Læsetid: 2 min.

I følelsernes vold

Jazzsangeren Curtis Stigers er på overfladen svaret på svigermors drøm som romantisk sangfortolker, men i Jazzhouse demonstrerede han også, at han både kan og vil mere
Jazzsangeren Curtis Stigers er på overfladen svaret på svigermors drøm som romantisk sangfortolker, men i Jazzhouse demonstrerede han også, at han både kan og vil mere
24. oktober 2007

Det er nu om dage yderst sjældent, at et spillested sætter fire aftener af til samme kunstner. Men den 42-årige amerikanske sanger Curtis Stigers har fået hul igennem her i Danmark. Han er klar med sin femte jazzplade og nyder tiltagende bevågenhed på verdensplan.

Det er anden gang, at Copenhagen Jazzhouse satser flere dage på Stigers, der også denne gang har været omkring Jylland og Fyn. På foranledning af den skandinaviske succes besøger han i starten af november flere tyske byer, bl.a. Ingolstadt, hvor en vis dr. Frankenstein udfordrede skæbnen med sit monster.

Monstrøs kan man så ikke kalde Curtis Stigers. Snarere er han ved første øjekast svaret på svigermors drøm. En flot fyr, smukt klædt, elegant, høflig. Under koncerten endvidere sjov og uhyre veloplagt grænsende til det kåde.

Stigers fik i starten af 1990'erne et veritabelt gennembrud som ung soul-rock-sanger, men man må sige, at jazzen ligger umådelig godt til ham. Sådan som han fraserede en slow-udgave af den udødelige Hammerstein og Kern-klassiker "All The Things You Are" fik hver frase i sangens smukke linjer vægt og liv.

Facetteret stemme

Det får den også i kraft af Stigers stemmekvalitet. På plade er hans stemme efter min smag rigelig nasal, nydeligt velfriseret og uden indre farlighed - Stigers går jo også med sine mange rare, romantiske sangfortolkninger efter et købestærkt kvindeligt publikum.

Men han har et bredt register at synge med, og han kan forme og give sin stemme mange facetter. Det fik han også demonstreret ved koncerten primært efter et mestendels kedeligt første sæt med alt for mange af hans egne middelmådige sange, der ikke står mål med de fortolkninger af store sangskriveres værker, som Stigers ellers har gjort det til en specialitet at dyrke, hvad enten de er hentet fra jazzens standardrepertoire eller rockmusikken. På Stigers aktuelle pladeudgivelse, Real Emotional, gælder det f. eks. Bob Dylans "I'll Be Your Baby Tonight", Emmylou Harris' "I Don't Wanna Talk About It Now" og især Tom Waits' "San Diego Serenade" og Paul Simons "American Tune".

Indre brand

Sidstnævnte står som pladens smukkeste bidrag, og den markerede også et vendepunkt ved slutningen af koncerten, hvor Stigers lagde kådheden fra sig til fordel for en ærlig alvor i sin introduktion til den eminente Simon-sang om bristede illusioner i det amerikanske samfund på baggrund af Vietnamkrig og Watergate - naturligvis med en analogi til den aktuelle situation i USA i dag.

Pludselig havde Stigers stemme også en indre brand, der fik os til at lytte intenst. Det påvirkede også den efterfølgende soulprægede sang, hvor der sprang indædte gnister og kradse lyde fra Stigers røst. Lad så være, at Stigers er en uspændende og klichepræget tenorsaxofonist, og at han kunne fortjene et bedre turnéband, end tilfældet var med den bravt arbejdende Matthew Fries (klaver) og de firkantet swingende Phil Palombi (bas) og Keith Hall (trommer). Men stemmen Stigers bliver spændende at følge. Som sanger har han enormt potentiale.

Curtis Stigers, Copenhagen Jazzhouse, mandag

Curtis Stigers: Real Emotional, Concord Records

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg var til Curtis Stigers koncert i JazzHouse og havde sammen med min kæreste en fantastisk oplevelse af en mand med utrolig stemme, en fantastisk udstråling, en både humoristisk, alvorlig og romantisk sanger. Hans saxofonspil er efter anmeldelserne at dømme ikke i verdensklasse, og hans band får heller ikke meget credit af de musik-kloge. Jeg kan som almindelig dødelig koncertgænger bare konstatere, at han piskede en fed stemning op og leverede en blændende koncert med en suveræn blanding af ballader, kassisk jazz, bebop og funky uptempo numre.

Jeg var også til Curtis koncert i Jazzhouse - den 2. aften . Det var en fantastik show. "Real emotional" som CD er efter min smag måske lidt for over arrangeret, så Curtis alene med hans sædvanlig band -Tri-Fi uden de mere kendte Godings, Scrapper og Wilson var helt OK for mig. Tri-Fi er iøvrigt talentfulde og erfarende jazzmusikere, og sammen med dem virker Curtis mere levende end ellers. Jeg er helt enig med Steen Wibe Larsen, at stemning var helt i top både hos publikum og spillerne i Jazzhouse. Meget fonøjelig jazz oplevelse for almindelig jazzfans.

Jeg var også til Curtis koncert i Jazzhouse - den 2. aften . Det var en fantastik show. "Real emotional" som CD er efter min smag måske lidt for over arrangeret, så Curtis alene med hans sædvanlig band -Tri-Fi uden de mere kendte Godings, Scrapper og Wilson var helt OK for mig. Tri-Fi er iøvrigt talentfulde og erfarende jazzmusikere, og sammen med dem virker Curtis mere levende end ellers. Jeg er helt enig med Steen Wibe Larsen, at stemning var helt i top både hos publikum og spillerne i Jazzhouse. Meget fonøjelig jazz oplevelse for almindelig jazzfans.