Læsetid: 4 min.

Far, jeg har skrevet to taler

Intet er for meget, intet er for lidt i Vibeke Bjelkes fascinerende 'Festen' på Gasværket
15. oktober 2007

Festen er måske den teaterforestilling, du ikke orker at se. Men Thomas Vinterbergs forfærdelige voldtægts/incesthistorie retfærdiggør sig selv endnu en gang. Så du må nok alligevel afsted til Gasværket...

Her brænder Festen sig i hvert fald ind i sanserne på tilskueren. Også selv om fortællingen på mange måder virker omvendt i forhold til filmen. Her var Ulrich Thomsens incest-offer ekstremt kontrolleret og næsten udtryksløst i sin uhyggelige smerte. På Gasværket er Nils P. Munk (fra Mungo Park) i rollen som den hjemvendte søn, Christian, netop det modsatte: Vred, blussende, bange, kollapsende...

Hen over Nils P. Munks ansigt sitrer barndommens utilgivelige overgreb, mens hans krop forsøger at tørre faderens kiksede kærtegnsklicheer af sig. Han bliver næsten gennemsigtig, som om følelserne bliver selvlysende og tvinger sig ud af hans forstenede krop. Dermed bliver han også vitterlig en tvilling til sin søster. Altså hende, der ikke kunne holde minderne ud længere og begik selvmord, her i Edith Lauglo Endsjøs engleagtige og lige så selvskinnende væsen.

For Vibeke Bjelke har iscenesat incesthistorien, så konsekvenserne for offerbarnet er i fokus. Hendes personer står skræmmende klare. Se bare birollerne rundt om de værst medtagne hovedpersoner: Rita Angelas farmor, der synger skovsange i choksorg over sin egen søn. Holger Perforts farfar, der gemmer sig i seniliteten med en ekstra vittighed. Sophus Kirkeby Windeløvs kok, hvis krop ulmer dirrende med medviderens hævnhad.

Ole Thestrups voldelige onkel, der gramser lige så klodset, som han slår. Og Anna Filippa Grones lille barnebarn, der ellers gerne ville sidde på skødet af farfar.

Det er uhyggeligt præcist og absolut nødtørftigt. Intet er for meget, intet er for lidt i denne instruktion.

Brusekabinerne flyver

Men det er også anden gang, at Vibeke Bjelke og scenografen Steffen Aarfing sammen iscenesætter Festen; første gang var i Bergen for fem år siden. Og Marie ì Dali har her skabt kjoler til kvinderne, der præcist og perfidt afspejler deres tilknytning til faderens dekadence. Rød er blodskammens farve...

Til gasværket har Steffen Aarfing forvandlet den landlige herregårdsidyl til et high-tech hotelmiljø i en hvilken som helst større by i Danmark.

Det hele begynder effektfuldt ude i forhallen - og fortsætter så inde på scenen. Foran et sladrende perlesnorsforhæng. På en hvid trappe. Og inde i to brusekabiner på den vildeste rekvisithimmelfærd, jeg nogensinde har set på et teater. Mere behøves ikke.

Drejescenen klarer resten. Flottest da faderen efter alle sine fortrængninger indser sin skyld - og vandrer alene rundt, mens drejeskiven drejer modsat. En slagen mand, der ryger i skyldkværnen uden at tage for med hænderne.

Dolleris går igen

Bo hr. Hansens teatertekst har fremrykket den famøse tale, der afslører incest-hemmeligheden. Derved kan netop de psykiske mén af voldtægterne blive så meget desto tydeligere. For her er fokus på renselsen og friheden til at få sig selv et liv. Alligevel er filmens 'tilgivende skarpsyn', som Morten Piil kaldte det, bevaret.

Figurerne belastes naturligvis af sammenligningen med filmen. Men derfor bliver det desto mere virkningsfuldt, når Thomas Bo Larsen og Helle Dolleris igen skændes over de glemte sko i rollerne som den kiksede søn med forsvars-vreden og hans råbende kvinde. Bo Larsens Michael er her måske endnu mere et offer for sin egen dårlige begavelse, mens Dolleris giver Mette mere myndighed, fordi hun faktisk har styr på sit eget her i mandens rådne familie.

Den afgørende spænding har naturligvis gået på, hvem der kunne løfte rollen som Henning Moritzens uforglemmelige sadistfar; eller Jesper Langbergs på Mammutteatret i 2002. Her sejrer Ulf Pilgaard. Den durkdrevne hotelejer sidder ham langt ind i ansigtets hudfolder. Skuldrene er selvsikre. Han ved præcis, hvad han gør. Han er strategen, der pludselig farer vild i en anden mands spil - og som alligevel fortsætter sine egne spilleregler. Helt indtil Lane Linds gysende gode hustru med facadeblikket siger fra. Helt indtil han er afvist af alle i sit liv. Helt indtil hans sidste vandring op ad trappetrinene, tung og let på samme tid; for endelig er det indrømmet...

Mads Wille chokerer

Men mange imponerer. Stine Stengade spiller Paprika Steen, nå nej, datteren Helene, og hun vokser i denne sære rollehybrid af en letvægterdatter og en oprører. Som hendes kæreste har Kuku Agami en sej ro og en fysisk truen i sin overkrop. Og som Christians gamle kæreste, Pia, ramte Mille Hoffmeyer Lehfeldt flot denne piges troskyldige drøm om at få lov til at elske den mand, som bare er for ødelagt til at kunne elske tilbage.

Blandt de mest radikale nytolkninger er Mads Willes hyperkorrekte tjener. Han formår at spille så formfuldendt arrogant og dog så indforstået gespenstagtigt, at han næsten antyder en fortid som medoffer. Det er aldeles frysende.

Nej, i filmen var der ikke nogen baggrundsmusik. Det måtte man ikke for dogmet. Det er der heldigvis her, hvor Trentemøller har skabt en stemningsafspejlende musik, der både er middelklassesatirisk og dundrende truende. Musikken og Anders Stadelunds lyddesign matcher dermed flot Brian Njies lys, der ikke mindst afspejler Nils P. Munks desperate stemningsskift.

Teaterdirektør Jon Stephensens idé med at spille familiedrama for det brede publikum er altså lykkedes: Et forrygende forlorent familiedrama.

Festen. Teaterversionen fra 2001, baseret på filmen fra 1998 af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, dramatiseret af Bo hr. Hansen. Iscenesættelse: Vibeke Bjelke. Scenografi: Steffen Aarfing & Marie í Dali. Musik: Anders Trentemøller. Lys: Brian Njie. Lyd: Anders Stadelund. Gasværket til 14. dec. www.gasvaerket.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu