Læsetid: 4 min.

Demokraterne efterlyser en stor visionær ide

Præsidentvalg vindes primært på nye, bæredygtige idéer. Men hvor er de, spørger en amerikansk journalist i en bog om de sidste års interne slag i det Demokratiske Parti om en ny linje
13. oktober 2007

Efter syv år på Herrens mark og en af historiens mest upopulære republikanske præsidenter som modstander skulle man tro, at Amerikas Demokratiske Parti var forenet i sine bestræbelser på at genvinde Det Hvide Hus i 2008 - og at partiets kandidater til politisk embede havde nogle store visionære idéer, som kunne tænde vælgerbefolkningen og lægge grunden for et bæredygtigt politisk alternativ til de sidste 25 års konservative dominans.

Læsningen af journalisten Matt Bais (The New York Times Magazine) bog The Argument om de seneste års interne ideologiske kamp i partiet bekræfter på deprimerende vis, hvor slet det står til. De mange forskellige kræfter i partiet - de folkevalgte, rige donorer, lokale partiaktivister, fagforeninger, netrødder med deres blogge, etcetera - synes ikke i stand til at finde fælles fodslag. Sandheden er, at alle er ude på at mele sin egen kage. Ingen bekymrer sig voldsomt om partiets behov for at slå pjalterne sammen og formulere et effektfuldt budskab.

Meningsmålinger

Ikke fordi det Republikanske Parti gør det bedre. Uden George W. Bush som leder stritter præsidentkandidaterne i alle retninger, og ingen af dem synes at være klar over, hvilket budskab der vil gå bedst ind hos de republikanske partivælgere i primærvalgene næste år.

Endnu er ingen republikansk kandidat løbet med sejren i de landsdækkende meningsmålinger, fordi der simpelthen ikke findes en kandidat, som kan samle partiets mange vælgergrupper.

Men det kan komme. Den republikanske partimaskine er historisk set langt mere disciplineret og effektivt kørende end demokraternes.

Jamen, vil læserne indvende, er Hillary Clinton ikke selvskreven vinder af Demokraternes dyst og slår hun ikke tilmed Rudy Giuliani? Det står der jo i meningsmålingerne, og det siger alle aviser og elektroniske medier - også i Danmark.

Ikke så hurtigt! Lad os bare minde om, at på dette tidspunkt i 2004 lå Howard Dean i en sikker føreposition, mens John Kerry var nede og skrabe bunden i meningsmålingerne - selv i Iowa og New Hampshire. Medierne kaldte ham kedelig og chanceløs.

Meningsmålinger er elendige barometre til at bedømme Demokraternes chance for at vinde Det Hvide Hus og udvide dets flertal i Kongressen i november 2008. Her giver det mere mening at dissekere de sidste tre-fire års interne partipolitik.

Oprør mod eliten

Matt Bai begynder meget klogt sin fortælling med præsidentvalget i 2004. Det var nemlig det år, græsrødderne i det Demokratiske Parti gjorde oprør mod en partielite, som efter deres mening havde solgt ud til Bush og Republikanerne. Efter 11-9 havde de praktisk talt givet carte blanche til præsidenten i hans krig mod terrorismen. Kun få Demokratiske lovgivere protesterede, da Irak blev invaderet. De sagde ja og amen til Bushs undergravning af frihedsrettighederne og krigskonventionerne.

Som aktivisterne så det, var Demokratiske politikere blevet nogle rigtige bangebukse. Ind på banen trådte en ukendt guvernør fra Vermont ved navn Howard Dean, der turde tale med store bogstaver til lovgiverne i Washington. Dean blev en sensation. Omkring ham opstod en græsrodsbevægelse, som brugte internettet til at kommunikere og organisere.

Trods 'røddernes' organisatoriske indsats i Iowa kollapsede Deans kampagne få dage før partivalget i januar 2004. Vælgerne valgte ham fra. Herefter afskrev de amerikanske medier de såkaldte "Deannicks" - altså de progressive nytilkomne i det Demokratiske parti.

Men denne græsrodsbevægelse er kommet for at blive, påviser Matt Bai i sin bog. Et væld af nye politiske websider er sidenhen sprunget ud på internettet, hvoraf den mest indflydelsesrige utvivlsomt er blevet DailyKos. I august organiserede DailyKos sit andet årsmøde, hvor alle Demokratiske præsidentkandidater deltog i en debat transmitteret på webbet. Ingen sendte afbud. Det ville have været ensbetydende med politisk selvmord.

Foragt for Clinton

Fælles for bloggerne er en foragt for Bill Clintons midtsøgende linje som præsident. De vil have den rene vare. Ligesom de kristne evangelister forlanger det af Republikanerne. Intet kompromis med fjenden.

Også andre end bloggere og græsrødder i det Demokratiske parti nærer berøringsangst over for Clinton-dynastiet. Donorer som George Soros og en kreds af Hollywood-stjerner stoler ikke på, at en præsident Hillary Clinton vil føre en progressiv politik, som kan skabe en skarpere profil af det Demokratiske parti. De har derfor skudt henimod 100 mio. dollar i et ret ukendt projekt ved navn Democracy Alliance, som har delt penge ud til selvejende institutioner knyttet til det Demokratiske parti.

Formålet har været at skabe en kreds af Demokratiske tænketanke på linje med dem, som konservative Republikanske rigmænd finansierede på højrefløjen i 1970'erne og 1980'erne. Center for American Progress, leder af John Podesta, er det hidtil vægtigste resultat.

Bai tør ikke sige den skinbarlige sandhed på bogens sidste sider. I stedet citerer han tidligere New York-guvernør Mario Cuomo fra et årsmøde afholdt i Miami af Democracy Alliance, hvor mange af partiets multimillionærer var tilstede.

"Det er som regel en enkelt slagkraftig ide, der flytter vælgerne og vinder præsidentvalg," sagde Cuomo. "I 2004 tabte vi, fordi den anden side gjorde krigen mod terror til et overordnet tema. Såvidt jeg kan se, står vi i dag i samme situation som for fire år siden."

Matt Bai: The Argument - Billionaires, Bloggers, and the Battle to remake Democractic Politics. The Penguin Press, New York 2007, 316 sider, 25.95 dollar. ISBN 97815942013-32

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu