvælvet på en scene, altid Springsteens sikre hjemmebane.

Vedkommende Falch

DK's største Springsteen-discipel er 51-årige Michael Falch, som har gjort dennes metode til sin - gør det enkelt, syng fra mellemgulvet, vær stolt over dine rødder og skriv sange i overensstemmelse med din erfaringsmasse. Også Falch er først og fremmest leveringsdygtig i numre og kan næppe kaldes den store melodiker. Personligt har jeg altid haft det enormt svært med den Michael Falch og hele hans forsøg på at overføre en ur-amerikansk mytologi til danske forhold; resultaterne har ofte lydt forcerede og så finder jeg ikke, hans tekster rigtig swinger sprogligt, generelt.

Nå, men efter at have lagt ungdommens vildskab bag sig og stillet flasken fra sig i fuld offentlighed, skabte Falch sidste år karrierens mest vedkommende og troværdige album, Falder du nu.

Og han fortsætter de gode takter med nærværende Sang til undren, hvilket bl.a. skyldes samarbejdet med ensemblet Boat Man Love, det nok bedste band, han har spillet med i løbet af en karriere, der snart har strakt sig over 30 år. Og så er producer Rune Westberg altså manden herhjemme, når det gælder den der møgbeskidte guitarlyd, de fleste skyr, men som virkelig klæder en kunstner som Falch. Måske Westberg skulle producere Springsteen næste gang?

Vild med Falch bliver jeg nok aldrig, men det er umuligt ikke at føle en vis agtelse for den åbenlyse passion, overbevisning og tæft, der bærer de bedste numre på Sang til undren igennem. Når han er værst - som på den ulideligt mytologiserende "Rock'n'Roll" - tænder jeg fuldstændig af:

Jeg ku' mime perfekt i playback/ min solo som luftguitarist/ Jeg lod mig korsfæste i dine spejle/ som en blødende narcissist -

Bad poetry, dude. Men ellers styrer han som helhed den sproglige brandert og kalder tingene ved rette navn. Melodisk falder det sådan lidt 50-50 ud, hvilket er rigtig godt på et Falch-album; rent ud gribende er "Farvel Elisabeth", hvor en pivfalsk leadvokal kun øger udsagnenes troværdighed, og selv om metoden på "Ild" er lodret planket fra Tom Waits, fungerer den forbilledligt.

Modsat Springsteen lyder Falch, som om han er i stadig vækst, og når en voksen mand kunstnerisk satser alt og ikke kerer sig en døjt om livrem og seler, udløser det altså et uforbeholdent 'Respekt!' herfra.

Bruce Springsteen: Magic (Columbia/Sony-BMG) Udkommer mandag.

Michael Falch & Boat Man Love: Sang til undren (Kick Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

Jo Jo- Falch gynger og det da ok, at være Bruno Kantsteen inspireret. Jeg synes nu der er mere end uramerikansk formidling i falchs musik og stemme. Der synges på dansk, der er historik i Falch ! Han gør det sku godt og tekstmæssigt og nu vover han sku pelsen, ny lyd og nyt drive og beat....Mon ikke der også er lidt Neil Young og andre inspirationskilder indover ? Yes Boat man love er bare et godt band, de kan jo også selv !