Læsetid: 4 min.

Digtet som brille, digtet som tekst

Der er en sjælden musikalitet i Palle Sigsgaards digte. Det er ikke rock, ikke jazz, ikke klassisk, men en knitrende og glædelig serialitet
Der er en sjælden musikalitet i Palle Sigsgaards digte. Det er ikke rock, ikke jazz, ikke klassisk, men en knitrende og glædelig serialitet
11. oktober 2007

I sin stilsikre, usædvanligt gode debut Glitrende støv danser digter Palle Sigsgaard især med sætningsled og ledsætninger. Og det især i bogens første del, hvor vers og strofer fungerer som en art mobile, eller måske snarere som musetrapper af ord. Sætningsskemaer gentager sig og varieres, tillægsord forskyder sig og nye elementer bydes op til runddans - og kombinatorik. Grundformen lyder "det at (XYZ) betyder ikke nødvendigvis (ZYX)", men den kan så udvides på kryds og tværs, med efterfølgende sammenligninger eller eksempler. Den ender som en 10 sider lang liste over ting, en kvinde er i tvivl om.

"Hun er i tvivl om hvorvidt hun er jaloux på en ven// Hun er i tvivl om hvorvidt hendes søster er jaloux på hende eller nogensinde har været det," med videre. Sådan starter hele trappen:

"Det at jeg er hemmelighedsfuld og alene i bjergene/ betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler// Det at jeg er alene i bjergene/ betyder ikke nødvendigvis at jeg er smugler./ Ligesom mørklagte hvide værelser ikke/ nødvendigvis betyder at der er ugler derinde." I de næste digte viser det sig så, at tomme værelser også kan være indre tomrum, kan skjule en "sær neutralitet", og at der ud af det både kan springe kærlighed og den enigmatiske sentens Ich bin du, angiveligt hentet fra den tyske romantiker Novalis - og Jesus.

Det lette anslag

Det kræver en særlig musikalitet, en lethed i anslaget, at lykkes med denne serielt muterende form for digtning. Den har Sigsgaard. I Glitrende støv danser glædes man ikke bare over den enkelte sætnings vellyd, men også over bevægeligheden hen over siderne. Og man glæder sig over digte, som kan holde fast i 'jeg' og 'du' og den slags uden at forfalde til sarkastiske grimasser - eller ende i et patetisk hængedynd. Her har Sigsgaard taget ved lære fra den første generation af amerikanske New York-digtere, skikkelser som Frank O'Hara, John Ashbery og Kenneth Koch. Det er et valgslægtskab, han åbent vedkender sig undervejs i Glitrende støv danser. Men når hans digte fungerer så godt, så skyldes det også, tror jeg, at hans lyriske stemmeføring på én gang er levende og upersonlig. Der er ingen vilje eller smerte i den, faktisk forsvinder jeg'et i det store hele efter første side. I stedet udreder og udvikler han pseudologiske ikke-konsekvenser. Næsten alting beskrives udefra og i en art potentialis, som noget, der kunne være, men ikke nødvendigvis er. Så føles tvivl ikke som et eksistentielt banesår - det er den, måske, for en eventuel, tvivlende kvinde; for digtene er den et mulighedsrum. Når man ikke kan sige, hvordan tingene er, så kan man opregne alle de ting, alle de situationer og sindstilstande, der kunne være. Det ligger der en glæde ved, som kan være melankolsk, men også kan være fyldt med humør. Tvivlen gælder i øvrigt også digtningen selv. Også den kan flimre i konturerne.

"Man kan tage digtet på som en brille og se: virkelighed// Man kan tage digtet på som en brille og se: virkelighed./ Men det betyder ikke nødvendigvis at det ikke er bedre/ at tage virkeligheden på som en brille og læse digtet.// Man kan tage digtet på som en brille: glitrende støv danser./ Man kan tage virkeligheden på som en brille: glitrende støv danser."

Dig selv i en Opel

Bogens anden og noget kortere del samler en række digte, som ifølge deres titler handler om ting, der er forsvundet: "Forsvunden klarsyn", "Forsvunden mark", "Forsvundet navn". Både i deres formuleringer og i deres generelle anslag peger de tilbage mod førstedelen. Kvaliteten er blandet. Enkelte føles som stiløvelser eller som udførligt konstruerede vits-digte; alt afhænger af en pointe, som jo kun kan falde én gang, og derfor ikke falder ved anden gennemlæsning. Andre - i det store hele de, der fastholder første dels fokus på det mulige, på ting, der kan være, men ikke nødvendigvis er - er rigtigt overordentligt gode. Endelig samler bogens sidste digt, "Forsvundet hjem", en række af samlingens genkommende formuleringer og giver dem en ny indpakning og et nyt tonefald, lange og ordrige verslinjer og en indtrængende henvendelse til et du: "- Tænk ikke på en entré/ medmindre det er fordi du fra entréen er på vej ud i regnen/ kun iført strømpesokker og agter at blive derude for good./ Men dvæl ikke ved strømpesokker. Tænk ikke på et snefnug/ der har hægtet sig fast på en sweater og tænk ikke på glitrende støv/ der danser i en solstribe over en nøgen ankel./ Tænk slet ikke eller tænk/ som et minimum på noget andet./ Tænk på dig selv/ i en Opel -"

"Forsvundet hjem" er simpelthen et af de bedste digte, der er udkommet i år. Det er passende: med sin sikkerhed, sin musikalitet, sin vilje til at være en egen form for digtning er hele Glitrende støv danser nemlig et godt bud på efterårets lyriske debut.

Palle Sigsgaard: Glitrende støv danser. 56 sider. 150 kr. Gyldendal. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er så fint, at digt bringes som i dagens avis. Det har jeg altid savnet i avisen, det musiske, digte, billedkunst...

Men hvor er digtet, når man går ind på nettet - eller hvordan finder jeg det? Det er heller ikke under Litteratur.

Finder heller ikke anmelderen, Tue Andersen Nexø, i Oversigt: Journalister på Information.

Med venlig hilsen -