Læsetid: 4 min.

Frit fald

Det er ikke mindst skuespillerne Lars Brygmann og Rikke Louise Anderssons troværdige, intense præstationer, som gør Jannik Johansens 'Hvid nat' til en god film
Klasse. Lars Brygmann og Rikke Louise Anderssons spil er blændende og skaber interesse for historien og personerne.

Klasse. Lars Brygmann og Rikke Louise Anderssons spil er blændende og skaber interesse for historien og personerne.

Thomas Marrot

26. oktober 2007

I Lars Brygmanns kantede skikkelse er Ulrich Nymann, hovedpersonen i Jannik Johansens nye film, dramaet Hvid nat, en tragisk studie i fortrængning og selvdestruktion. Hans ansigt, især øjnene, udstråler livslede og selvforagt, og da han en dag siger farvel til sin smukke kone - og det gode liv med prestigefyldt arbejde, masser af penge og lækker lejlighed - er det med ordene: "Jeg kan ikke lide dig."

Sammen med sine kolleger og sin chef (Ole Lemmeke) har Ulrich Nymann længe levet fedt af at snyde andre, men det moralske tomrum - en af vor tids svøber, måske - han har befundet sig i, afløses af et selvvalgt frit fald, hvor man indimellem tvivler på, om der overhovedet er nogen til at gribe ham, når han lander.

Stærke følelser

Det hele begynder, da Ulrich en aften på værtshus med sine kolleger skubber til en provokerende fulderik, Allan, som falder, slår hovedet og dør. Takket være en 'hvid' løgn og sin fars dygtige advokater - faren har et advokatfirma - slipper Ulrich for straf, men han hjemsøges af tanken om at have taget et andet menneskes liv, og trin for trin bryder han Hærværks-agtigt med sit hidtidige professionelle og private liv - hvor han i øvrigt heller ikke møder den store forståelse.

Han opsøger den døde mands enke, Karina (Rikke Louise Andersson), i et forsøg på at hjælpe hende og hendes to børn med at få et ordentligt liv. Han slæber rundt på en enorm skyldfølelse og vil have tilgivelse. Men for hvad?

Han får assistance af sin bekymrede bror, advokaten Bertel (Nicolas Bro), og man forstår, at faren, også en succesfuld advokat (Morten Grunwald), for længe siden har slået hånden af sin ældste søn.

Hvorfor Ulrich og faren ikke kan sammen, får man ikke at vide før til sidst i Hvid nat, og det er også i denne gåde, at filmen henter noget af sin dramatiske fremdrift.

Man vil simpelthen gerne vide, hvad der er sket, og hvorfor Ulrich så længe har levet så koldt og kærlighedsløst et liv. Stærke følelser, som Ulrich har haft held med at holde fra livet i mange år, kommer tilbage med fornyet styrke, og det er umuligt for ham at fortrænge dem længere, da han 'kommer til' at slå Allan ihjel.

Ubesværet troværdigt

Det er blændende spillet af Lars Brygmann og tillige fascinerende at se, hvordan han langsomt tør op og bliver mere bevidst om, hvad det er for et liv, han lever, i mødet med den jordbundne Karina. Hun viser sig siden at være det eneste menneske, der har forstået, at Ulrich er et dybt ulykkeligt menneske og har været det i mange år.

Det er synd, at Rikke Louise Andersson ikke får flere filmroller. Det er meget få danske skuespillerinder, der kan spille ubesværet troværdigt og ærligt som hun. Det viste hun i Nattevagten og især i Lotte Svendsens novellefilm Royal Blues. Og det understreger hun igen i Hvid nat, og sammen med Brygmann er hun en af de bedste grunde til, at man skal se filmen.

Et turbulent indre

Hun tager rollen som den både naive og livserfarne Karina på sig, så man tror på, at hun er en ung kvinde, der trods sine sunde instinkter har levet i et dårligt ægteskab og er på vej ind i et andet. Og Morten Grunwald har for en gangs skyld fået en god rolle - efter alt for mange fjollede - som det lykkes ham at fylde fint ud og gøre én nysgerrig på. Scenerne mellem ham og Brygmann er fulde af ladede øjeblikke - hvornår kommer eksplosionen?

Instruktør Johansen og hans medmanuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen vælger ikke de nemme udveje og drejer indimellem en umiddelbart traditionel historie i uventede retninger. Hvid nat ligger fint i forlængelse af deres to første spillefilm sammen, krimidramakomedien Rembrandt og den psykologiske thriller Mørke, hvor det også er en mands forsøg på at komme overens med en smertelig fortid og finde tilgivelse, der er i centrum af historien.

Men i iveren efter at tilspidse historien om vores moralske mangelsamfund, synes jeg nok, at filmen får tegnet et noget firkantet billede af både Ulrichs overklassemiljø med kanaludsigt - de er alle nogle kolde og ubehagelige typer - og Karinas omgivelser i Københavns NV, hvor mænd er sølle, alkoholiserede eksistenser, der slår deres koner.

Denne forenkling er nok yderst bevidst, fordi resten af filmen psykologisk er så kompleks, men den støder mig. Under alle omstændigheder ændrer det ikke ved, at Hvid nat kan prale af to meget stærke skuespilpræstationer, karakterer, man interesserer sig for, sikker instruktion, gennemarbejdet produktions design, en billedside i mol og musik af Nikolaj Nørlund og Jens Unmack, der om noget digter med på historien om de to hovedpersoner og afspejler deres forskellige verdener og turbulente indre.

Hvid nat. Instruktion: Jannik Johansen. Manuskript: Jannik Johansen og Anders Thomas Jensen. Dansk (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu