Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En fransk socialist i fuldkomment hysterisk sammenbrud

Med sit bidrag til en analyse af det socialistiske nederlag ved det franske præsidentvalg slår den tidligere præsidentkandidat Lionel Jospin ufrivilligt mindst en ting hamrende fast: At socialisternes selverkendelse er lysår borte
Kultur
6. oktober 2007

Resumeet på forsiden af dagbladet Libération kunne ikke være klarere. En uge før udgivelsen sidst i september havde de uden større besvær fået fingrene i Lionel Jospins essay l'Impasse - Blindgyden - og opsummerede det således: "Jospin plaffer Royal ned".

"Bang, bang," som Nancy Sinatra synger det mærkelig lakonisk i Tarantinos Kill Bill - "my baby shut me down".

Selvmordet eller det interne blodbad hos de franske socialister synes vitterlig ingen ende at ville tage. Den anden halvdel flygter over til 'fjenden' Sarkozy, som end ikke behøver lægge fælder ud og med tilfredshed kan betragte et socialistparti, der nu fuldkommen synes at forbløde.

Skal vi lige huske os selv på, hvem Lionel Jospin er?

Han er den nu 70-årige socialistiske ekspræsidentkandidat, der den 21. april 2002 end ikke gik videre til anden runde af det franske præsidentvalg og efterlod franskmændene i et valg mellem højreekstremisten Le Pen og den afgående og nærmest totalt afblegede Jacques Chirac, der derefter vandt valget med bananrepublikanske 82 procent. Og det på trods af at Jospin i de forudgående fem år havde stået i spidsen af en cohabitions-regering, der kunne udvise glimrende resultater. Over de første 30 sider af sin nye bog forklarer Jospin så endnu engang, at dette nederlag, som han ellers dengang udtalte, at han "fuldkommen tog på sig" og derpå øjeblikkelig trådte ud af fransk politik, i al fald ikke var hans skyld.

De andres skyld

Det var alle andres skyld. Det var vælgernes skyld, de andre venstreorienterede partier og deres manglende opbaknings skyld, eller de socialistiske dissidenters skyld. Det var, fordi man havde undervurderet le Pen.

Men Lionel Jospin kunne ikke have gjort noget som helst anderledes. I en grad, så han efter egen bedste formening sagtens kunne have stillet op som præsidentkandidat endnu engang, "som François Mitterrand, der jo først blev valgt tredje gang. Men jeg vurderede, at socialistpartiet burde finde en yngre kandidat", skriver Jospin. Det fandt de så, socialisterne, nemlig Ségolène Royal, og så led de endnu en gang nederlag, om end i anden omgang.

Men den store forskel mellem Jospin og Royal, kan man så læse på de følgende 50 sider af Blindgyden, er, at mens det i tilfældet Jospin slet ikke var hans skyld, var det fuldkommen Royals skyld. Ikke mindst hendes personlighed, "der hverken har de menneskelige kvaliteter eller de politiske kapaciteter, der skal til", skriver Jospin.

Den måbende læser - og det har da også været tilfældet for de fleste anmeldere - har meget svært ved ikke at tænke, om ikke også den vege, stolte og ukarismatiske Jospins personlighed stod i vejen for at nå landets højeste taburet.

Men nej. Jospin var uden skyld, det var Royals skyld. Og det er "ikke, fordi hun er kvinde", som Jospin skriver det.

Men det var, fordi hun spillede på, at hun var kvinde, fordi hun unddrog sig partiets indflydelse og gik enegang, fordi hun kom med forslag, der var populistiske, og misforstod og modarbejdede det repræsentative demokrati i opbygningen af sin præsidentpagt i direkte kontakt med folket.

Alt sammen kritikpunkter, der allerede er gennemtærskede i det væld af anti-Ségolène Royal-bøger, der er udkommet, både før og efter valget, og som burde gøre dette angreb overflødigt. Men fejlene er i en sådan grad Royals, at Jospin på det kraftigste må advare mod den blindgyde, hun udgør. Det må undgås, at Royal bliver leder af partiet og eventuelt kandidat til næste valg. Derfor føler Jospin sig kaldet til at træde frem og sige sin uforbeholdne mening "som en fri mand".

Og Jospin kunne da også stadig være en mand, man hørte efter, trods nederlaget i 2002 har han en hædersplads i socialisternes historie, ikke mindst som premierminister.

Men så gjorde de det så igen. Bang, bang. Skød sig selv i foden eller skød hinanden, hvilket efterhånden kommer ud på et.

En blindgyde

For hvordan var det nu, at socialisterne nåede frem til den situation, hvor kun Ségolène Royal, om hun nu har evnerne eller ej, er kvinde eller ej, er partitro eller ej, for et år siden så ud til være den eneste kandidat, der havde vælgernes gunst? Og derfor, af socialistpartiet, blev valgt som kandidat?

Det er den analyse, Lionel Jospin aldeles ikke foretager. Ikke mindst fordi det ville have tvunget ham ud i selverkendelse. At, nej, det var måske ikke det rigtige valg, han traf, da han med såret stolthed trådte tilbage efter det historiske nederlag i 2002. Og det var måske heller ikke særlig smart derefter at spille grå eminence eller spøgelse i en socialistisk partimaskine, der derved fik et magtvakuum og hverken kunne finde hoved eller hale på sig selv. Hvis det franske socialistparti nu står i en blindgyde, synes det blot at være endnu en blindgyde at kalde den for Ségolène Royal.

Bang, bang.

Lionel Jospin: L'Impasse, Flammarion, 142 s., 11,40 euro ISBN 2081210010

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her