Han plejer at sidde der på den anden side af administrationsgangens glasdør, når jeg skynder mig forbi og op ad trapperne om morgenen. Med ryggen bøjet over bordet, tilsyneladende i dyb koncentration over de hvide ark. Han plejer at være meget direktøragtig. Taler som en direktør, klæder sig som en direktør og bevæger sig rundt i huset på den der høfligt diplomatiske måde. Forleden gjorde det mig virkelig forlegen at vide, at han sidder dernede ved sit skrivebord blot tre etager under mig, da jeg læste den meget detaljerede sexscene på side 17 i hans nye politiske spændingsroman Drager over Kabul. Han er jo trods alt min chef.
Heldigvis blev det ved den ene scene.
Resten af Morten Hesseldahls thriller handler om de emner, der også normalt optager Informations overordnede. Det er emner som usikkerheden i en tid med meget sikre dogmer og afsøgningen af, hvor de store dogmer kan være farlige, der er nogle af de vigtigste emner i vor tid, siger Morten Hesseldahl, da vi mødes nogle dage senere på kontoret nedenunder.
"Leif Davidsen siger, det altid begynder med en hovedperson. For mig begynder det altid med nogle temaer," siger den tidligere direktør for Bonnier-forlagene i Danmark, der aldrig har været bange for at lufte sine politiske holdninger. Han har skrevet masser af kronikker og debatindlæg og har aldrig været bange for at få tæsk for dem. Det er han efterhånden vant til, særligt efter at han var med til at stifte den liberale tænketank CEPOS, der i offentligheden gjorde ham 'ekstremt højreorienteret'.
Det begyndte med tegneserier
"Det er da også livsfarligt at skrive sådan en bog her. Jeg får en masse tæsk, det ved jeg. Men på den anden side kan man jo ikke gå rundt i verden og ikke turde gøre sådan noget. Det er bare en konstatering af, at sådan er debatten," siger han og ser egentlig ikke ud, som om, det forstyrrer ham. Selv om han da hellere ville, at folk bare forholdt sig til bogen i stedet for at putte alt muligt om hans eventuelle politiske holdninger i den.
"Der sker enormt let en rubricering af folk, og så behøver man nærmest ikke længere tage stilling til det, man egentlig siger," siger Morten Hesseldahl, der i 80'erne begyndte at skrive historier til tegneserier ved siden af filosofistudierne i Odense. I 90'erne begyndte han at skrive romaner, Drager over Kabul er nummer to på egen hånd. Og det er da også lidt underligt at skrive bøger, når man som litteraturredaktør kender alle de parametre, de vil blive vurderet på, indrømmer han.
"Jeg tror, den vil blive læst kritisk, og det er også o.k. Men jeg gjorde et nummer ud af ikke at kreditere mig som andet and cand. phil.. Der er ikke nogen grund til, at bogen bliver belastet af alt muligt andet. Hverken af arbejdet her eller arbejdet i forlagsbranchen," siger han om spændingsromanen, som begynder med et mord i en norsk skov og fortsætter ud i et puslespil af karakterer og hændelser, til vi til sidst når til et terrorangreb i Nordsjælland.
Nybrud
Imellem mordet og terrorangrebet er der frygten for fundamentalismen og truslen fra islamistiske terrorceller - ligesom i virkeligheden. Der er diskussioner om, hvordan Vesten bedst behandler nye medborgere og uenigheden om Irak-krigen - ligesom i virkeligheden.
Stederne er virkelige steder, eller de kunne være det - eksempelvis sommerhuset i Tisvilde og fangekældrene i Afghanistan. Afghanistans præsident Hamid Karzai spiller sig selv, og bag mange af bogens andre karakterer fornemmes det tydeligt, at de er modelleret over nogle af den virkelige verdens personligheder. Eksempelvis er der den somalisk-fødte hollandske islamkritiker Mona Tariq, der straks fremkalder billeder af Ayaan Hirsi Ali. Eller tag udenrigsminister Ravn, som næsten er den aktuelle udenrigsministers piberygende alter ego.
"Jeg ville skrive en aktuel spændingsroman, og derfor lagde jeg handlingen så tæt op ad virkeligheden, jeg syntes, jeg kunne. Jeg mødte Ayaan Hirsi Ali på et tidspunkt, og hun gjorde stort indtryk. Samtidig ville jeg gerne gøre mig fri af hende. Jeg ville ikke have, at hun skal forpligtes på, hvordan min Mona Tariq agerer, så derfor tog jeg mine iagttagelser fra mødet med hende og puttede dem ind i min person," siger Morten Hesseldahl og nævner også udenrigsministeren, hvis karaktertræk han blandt andet har høstet ud fra møderne med ham i forbindelse med, at han som forlagsredaktør har udgivet en række af ministerens seneste bøger.
Fra oplysning til intolerance
"Men jeg har gjort ham til en person som den aktuelle udenrigsminister ikke kan være ansvarlig for overhovedet. Det er fiktion det her, men den er også forpligtet på temaernes aktualitet," siger Morten Hesseldahl og understreger, at han først og fremmest har forsøgt at konstruere en god historie. En god historie, der udfolder sig i en aktuel politisk ramme.
"Bogens temaer optager mig, det er derfor, jeg har skrevet om dem. Også fordi de afslører nogle nye brudflader mellem venstre og højre. Man kan for eksempel se det i hele debatten om Asmaa (Abdol-Hamid, red.), hvor venstrefløjens traditionelle tolerance pludselig mødes med noget, man har problemer med at føle tolerance over for. Det er interessant, at man i et søvnigt Danmark lige pludselig skal forholde sig til den udfordring, der ligger i, at der kommer nydanskere til, som har nogle helt andre værdisæt."
Men hvorfor skrive en roman og ikke en kronik eller et debatindlæg?
Fordi verden hverken er sort, hvid eller entydig, svarer Morten Hesseldahl.
"Verden er jo fuld af tvivl og bekymringer. Man må hele tiden gå tilbage og lære af de fejl, man har begået. Hvis man kun ser på den offentlige debat, så er det nærmest, som om der ikke findes en gnist af tvivl i verden."
En tvivl han også selv sidder med, når det gælder tvetydige emner som integration og fundamentalisme, og som han derfor har prøvet at give plads til i sin roman ved eksempelvis at lade argumenterne spille op imod hinanden. Den er netop ikke konklusionssøgende i sine politiske diskussioner, forklarer han. I romanform kan man have større grad af åbenhed, hvor man i et debatindlæg er forpligtet på at være fuldstændig logisk i argumenternes rækkefølge.
"Det er en fejl i filosofisk eller politisk argumentation, hvis der er en enormt stor åbenhed, hvorimod det er en dyd, hvis en roman er det. Underliggende i bogen ligger der en slags undersøgelse af noget, jeg har undret mig over. Oplysningens naturlige afløser var en forestilling om tolerance. Og forestillingen om tolerance er naturligt ført over i forestillingen om det multikulturelle, men det har så pludselig ført over i en virkelighed af intolerance. Det sker, hvis ikke man er opmærksom på at etablere en overordnet ramme, hvor samtalen kan foregå. Et fragmenteret samfund uden en overgribende ramme kan nemt ende i intolerance, fordi multikulturen har så uforenelige normsæt. Hvis ikke oplysningsprojektet genopfinder sig selv, nemlig ved at alle kan føre en samtale uanset køn, religion eller etnicitet."
Mødet mellem fløjene
Morten Hesseldahl siger selv, at han hverken sympatiserer med den ene eller den anden af romanens fløje. Der er den noget tragiske, fordrukne, men sympatiske venstrefløjsmand, PET-agenten Gerhard Müller. Og der er den klart borgerlige udenrigsminister, der er bange for revolutioner. Der er kvinden, Alice Kjær-Abrahamsen, der er på jagt efter sit forsvundne barn. Og der er kunstneren Mathias Toldstrup, der har alle muligheder, men ikke rigtigt tror på sit talent, indtil han møder hende.
"Meget af det, Gerhard siger, er jo intuitivt rigtigt. Det er intuitivt rigtigt ikke at tvinge værdinormer ud over andre mennesker. Det er intuitivt rigtigt at stille spørgsmål ved hele den vestlige verdens væksttanke. Der er den kritiske tilgang til verden, som jo altid har været venstrefløjens adelsmærke, og den synes jeg er vigtig at fastholde," siger Morten Hesseldahl og forklarer, at han så har prøvet de bedste argumenter fra hver fløj mod hinanden. Eksempelvis ved at lade Gerhard, som er en klar fortaler for diversitet og social udligning, og desuden er stærkt bekymret over den amerikanske vækstfilosofi, møde en hardcore type som hans hollandske kollega Irina Bot. Hun kommer til landet for at hjælpe danskerne med at afværge et terrorangreb og er Gerhards diametrale modsætning med sin bekymring for islam og sin retfærdiggørelse af enhver amerikansk handling i krigen mod terror.
Men på trods af at han selv bruger højre-venstretænkningen i sine karakterskildringer, mener han, at tiden er løbet fra den klassiske højre-venstretænkning og den programtænkning, der følger i dens kølvand.
"For eksempel tanken om, at hvis man er klassisk venstreorienteret, så går man også automatisk imod Anders Fogh, Pia Kjærsgaard og George Bush. Man gør opgaven for let for sig selv, når man har sådan en klynge af holdninger. Og det er hverken venstre- eller højrefløjen rigtigt kommet ud af," siger han og påpeger, at det er vores opgave at slå denne klynge fra hinanden og forholde os åbent til de positioner, der er fremme.
"Jeg deler Gerhards stærke skepsis over for hele vækstbegrebet. Men jeg deler også det synspunkt, udenrigsministeren har, nemlig at det er meget farligt at lave de enormt store forandringer, som ligger i en revolution," siger han og forklarer, at hvis man går med for store skridt, så har man ingen muligheder for at rette de fejl, man laver undervejs.
Visionen uden ende
"Men det er meget mere spektakulært med revolution og jihad end med den noget funktionæragtige, langsomme metode, som måske er klogere, hvis man vil have, at verden skal hænge sammen. Det er enormt farligt, hver gang ideen om de store revolutioner kommer på banen, fordi alle mellemregninger og erfaringer undervejs bliver mast. Om det så er en Bush eller en Ahmadinejad, der vil den," siger han og påpeger, at det ikke kan andet end bekymre, når visionerne bliver malet op, uden at der er en vej mellem visionen ude i det fjerne og det sted, hvor man er i dag. Naturligvis refererer han til krigen i Irak.
"Jeg kunne da se med stor sympati på projektet med at fjerne Saddam Hussein. Det synes jeg også, man kan sige ud fra et venstreorienteret synspunkt, specielt med henblik på kurderne. Man troede på visionen om, at man kan lave demokrati i et land og dermed ændre ligevægten i en region til fordel for en demokratiudbredelse. Den vision lå der, men der var ikke en gennemtænkt vision, forståelse og analyse af, hvad der dernæst skulle ske. Og det er et eksempel på, hvor visioner bliver farlige."
Morten Hesseldahl. Drager over Kabul. 303 s., 299 kr. Forlaget Modtryk. Udkommer den 25. september
