Læsetid: 2 min.

Bortført af dødspatruljen

Børn forsvinder, og næser bortopereres uden mening i Nathan Englanders kafkaske roman 'Ministeriet for Specielle Anliggender'
1. november 2007

Alting synes at forsvinde i Buenos Aires i 1976, kulissen for amerikanske Nathan Englanders (f.1970) første og meget, meget fine roman, Ministeriet for Specielle Anliggender - navne kradses bort på gravsten, fortiden forsøges ignoreret, næser bortopereres, og børn kidnappes.

Det sidste sker for det jødiske ægtepar Kaddish og Lilian Poznan, da fire mænd fra militærjuntaens dødspatrulje dukker op og tager sønnen Pato med, mens faderen ser hjælpeløst til.

Det samme må moderen gøre, da hun begynder at banke på bureaukratiets døre i en stadig mere frustrerende kamp for at få at vide, hvad der er sket med Pato.

"Han er ikke forsvundet," siger Lilian, da hun på et tidspunkt henvender sig til en højtstående advokat, der i øvrigt har købt et kidnappet barn til sig selv og sin kone på det kontor, hvor Lilian arbejder - "Han blev forsvundet. Regeringen gjorde det ved ham".

Optrinet finder sted sådan cirka halvvejs inde i romanen, hvis handling inden da har været drevet af de komiske optrin, som Kaddish havner i. Denne smådumme drømmer af en hijo de puta (søn af en luder, red.) ernærer sig selv og familien ved at kravle ind på en lukket kirkegård, hvor ludere, alfonser og forbrydere ligger begravet, og - på opfordring fra jøder, der ikke længere vil kendes ved deres aner - slette navne fra gravstenene.

Da en plastikkirurg ikke har råd til at betale sin regning for en sådan gerning, lader Kaddish sig overtale til i stedet at få opereret sin og konens jødiske næser.

Det kan Pato kun ryste på hovedet af, i det hele taget har far og søn ikke meget til overs for hinanden, hvilket kommer til udtryk kort inden, at Pato bliver forsvundet, da de to under et skænderi forbander hinanden ihjel.

Hvem der til slut dør eller overlever skal naturligvis ikke røbes her, men efterhånden som Lilian går forgæves hos blandt andet Ministeriet for Specielle Anliggender - og faderen i mellemtiden erfarer, at de børn, der kidnappes, bedøves og dumpes fra en flyver ude over Atlanterhavet - fortonede latteren sig i hvert fald hos denne læser -

Absurd grusomhed

Englander, der bragede igennem på sit hjemlands litterære scene med novellesamlingen Til lindring af utålelige drifter (1999), blander atter en gang virkelighedens gru, jødiske motiver og surrealistiske indslag i et højlitterært drama, der låner fra både Bernard Malamud og Franz Kafka, men gradvist finder sin egen inciterende og skræmmende rytme godt hjulpet på vej af Annelise Schønnemanns sikre oversættelse.

Og atter en gang sætter Englander det for jøderne - ja, for enhver minoritet, velsagtens - så vigtige spørgsmål om identitet på spidsen ved at afvikle sin historie i et land og en tid, hvor ingen kan føle sig sikre, hvor skæbner udviskes dagligt af en regering, der ikke står til ansvar for nogen; ja, hvor tilværelsen udfolder sig i sin allermest absurde grusomhed.

Af samme grund føles det helt på sin plads, at Ministeriet for Specielle Anliggender bortset fra et par referencer til Boca Juniors, regerings-palæet og et alternativt rock-band er klinisk renset forargentinsk lokalkolorit og 70'er-retro-stemning; vi kunne næsten befinde os hvor som helst, når som helst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu