Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Farvel til våbnene

Som 13-årig sniffede Ishmael Beah kokain og skar halsen over på folk i Sierra Leone. I dag er han 26 og har skrevet sine litterære og hårrejsende memoirer om tiden som børnesoldat
Kultur
3. oktober 2007
Ishmael Beah fortæller i bogen om sine voldsomme oplevelser som børnesoldat i Sierra Leones regeringshær.

Ishmael Beah fortæller i bogen om sine voldsomme oplevelser som børnesoldat i Sierra Leones regeringshær.

Frank Franklin II

Ishmael Beahs Den lange vandring - en drengesoldats erindringer er en af den slags bøger, man gerne ville have været foruden. Ikke fordi den er dårligt skrevet eller på nogen måde irrelevant, tværtimod, vi har på alle måder at gøre med en litterær kleppert, der som titlen antyder oven i købet finder sit brændstof i et af vor tids allermest betændte emner.

Problemet er, at historien både skærer i og griber en i hjertet i en sådan grad, at i hvert fald denne læser ind-imellem havde mest lyst til at kyle bogen ad helvede til.

Hvorfor skal vi - som det sker allerede efter otte sider - høre om en ung kvinde, "som bar sit spædbarn på ryggen. Blodet løb ned af hendes klæder og dryppede ned på jorden efter hende, hvor det efterlod et blodspor. Hendes barn var blevet dræbt af et skud, mens hun løb for sit liv - Hun standsede der, hvor vi stod, og satte sig ned og løftede barnet af sin ryg. Det var en pige. Hendes øjne var stadig åbne, og om hendes læber lå skyggen af et uskyldigt smil. Man kunne netop skimte kuglerne i barnets krop, og hun var ved at svulme op. Moderne klyngede sig til sit barn og vuggede hende".

Svaret er ligetil: Fordi sådan er virkeligheden. Måske ikke for hr. og fru Danmark, men i hvert fald for den i dag 26-årige Beah, der i slutningen af 1990'erne flygtede fraSierra Leone til New York, hvor han startede på universitet og langsomt fandt modet og stemmen til disse erindringer, der beretter om hans tre år som børnesoldat i hjemlandets regeringshær.

Kokain og automatvåben

For Ishmaels vedkommende starter grusomhederne, da han er 12 år gammel. Sammen med fem venner, der egentlig var på vej til en naboby for at danse hiphop, ender han på flugt fra oprørshæren gennem det krigshærgede Sierra Leone.

Næsten overalt, hvor de kommer frem, bliver de mødt af mistro og frygt fra landsbyboere, der enten tror, de er voldelige soldater - eller også at drengene har disse i hælene.

Begge dele langt hen ad vejen i øvrigt ganske korrekt, da sulten og afmagten langsomt gnaver sig ind i kroppen på Ishmael og hans venner, der på et tidspunkt banker en femårig dreng og stjæler hans to majskolber.

Endnu værre bliver det, da flokken endelig bliver indfanget af regeringshæren, hvor de får det lette valg at forsvinde tilbage ud i intetheden eller gøre tjeneste med alt, hvad dertil hører af mad, logi og en form for samvær og identitet.

De følgende år er plyndringer og drab, narkomisbrug og våbenrensning hverdag for Ishmael; "vi gik i timevis," skriver han på et tidspunkt, "og stoppede kun for at spise sardiner og sprængt oksekød med gari, sniffe kokain og brown brown og tage nogle hvide tabletter. Kombinationen af stofferne gav os en masse energi og gjorde os frygtløse. Tanken om døden faldt mig overhovedet ikke ind, og myrderierne var blevet lige så naturligt som at drikke vand".

Af samme grund har Ishmael ikke andet end hån tilovers for de UNICEF-folk, der efter to år tager hans AK-47 og G3-automatriffel fra ham og bringer ham og andre af de yngste soldater i både oprørs- og regeringshæren med til et resocialiserings-center i Freetown. Hvad ved de om livet som soldat? Og hvorfor smiler den FN-mand, der interviewer Ishmael om tiden på slagmarken?

Yderlige lider Ishmael af migræne og plages af mareridt, ligesom billederne af første gang, han skar halsen over på en mand, bliver ved med at forstyrre hans forsøg på at mindes barndommens trygge rammer.

Shakespeare og hiphop

Det står med andre ord klart for både socialarbejderne og læserne, at der venter en grundig gang terapi forude, hvor de allerværste begivenheder fra livet som soldat skal bearbejdes - og af samme grund fortælles i flashback, når Ishmael er klar til dette.

Således bruges formen til at underbygge indholdet i Den lange vandring, der yderligere afvikles i en sprogtone, der uanstrengt veksler mellem det tørt observerende, der stemningsmættede og det lyriske ("Kort før daggry sejlede månen gennem skyerne og viste sit ansigt gennem de åbne vinduer, inden den blev drevet på flugt af det første hanegal," som det hedder i Agnete Dorph Stjernfelts fine oversættelse).

For så vidt er Den lange vandring ikke blot endt som et detaljeret og vigtigt vidnesbyrd om en af de væsentligste og mest brutale krige i vor tid, men også som et helstøbt litterært værk båret af en selvsikker og sprudlende stemme, der låner fra både afrikansk folklore, Shake-speares tragedier og amerikansk hiphop uden på noget tidspunkt at miste sit eget originale tråd.

Med tanke på rædslerne, han har oplevet og overlevet, tør man knapt efterlyse flere bøger fra Ishmael Beahs hånd. Det gør vi nu alligevel.

Ishmael Beah: Den lange vandring - en drengesoldats erindringer. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 240 sider. 249 kr. Gyldendal. ISBN 9-788702-060591

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her