Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fløgstad og fiktionens triumf

Et fabriksanlæg og et værtshus som fortællingens motor
Kultur
18. oktober 2007
Kjartan Fløgstads Grand Manila er et stykke magisk dokumentarisme med et klart kritisk, satirisk sigte, ømt og brutalt båret af en række myldrende fortællinger

Regnkysten med drivende skyer som hvide elefanter - eller med andre ord: vestlandet og den norske industriby Sauda, er hovedlokaliteten for Kjartan Fløgstads seneste roman, Grand Manila, nu på dansk. Der ligger det store, multinationale smelteværk, etableret 1915 af den amerikanske koncern Union Carbide Corporation. Som bysbarn har Fløgstad et varmt førstehånds kendskab dette industriarbejdermiljø og dets historie, her udnyttet virtuost som en kunstens kritiske sandhed om kapitalismen. Kunst og sprog er understreget som motiv og tema. Bogen indeholder brudstykker af den lyriske modernismes historie med Edith Södergran som særlig eksponent, et lysende jegekstatisk fænomen midt i en revolutionstid. Og jævnlig bryder romanen ud i sang og musik, anonyme poesier og kendte digtcitater. Den er et stykke magisk dokumentarisme med et klart kritisk, satirisk sigte, ømt og brutalt båret af en række myldrende fortællinger.

Man kan måle romanen med forfatterens faghistoriske værk Arbeidets lys, en fotoillustreret skildring af 'tungindustrien i Sauda gjennom 75 år' (1990). Morsom at have ved hånden under læsningen, hvis man er cool nok til dobbeltspillet. Heldigvis er den nye bog i niveau med hans berømte gennembrudsromaner Dalen Portland og Fyr og flammefra omkring 1980.

Den nye, eksotiske titel, Grand Manila, er bare navnet på et noget dystert værtshus i Sauda, et mødested, et diskret brændpunkt for et større antal skæbner gennem to generationer, fædre og mødre, sønner og døtre, som læseren skal holde rede på med blyant og papir eller god hukommelse. Deres skæbner filtres ind i hinanden og spredes ud over verden i en generel social opstigen fra dem ene generation til den anden. Et modernitetens udviklingsperspektiv, som det med omfattende realia er lykkedes Fløgstad at indbyggei denne frie kollektivroman. Oversætteren har været på arbejde, med stort held.

Drømmene

Vi møder inklusive den diskrete jegfortæller flokken af arbejdsdrenge: Jan Thu, der bare ville være nabo, Kæmpe-Kjekken, der ville være popsanger og tjene penge i den store verden, Freddy Lima 2. styrmand på 'Laurafjord', Helge Hidle magister i statskundskab - og jeg: kranfører på et af lossetårnene. Det blev han så i videre forstand. Sanger og diva med bandet Hulabakken bliver den engleskønne søster Janne Angelina. Såre forskelligt får de realiseret deres drømme, Freddy går til bunds på knejperne, Helge ender som hyperkritisk embedsmand, jeget som historiker og den elegante Kæmpe-Kjekken gør amerikansk karriere i selve UCC.

Sagtmodigere, solidere er vel den ældre generation i stædig stræben som nu Helges mor Madli Hidle (ja, sådan hedder hun), der livet igennem lærer en engelsk-norsk ordbog udenad ord for ord i den tro, at det er læreprocessen, indtil en indisk svigersøn giver hende et lift. Stærkest indtryk gør den tavse Jeremias Dørmænen, finsk same, egentlig Jorma Törmänen, der tager orlov og med stort rejsebesvær opsøger et bortgemt mindesmærke for de dræbte og henrettede rødgardister i den finske borgerkrig, som er et af vækstpunkterne i romanen. Det er hans egen fortid, hvor han blev reddet af en vis Sally, snart revolutionær verdensdame, der dukker op i mange sammenhænge og ender i spjældet i USA. I Finland stødte han ellers dengang uhyggeligt på den forfinede æstetiker Erik Grotenfelt, den eneste der straks kunne se Edith Södergrans storhed, men fra smagsdommer udviklede sig til sadistisk bøddeldommer på de hvides side.

Romanen slutter fortællekredsen med historiker Kjartans besøg ved det godt skjulte mindesmærke nær den hvide koncentrationslejr Västankvarn, hvor 12.000 fanger døde af sult i 1918. Den røde skulptur er udført af samme kunstner, som også skabte rytterstatuen af Mannerheim, den hvide feltmarskal.

Kunstnerisk moral?

Kunstens tvetydighed? Romanen har en højere munterhed i al bidskhed, er gennemtrukket af en kritisk nostalgi, som afsætter krummelyrede spørgsmålstegn ved store emner på fortællingens frie, bugnende marked under hvide og sorte, sejlende skyer. Fra sømandsknejpen Grand Manila i Sauda er der vide perspektiver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her