Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alt bliver ædt...

...og enten søndertygget eller slugt i store hele stykker, når kreativiteten slippes løs. Også i musik hvor tradition fra Sydamerika, Nordamerika og Balkan kommer gennem den både digitale og analoge vridemaskine på tre nye amerikanske udspil
Banharts -Smokey Rolls Down Thunder Canyon- er en glødende serie naturalismo-sange og absorberede stilarter. Elegante sammensætninger af tropicália (kannibalisering af kannibalisering), samba, amerikansk folk, jødisk kærlighedssang, reggae, Motown-pop.

Banharts -Smokey Rolls Down Thunder Canyon- er en glødende serie naturalismo-sange og absorberede stilarter. Elegante sammensætninger af tropicália (kannibalisering af kannibalisering), samba, amerikansk folk, jødisk kærlighedssang, reggae, Motown-pop.

Kultur
27. oktober 2007

Der var engang noget, der hed puritanisme. Men det er heldigvis slut, så tillad mig at introducere tre amerikanske plader, der på hver deres måde har forelsket sig i et væld af genrer eller måske bare parret umage størrelser i lyksalige bastardægteskaber.

Sidstnævnte er tilfældet med unge Zach Condon alias Beirut. På hans andet album The Flying Club Cup er han fortsat forbistret forelsket i musik fra Balkan, men også visesang fra Paris. Byen han bliver ved at vende tilbage til. Og tilsyneladende et aldrende Paris, et romantisk Paris, hvor han flanerer ad krogede gader med sine tro spillemænd og længes, mine damer og herrer, længes - med blæsere og harmonikaer og strygere og ukulele og orgel og hele pibetøjet. "I've gambled away my time," lyder det med den 21-årige herres spinkle, rørende bævende røst på åbningsnummeret.

Det er stilsamplende og kulturkannibalistiske tider, vi befolker, og Beirut kan tillade sig den luksus at svælge i en smukt patineret tradition, en hang til eksotisk Europa uden at fremmedgøre et moderne indierock-publikum.

Nu er Condon så også en fremragende sangskriver, der vrider sin sjæl gavmildt - halsløst heftigt vil nogen sige - og formår at tilføje sine fordøjede europæiske harmonier og melodier og iscenesættelser en egen dirrende indie-amerikansk sensibilitet. Og så er det lykkedes ham at udvikle sin sangskrivning fornemt fra debutalbummet Gulag Orkestar. Nye spidser og spændinger og følelsesladede familiesammenkomster fra nær og fjern åbenbarer sig. Fester man ville dræbe for at deltage i - og sikkert aldrig komme sig over.

Kulturel kannibalisme

Hvis man sætter landsmanden Devendra Banharts nye album på lige efter Beirut, så kan man godt tro at man er kommet til at sætte Beirut på igen. Det samme melodiske vemod kendetegner åbningen på Smokey Rolls Down Thunder Canyon, men det ændrer sig så snart Banharts smukke bløde tenor kommer til mikrofonen. Og derfra går det ellers i behageligt tempo længere ud på de frit fabulerende fælleder. Holdt i en varm, analog og altmodisch klingende produktion, hvor Banharts stemme emmer af 60'er-produceret patina og sangene favner genremæssigt bredt, men alligevel med hjemlig varme.

"Naturalismo" er nogle begyndt at kalde den vidt forgrenende og vidt favnende musik, som Banhart er en af gallionsfigurerne for. Andre kalder den freak folk eller New Weird America, og uanset navn, så er det efterhånden ikke længere så meget en stilistisk paraply for folk-musikere, som en åndelig og kreativ attitude. Åben, spirituel, langhåret, uortodoks, modsatrettet 'corporate America'.

Banhart hader sidstnævnte betegnelser, men er med til at formulere førstnævntes indhold bl.a. i et interview sidste år til websitet JamBase: "...everything is a derivative of nature. Everything. Even the most plastic, most synthetic things are derived from nature. The source of them is found in nature at some point. Naturalismo becomes a completely all-inclusive thing".

Banhart baserer sin tanke på den kreative kannibalisme, der kendetegnede den brasilianske Tropicália-bevægelse i sen-60'erne. Den blev formuleret i Manifesto Antropófago allerede i 1928 af den brasilianske poet Oswald de Andrade: Kunsten at æde artens kunst, fordøje og videreformulere den:

"One participating consciousness, one religious rhythm," lyder det i den engelske oversættelse.

Banharts Smokey Rolls Down Thunder Canyon er en glødende serie naturalismo-sange og absorberede stilarter. Elegante sammensætninger af tropicália (kannibalisering af kannibalisering), samba, amerikansk folk, jødisk kærlighedssang, reggae, Motown-pop. Men i længden bliver det også lige lovlig alt-inkluderende - af lidt svagere skæringer på det lange album.

Mens Beirut klæder sig i slidte jakkesæt fra Europa, så draperer Devendra Banhart sig i gevandter fra især Syd- og Nordamerika. Kulturel kannibalisme i hver sit gear.

Smukt bristet logik

Man kan også få lov at opleve kannibaliseringen fra hvad der kan lyde som et sted nede i det kreative fordøjelsessystem. Altså søndertygget, i stumper og stykker, men aldrig samlet igen i den traditionelle sangskrivnings genkendelige helheder. Men alligevel udmøntet i egne dadaistiske helheder og smukt bristet logik i hænderne på Scott Herren. Som Prefuse 73 har han fintunet en egen stammende elektronisk mikrozapning, mættet med lyd, spækket med referencer, sprøjt af stemninger og stadig nye glimt af musikhistorik.

Prefuse 73's nye album Preparations er en behagelig trykkoger, et subtilt lydorgie, men også af og til lige lovlig forceret i forhold til tidligere tiders melodiske overskud. Der er glimt af mange årtier her, et tværsnit fastfrosset før de digitale eksplosioner har sprængt elementerne afgørende fra hinanden. Koaguleret dekonstruktion, men desværre også en lidt stivnet kreativitet.

Der bliver ædt fra nær og fjern, men fordøjet i vidt forskellige tempi hos Beirut, Devendra Banhart og Prefuse 73. Resultaterne er vidt forskellige, men aldrig usammenhængende. Det er kreativ adfærd i en globaliseret verden. Uanset hvor altmodisch eller postmoderne det endelige resultat lyder.

"

Devendra Banhart: Smokey Rolls Down Thunder Canyon (XL Recordings/Playground)

Beirut: The Flying Club Cup (4AD/Playground)

Prefuse 73: Preparations (WARP/VME)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her