Læsetid: 3 min.

Detektiv i vinens verden

Niels Lillelunds fjerde krimi i serien om Erik Andersen udspiller sig i den københavnske vinverden
Niels Lillelunds fjerde krimi i serien om Erik Andersen udspiller sig i den københavnske vinverden
25. oktober 2007

Der er noget sociologisk over detektivromanen. Detektivens opgave er jo at gå på undersøgelse i et lille lukket miljø. At forstå hvordan folk tænker, hvilke regler de spiller efter.

Derfor er det afgørende, om det lykkes for forfatteren at sammensætte en kreds af mennesker, der er interessant nok til, at læseren synes, det er spændende at følge i detektivens fodspor rundt i miljøet. Og det er bestemt lykkedes for Niels Lillelund i Bibendum, den fjerde roman i serien om den lettere fordrukne privatdetektiv og antikvarboghandler Erik Andersen.

Handlingen udspiller sig i den forholdsvis lille og lukkede københavnske vinverden. I en boblende blanding af fanatisk frankofile fein-schmeckere, sleske anmeldere og griske forhandlere. Og det er altså et ret interessant figurgalleri, Lillelund, der selv er vinskribent på Jyllands-Posten, her har sat sammen. For disse excentrikere tænker simpelt hen på en anden måde end vi andre. For dem er vin ikke noget, der skal skylle en god middag ned, men det helt centrale omdrejningspunkt i livet, vigtigere end venskab og bedre end sex.

Erik Andersen begiver sig ind i denne eksotisk vinøse verden, da han bliver kontaktet af vinforhandleren Paul Chambard, der har modtaget et trusselsbrev og vil finde frem til afsenderen. Chambard er en dygtig handelsmand, som forstår at udnytte markedsmekanismerne, og der kan vist ikke være no-gen tvivl om, at Lillelund har modelleret ham efter den virkelige verdens Christian Philipson, som han da også deler initialer og adskillige andre træk med, såsom en besynderlig forkærlighed for skriggule annoncer i dagbladene.

Selv kan Andersen bedst lide elefantøl, men nu skal han forsøge at navigere rundt blandt legendariske årgange fra Bourgogne og begreber som terroir og en primeur. Det er ikke nogen let opgave, og sagen bliver yderlige kompliceret, da truslerne mod Chambard, der på grund af sine usentimentale forretningsmetoder har mange potentielle fjender i miljøet, pludselig antager konkret form.

En jordbunden fyr

Det er dog ikke spændingskurven, der er krimiens force. For den er såmænd relativt flad. Og heller ikke plottet. For det er præget af en række besynderlige sammenfald, der lidt for tydeligt gør opmærksom på dets egen konstruerethed.

Men udover den interessante og overbevisende miljøskildring er den største kvalitet helt klart hovedpersonen Erik Andersen, der er en uprætentiøs og jordbunden fyr - med masser af terroir fristes man til at sige - som udgør en fin kontrast til de prætentiøse connaisseur-typer, men som samtidig er en belæst herre, der ikke kan lade være med at tænke verden litterært. Eksempelvis da han på Hovedbanegården fletter lidt af Henrik Nordbrandts Håndens skælven i november ind i sin fortælling: "Hallen emmede af sjappet november, vintermennesker i mangel på sollys på tærsklen til den måned, som kan få digtere til at emigrere og hånden til at skælve af angst, mens man venter på forsinkede busser, skridende ad pletvis glatte veje."

Og nu vi er ved Erik Andersens verbale formåen, er det i det hele taget herligt, som hovedpersonen strør om sig med den type små prosaiske sammenligninger, der er så kendetegnende for detektivromanen. Som når han beretter, at folk stirrer på ham "som noget rengøringskonen havde glemt at fjerne", eller som var han "en kasseret klase druer".

Der er dog ingen grund til at se ned på Andersen. In vino veritas, som man siger, og selvfølgelig lykkes det i sidste ende for den durkdrevne detektiv at finde frem til den sandhed, der ligger gemt i vinens verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu