Læsetid: 4 min.

Fortættede sindstilstande

Robert Plant og Alison Krauss' overraskende samarbejde udmønter sig i et stemningsmættet mesterværk, hvor Neil Young fremstår vedkommende på et album bestående af delvist ældre, hidtil uudgivet materiale i sprudlende nye indspilninger
De stilfulde sorthvide coverfotos på Robert Plants og Alison Krauss- -Raising Sand- antyder et varmt forhold parterne i mellem, idet de gløder af noget, der kunne ligne en (platonisk) forelskelse. Men musikken - indspillet efter alle modernitetens regler og produceret til ug af T-Bone Barnett - ulmer af samme fatale forladthed og ejer samme dragende kvalitet som tidlig amerikansk folkemusik, og der hviler over albummet en fortættet sindstilstand af enorme afstande, åbne vidder og en distance mennesker imellem, der gør, at det kan kaldes en form for ørkenrock - om end i overført forstand.

De stilfulde sorthvide coverfotos på Robert Plants og Alison Krauss- -Raising Sand- antyder et varmt forhold parterne i mellem, idet de gløder af noget, der kunne ligne en (platonisk) forelskelse. Men musikken - indspillet efter alle modernitetens regler og produceret til ug af T-Bone Barnett - ulmer af samme fatale forladthed og ejer samme dragende kvalitet som tidlig amerikansk folkemusik, og der hviler over albummet en fortættet sindstilstand af enorme afstande, åbne vidder og en distance mennesker imellem, der gør, at det kan kaldes en form for ørkenrock - om end i overført forstand.

27. oktober 2007

Hvis ikke De er bekendt med det semi-legendariske bokssæt Anthology of American Folk Music - samlet af Harry Smith, udgivet på et sæt lp'er i 1952 og genudgivet som must-have cd-bokssæt i 1997 - så vid, at det er en guldgrube af amerikansk folkemusik og blues fra 20'erne og 30'ere.

Samlet konstituerer sangene en afvekslende, righoldig og kunstløs antologi af musik, som allerede da det i sin tid blev udgivet, kaldtes 'old time music'. Jeg kender ikke meget andet musik, der på samme måde fastslår, at fortiden i dén grad er et fremmed land. Nødtørftige, men hårdtslående indspilninger med kunstnere, hvoraf de fleste næppe prætenderede professionalisme, er det noget af det mest atmosfæremættede, man kan udsætte sine øregange for, ofte med drabelige tekster om voldelige dødsfald, passion ude af kontrol og - i ordets egentligste forstand - fatal kærlighed.

Kom til at tænke på dette bokssæt under aflytningen af den tidligere Led Zeppelin-sanger Robert Plants samarbejde med bluegrass-dronningen Alison Krauss som det udmøntes på deres stemningsmættede mesterværk, Raising Sand. De stilfulde sorthvide coverfotos antyder et varmt forhold parterne i mellem, idet de gløder af noget, der kunne ligne en (platonisk) forelskelse. Men musikken - indspillet efter alle modernitetens regler og produceret til ug af T-Bone Barnett - ulmer af samme fatale forladthed og ejer samme dragende kvalitet som tidlig amerikansk folkemusik, og der hviler over albummet en fortættet sindstilstand af enorme afstande, åbne vidder og en distance mennesker imellem, der gør, at det kan kaldes en form for ørkenrock - om end i overført forstand.

Over 13 velvalgte sange af såvel mini-berømtheder - Tom Waits/Kathleen Brennan, Townes Van Zandt og Gene Clark - som mere obskure sangskrivere, akkompagneret med maksimum indlevelse og et minimum af toner af folk som Marc Ribot, Norman Blake, Dennis Crouch m.fl., har parret skabt et af de stærkeste forløb længe hørt; om de skiftes til at synge for eller deres stemmer snor sig om hinanden i dynamiske forløb, fungerer det både gribende og overbevisende.

Jeg ved med sikkerhed, at dette er indledningen til et trekantsforhold, der vil vare livet ud.

Modig satsning

Neil Youngs nyeste, inspirerede udgivelse hedder Chrome Dreams II - det er dog værd, at bemærke at der ikke findes et Chrome Dreams I (selvom der eksisterer en del bootlegs under det navn); i stedet er det titlen på et uudgivet album fra de (ikke kun) for Young så turbulente 1970'ere. Ikke at hans liv har været en dans på roser - to af hans børn er født spastiske, hans far netop død efter en opslidende periode med præsenilitet, flere nære venner har også taget billetten og selv har han måttet kæmpe med polio, epilepsi og var for nylig selv ved at dø grundet en hjerneblødning - men produktiviteten har aldrig fejlet noget. I lange perioder med kvantitet frem for kvalitet som resultat; Young matcher til fulde en Bob Dylan, hvad angår kunstneriske op- og nedture i fuld offentlighed, men er man først blevet bidt af Young-flåten, tager man det i stiv arm, vel vidende at der med mellemrum er fuld kunstnerisk valuta ved kasse 1. Og således også hvad angår nærværende udgivelse, der både fortsætter de gode takter fra mindealbummet over faderen, 2005's gribende og overvejende akustiske Prairie Wind, og tilføjer andre takter fra Youngs arsenal af virkemidler.

Som på mange af hans bedste plader fremviser denne skive nemlig Young fra såvel hans melodisk-akustiske side såvel som hans kompromisløst elektriske og resultatet er blevet et af de mest kunstnerisk tilfredsstillende længe hørt fra den kant - selvom der da har sneget sig et par 'turkeys' ind i form af den debile "Dirty Old Man" og den lovligt prædikende "Spirit Road".

Umiddelbart påkalder to maratonlange kompositioner sig størst opmærksomhed, idet de viser Young fra hans allermest ambitiøse, gnistrende elektriske og storslået anlagte side: Det over 18 minutter lange blæsersektionsdrevne "Ordinary People" - som efter sigende er et over 20 år gammelt nummer - handler om den evige dialektik mellem de få, der har alt, alt for meget og de mange, der har alt, alt for lidt - altså endemålet for den siddende regerings politik.

Og så det mindst lige så elektrificerende kvarterlange "No Hidden Path", drevet frem af Youngs primalt udtryksfulde elguitar, mens han for gud ved hvilken gang påpeger, hvad vi kan lære rigtig meget af naturen og at han stadig mener, vi kan nå langt med noget så banalt som kærlighed.

Smuk er også vignetten "Beautiful Bluebird" og det afsluttende "The Way" ejer uimodsigeligt majestæt (hvis man ikke hører til dem, der får knopper af børnekor). En stor og modig satsning fra en af rockens 'grand old men', der altid har sat en ære i at gøre lige hvad fanden, der passer ham. Denne gang dog med oplagt publikumstække.

Robert Plant/Alison Krauss: Raising Sand (Rounder/Decca/Universal)

Neil Young: Chrome Dreams II (Reprise/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu