"Det er en del af totalitarismens væsen, at den fordrejer alle begreber og perverterer alle målestokke. Den vinder ikke sine tilhængere ved at forjætte dem en gratis straffri tilfredsstillelse af deres drifter, men ved konsekvent at bringe forvirring ind i alle moralske kategorier og efterfølgende forkynde sin egen, ny moral. Da den har løsrevet sig fra alle overordnede værdisystemer, er den ikke andet end en ren funktionel sædelighed, der orienterer sig efter det, der giver magt. Ved at påberåbe sig historien, racen, folkefællesskabet eller tilsvarende elastiske begreber, vækker systemet det latente beredskab, der frem for alt findes hos de desorienterede, til at underordne sig en 'højere lov' og identificere sig med en 'jernhård nødvendighed'."
Således beskriver den tyske historiker Joachim C. Fest, der døde i fjor, selve kernen i den nazistiske systemtænkning, som i øvrigt var alt andet end systematisk, nærmere kaotisk i sin afgrundsdybe stupiditet og menneskeforagt. Dog, magtorienteringen var der ikke noget i vejen med, målet var den, midlerne underordnet, alt indpasset under disse indfattet i førerens hånd.
Fests beskrivelse kan parentetisk bemærket gælde alle totalitære indretninger. Erobring af begreber og sprog og forvirring i de moralske kategorier kendes også i mindre håndfaste, men ikke desto mindre totalitære tankegange. Tænk på Dansk Folkepartis reklamekampagne med ord som tolerance og frisind, begreber, partiets ideologer har brugt år på at nedgøre som kulturradikalismens påståede tyranni, men som nu bemægtiges og tømmes for indhold.
Gennemsnitsgeneraler
Den energi, kraft og vilje, der for iagttageren må forekomme iøjnefaldende ved Hitlers altødelæggende bevægelse, udsprang af visse konjunkturer, som i uheldigt fald kan forekomme i de menneskelige samfund. Ikke de samme fra gang til gang, men i forskellige kombinationer i svagere eller stærkere grad.
Nazismen og det totalitære er med andre ord ikke den rene skinbarlige anormalitet, men under visse omstændigheder mulig. Nazismens særligt ondartede karakter, diktaturets særlige grumhed skyldes ifølge Joachim Fest imidlertid mindre sådanne strukturer end specifikke menneskelige omstændigheder, der til forskel fra de delvis marxistisk inspirerede historiestrukturalister var konservativ i sit historiesyn.
Det er disse menneskelige omstændigheder, Fest, der selv oplevede nazismen på nærmeste hold -født i 1926 i den berlinske forstad Karlshorst - satte sig for i sin livsgerning som historiker og skribent at afdække. Værk efter værk fra hans hånd vidner om kompetence og omfattende viden. Et folkeligt gennembrud for Fest skete med filmatiseringen af hans fremstilling af Hitlers endeligt: Der Untergang.
I hovedværket fra 1963, Das Gesicht des Dritten Reiches, den foreliggende bog, med en senere genudgivelse i 1980, satte Fest sig for at skildre nazismen ved analyser af en række nøglepersoner: Foruden Hitler selv bl.a. Göring, Ribbentrop, Goebbels, Himmler, Bormann, Heydrich og Röhm. Dertil kom de navnløse, funktionærerne, redskaberne, bødlerne, kort sagt de, der gjorde diktaturet muligt og tilvejebragte en form for legitimitet og normalitet midt i det lysende vanvid.
Fest beskrev således gennemsnitsgeneralerne, der lydigt fulgte Hitlers dilettantiske ordrer, og universitetsprofessorerne, der stiltiende eller aktivt rettede ind efter den vankundighed og det korrupte barbari, der var endnu en side af diktatorens forkrampede og forkrøblede verdensbillede. Uden disse funktionærer havde det tyske samfund, der i historiske vurderinger anses for en enestående højkultur før nazisternes magtovertagelse, ikke kunnet omformes så effektivt og hurtigt, som det faktisk skete. Spørgsmålet, om de samme kræfter havde kunnet forhindre katastrofen, er mere tvivlsomt.
Personcentreret forklaringsmodel
Den kølige attitude hos Fest, rundet som han var af en antinazistisk åndsaristokratisk familie, kommer til udtryk i hans personcentrerede forklaringsmodel. Den er, trods visse metodiske forbehold for individets så entydige valgmuligheder, værd at stifte bekendtskab med.
Forbeholdene til side er Fests bog et mesterværk i den moderne historiske litteratur, og forlaget skal have ros for at lancere denne vægtige bog på dansk i en meget fin og respektfuld oversættelse af Lars Christiansen. Udstyret med et instruktivt forord, der sætter værket ind i sin sammenhæng og præsenterer Fest for den danske læser - tyskerne behøver ikke en sådan introduktion, så berømt Fest er i sit hjemland - er dette studie i den forfærdeligste forfærdelighed nødvendig læsning til forståelse af det uforståelige. Til den hjælp har forfatteren forsynet sine overvejelser med et fyldigt og højst oplysende noteapparat, som sådan et skal være. Ifølge sagens natur standser litteraturlisten ved værkets tilblivelse. Mængden af nytilkomne fremstillinger og specialundersøgelser siden 1980, for ikke at tale om 1963, er overvældende.
Helt uden om de større strukturer uden for personerne selv kommer Joachim Fest selvfølgelig ikke og har vel intet ønske herom. Selvsagt er Første Verdenskrig den rædsomme baggrund for disse 'iskolde' aktører, der med Hitler i spidsen som den radikaleste af de radikale, den iskoldeste af de iskolde - et hædersadjektiv i bevægelsen - stræber mod en genoptagelse af krigens konditioner. Ja higer mod krigen, fordi den er deres eneste livsbetingelse. Og krigen er mål i sig selv, som magten siden bliver det alene af den grund, at magten er forudsætningen for at starte en ny krig. Hitler, Röhm, Göring, Bormann, SA's øvrige ledere og utallige andre i bevægelsen har skabt sig deres første livserfaringsgrundlag i Untertan-samfundet før Første Verdenskrig, i småborgerskabets snævreste, mest indelukkede, kålstinkende atmosfære i Berlin og Wien, hvor jøden var en synlig, sårbar fremmed.
Den næste erfaring, en ny ingrediens i en faretruende blanding, bliver livet i skyttegravene - eller snarere døden dér. Det kunne være, hvad være var, men skyttegravene kombineret med småborgerskabets normer, kombineret med nederlaget, kombineret med den efterfølgende forrygende inflation, der smadrede småsparernes tilværelse og uddybede den nationale ydmygelse, ja, så var der lagt i ovnen, kan man roligt sige.
Dette sammensatte grundlag af ulykker, samt de revolutionære tilstande efter 1918, inviterer til demagogien, Hitlers egentlige og eneste talent, nogle vil sige geni. Resten af manden er skruppelløs underlødighed i enhver forstand. Hans saglige viden om noget som helst er så at sige lig nul. Hans åndelige konstitution er storpsykopatens, hans magtbegær uudtømmeligt, og han er doven og uduelig. Denne norm af intethed bliver tillige hans omgivelsers. Som vel at mærke giver de folk i ledelsen, der gider, enorm magt inden for de grænser, Hitler drager ved ustandseligt at sætte folk op mod hinanden.
I selve denne utålelige struktur ligger kimen til det sammenbrud i statsapparatets vitale funktioner, det nederlag, der i sidste ende og efter ufattelige lidelser og ødelæggelser redder Europa og verden fra barbariet. Udueligheden er så at sige indlejret i Det Tredje Riges marv. Forestillingen om de 1.000 års germanske overherredømme bygger på én stor livsløgn suppleret af de undergivnes deraf afledte virkelighedsfordrejelser. Joachim Fest portrætterer den ene efter den anden af koryfæerne, hvoraf flere endte i galgen efter Nürnberg. Disse håbløse, ofte direkte underbegavede og kompleksfyldte typer var samtidig forudsætning for forbrydelsens fuldbyrdelse. De var ansigtet af nazismen, der egentlig aldrig blev en folkelig bevægelse. Dertil var de ideologiske forestillinger, som Hitler i øvrigt selv foragtede, for sværmeriske, og - som krigen skred frem, og nederlaget tegnede sig mere tydeligt - tragikomiske.
Forbrydergalleri
Hvem der nu - foruden Hitler selv - var værst i dette galleri af politiske forbrydere, ja, rene gangstere, som Bertolt Brecht så dem med en parallel til Al Capone, kan man strides om. Hos Fest får man imidlertid et fremragende bedømmelsesgrundlag, eftersom forfatterens psykologiske indsigt er overbevisende. Men var von Ribbentrops foragtelige stupiditet toppen af nederdrægtighederne, eller var den Goebbelske åbenlyse glæde over bombardementerne af de tyske byer - så lettedes hans propagandaarbejde - det værste? Var Görings ubegribelige brutalitet værre end Bormanns? Og hvad med Himmler, der stod for mordet på de mange millioner? Var han mere forfærdende end den Heydrich, som overbødlen selv frygtede? Hvad var i virkeligheden det mest forfærdende? Ja, det var jo trods alt, at dette lod sig gøre, og at Weimar-republikkens feje konservative troede, at de kunne tæmme disse uniformerede vilddyr fra skyttegravene, som forstod at 'machiavellisere' hele folket.
Læs Joachim Fest og blive klogere. Især når Fest suppleres med opfølgende historikere siden.
Joachim C. Fest: Det tredje riges ansigt. Et totalitært herredømmes profiler. Oversat af Lars Christiansen. Forord: Torben Jørgensen. 543 s. People' s Press. ISBN 978-89-7055-196-0
I disse tider, hvor nationalismens spøgelse går hen over mange stater i Europa, er det af afgørende betydning, at vi beskæftiger os med, hvad nationalistiske ideologier har forårsaget tidligere.
Georg Metz påtager sig gang på gang denne opgave, og det kan man simpelthen ikke rose ham nok for.
Hørt!
Hørt! Hørt! Vi glæder os allerede til Georg Metz’ næste artikler i serien, hvor han vil beskrive socialismens umenneskelige brutalitet og folkedrab i Sovjetunionen, Kina, Vietnam og andre steder – og til hans opgør med deres betalte klakører og lejesvende i Danmark, sådan som f. eks. Enhedslistens Frank Aaen og Benito Scocozza!
Gi’ den gas, Georg!
Hvor er det trivielt med folk, der stadig lever i den kolde krig og forlanger, at hvis man kritiserer den ene part, skal man kritisere den anden lige så meget.
Da Kaj Munk blev myrdet, tvang tyskerne alle aviser til at skrive nøjagtigt lige så lange nekrologer over en nazistisk fiskehandler og stikker, der var blevet myrdet samme dag. (Med det - ønskede - resultat at de fleste skrev MEGET korte nekrologer).
Hvorfor mon jeg kommer til at tænke på det netop nu?
Ærligt talt, Martin, tror du virkelig for alvor, at Metz skulle nære nogen form for beundring for de nævnte? Og nu var det altså tilfældigvis en bog om nazismen, han anmeldte. Mener du virkelig, at enhver omtale af Hitler og nazismen bør indledes med et "- men Stalin var lige så slem"? Sådan lidt som når visse muslimer indleder alt, hvad de skriver med "men Allah er størst"?
Jeg ved ikke, hvad Per Vadmand mener med ”den anden side”? Nazisterne, Kommunisterne, Maoisterne og Viet Cong er den samme side: Totalitære folkemordere.
Så er der også det, at medens nazismen jo er død og borte, så lukser de andre totalitære styreformers proselytter jo stadig rundet i Information’s spalter, så det var måske mere relevant at tage fat på deres forbrydelser.
Information er trods alt et nyhedsmedie, ikke et historisk tidsskrift.
Hvordan var det for eksempel at være et handicappet barn i Hitlers ariske Tysk-land? Ikke et jødebarn eller sigøjnerbarn men et almindeligt lyshåret/blå øjne tysk barn? I påkommende tilfælde var det ikke sikkert at man ville nå, at blive voksen.
Tyske og østrigske psykiatere havde nemlig i årtier inden at Adolf Hitler og NSDAP med dets racehygiejniske ideologi kom til magten brugt et begreb om handicappede m.fl. som blev kaldt ”Dasein ohne leben”, dvs. eksistens uden liv. Tomme, vegeterende og omkostningskrævende menneskehylstre. Men det var ik-ke kun børn uden arme og ben, med ”vandhoveder”, spastikere, skizofrene m.fl. Det kunne også være børn der måske ”virkede lidt mærkelige”. Også børn af al-koholikere, arbejdssky, asociale mv. kunne komme med i kategorien ”Dasein oh-ne leben”, og derfor være i besiddelse af gener man ikke ønskede reproduceret i Det Tredje Rige. I fremtidens europæiske ledernation skulle befolkningen være sund, rask og med de rigtige ariske gener. Derfor var børnene vigtige og hvem der producerede de kommende generationer.
Hitler så det derfor som en af sine vigtigste opgaver, at ”rense ud” i den tyske fol-kekrop. For med det samme, at igangsætte den racehygiejniske og eugeniske ide-ologi blev der allerede i juli 1934 igangsat lovgivning der skulle forhindre handi-cappede, spastikere, skizofrene, maniodepressive, alkoholikere, døve, stumme, epileptikere m.fl. i, at kunne reproducere sig. De skulle gerne tvangssteriliseres alle sammen. For at få dette sat i sving oprettedes i regi af det tyske retsvæsen og domstole, et komplementært retsvæsen der skulle dømme ovenstående grupper og andre til, at blive tvangssteriliseret. Og med tysk effektivitet kom dette til at fungere så godt, at hen ved 500.000 tyskere og østrigere kom under kniven. Også unge mennesker ned til 15 år. Cirka 6.000 personer døde af indgrebene. Var kri-gen ikke gået skævt for Tyskland var det planen, at yderligere millioner af tyske-re/østrigere skulle tvangssteriliseres. Her er nogle konkrete eksempler på tyske børneskæbner:
Eksempel 1. Robert Wagemann. Heidelberg (sydlige Tyskland). Dreng på 4 år og født med en let halten på det ene ben. Bliver indkaldt til undersøgelse i en del af Heidelbergs Universitets hospital i Schlierheim. Under en del af undersøgelsen er moderen sendt udenfor undersøgelsesrummet og overhører nogle af de undersø-gende lægers overvejelser efter, at have undersøgt sønnen. De taler om at han skal have ”en sprøjte” hvilket vil sige at han skulle aflives ved en eutanasi ind-sprøjtning. I lægernes frokostpause greb hun fast i den halvnøgne søn og stak af ned til noget buskads ved Neckar floden hvor han fik sit tøj på. Hun gemte sig frem til 1945 med sønnen. Han overlevede.
Eksempel 2. Anna Lehnkering. Mülheim (Ruhr området). Ung kvinde, 24 år, bli-ver i marts 1940 sammen med 300 andre patienter overført fra det psykiatriske hospital Bedburg-Hau (”Rheinische Klinik Bedburg-Hau”) til eutanasi centralen Grafeneck (tidligere psykiatrisk hospital) i det sydvestlige Tyskland. Her aflives hun ved eutanasi i centrets gaskammer. Hun har været indlagt siden 1936 på det psykiatriske hospital Bedburg-Hau og har gennemgået både intelligenstest og en række undersøgelser. Hun er i 1935 blev tvangssteriliseret på ”Det Evangeli-ske Hospital” i den by hvor hun boede: Mühlheim. Inden denne proces mod hen-des død begynder, har de lokale sundhedsmyndigheder stillet forskellige spørgs-mål om familien til venner og naboer. De er blevet uspurgt om ”hvordan familien og datteren Anna Lehnkering virker. Af hendes sygehistorie fremgår det, at hun ingen fysiske handicaps har og er kropsligt normalt udviklet. Men ved udspørg-ning i forbindelse med diverse undersøgelser og test har hun svaret meget lang-somt. Hun virker lidt sløv og lider også af hjemve. Hendes sygejournalnummer 8688 stod også på den urne som familien modtog.
Eksempel 3. Brandenburg ( 100 km. fra Berlin). Uden om eutanasi programmet skete det også, at lægerne ved hospitalerne og Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin havde samlet diagnostiske oplysninger om et eller flere børn som de gerne ville ”undersøge nærmere”. Særligt morfologiske forandringer af hjernen var interes-sante. Den 28. oktober 1940 var der derfor samlet godt 60 børn/unge i alderen 3-18 år i Landesanstalt-Görden, de var patienter mv. fra forskellige nær vedlig-gende psykiatriske institutioner. De blev alle gasset. Herefter blev deres kroppe kørt direkte til ”Prosekturen ved Heil und pflegeanstalt Brandenburg-Görden”. Her deltog neuropatologen Julius Hallerworden i dissektion og udtagningen af deres hjerner. De blev herefter fordelt til ”forskellige interesserede” læger mv.
Men det stoppede ikke her. For de fremtidige generationer af tyske og østrigske børn skulle løbende screenes. Hertil have man i regi af det tyske indenrigsmini-sterium oprettet de særlige ”Kinderfachabteilungen” ved en række psykiatriske hospitaler rundt om i Tyskland. Lægerne her var psykiatere, neuropatologer mv. De børn der blev indlagt her var ofte visiteret fra deres sygekasselæge der mente, at ”de skulle have den bedste behandling”. Forældrene troede selvfølgelig på de-res læge og afleverede deres børn på hospitalets afdeling. Her gennemgik de un-dersøgelser der i dag formentlig ville få flertallet af voksne patienter til, at løbe skrigende bort. Det var et omfattende regime af psykiatriske undersøgelser samt ofte smertefulde fysiske undersøgelser. Børnene blev på det groveste misbrugt og udnyttet af den medicinske ”fagkundskab” med henblik på at undersøge om de skulle myrdes eller om de eventuelt kunne optrænes sådan, at de kunne udnyt-tes erhvervsmæssigt.
Det skal heller ikke glemmes, at et af de første eutanasidrab der fandt sted skete på anmodning af et forældrepar. De ønskede, at deres invalide barn ”skulle få fred” – hvilket de anmodede Hitler om skriftligt. Adolf Hitlers livlæge og igangsæt-ter af eutanasi drabsprojektet, kirurgen Dr. med og SS-Obergruppenführer Karl Brandt, besøgte denne familie og lovede, at deres anmodning skulle blive imøde-kommet. Det blev den.
De totalitære ideologier er menneskehedens svøbe. Og det uanset om det er fascisme, nazisme, kommunisme eller islamisme. Det er vigtigt, at alle demokrater uanset partifarve står sammen for at bekæmpe de totalitære ideologier.
Ja Martin og Georg bør så også beskrive de forbrydelser som U.S.A. har begået rundt om i verden for U.S.A's proselytter lusker åbenbart også rundt på disse sider. Det er simpelthen så træls at høre om De Røde etc. etc.
Specielt som man kan se at Danmark med Fogh Rasmussen i spidsen er ved blive forvandlet til en lille super kontrolstat a la Sovjet.
Hvis man gider se på venstrefolkets manglende evne til konstruktiv dialog og selvkritik, ja så får man måske en fornemmelse af hvad der gik galt i Tyskland.
Bortset fra det så er Georg Metzs artikel kedelig, jeg håber at Fest er mere nuanceret i sin beskrivelse af Det Tredie Rige.
Ja, det er altid en fornøjelse at læse G.M.s indslag, men som i indslaget om E. Jacobsen, der blev beskrevet som frisindet og tolerant, mens han i virkeligheden var en stokkonservativ halvfascistisk antikommunist med hovedansvaret for DRs kvalitetsnedgang, er J. Fest måske også "lidt" for positivt tegnet. I den såkaldte historiker strid tog han nemlig parti for den side, der mente, at det var relevante at sammenligne nazisternes forbrydelser med kommunisternes myrderier. En sammenlignig som resulterede i en strid med bl. a. J. Habermas, der fandt, at det var en relativering af nazisternes systematiske udryddelseskampagner og et forsøg på at "normalisere" den tyske historie og at åbne døren for en ny ubelastet nationalisme.
I Fests tilfælde var det vist opfattelsen, at han derved relativerede Hitlers forbrydelser ved at sige: Slap nu af, der var andre, der var lige så slemme.
Det blev han af blandt andre mange jøder bebrejdet, fordi de mente, at intet kan/må sammenlignes med holocaust.
Bare til orientering.
Naturligvis kan man ikke undskylde Holocaust og andre af nazismens forbrydelser med, at stalinismen har været lige så slem. Det ville være virkelig sygt, hvis man gjorde det. Men både nazismen og kommunismen/stalinismen er totalitære ideologier, og derfor kan man slet ikke undgå at sammenligne dem med hinanden. Iøvrigt var Hitler og Stalin en slags allierede fra 1939 til 1941.
Fest var en glimrende historiker, selv om hans eftermæle er blevet plettet, fordi han - som så mange andre - lod sig forføre af Albert Speer. Hvad har Habermas bidraget med? En masse vås. Selvfølgelig har han ret til at beskæftige med historien, selv om han er filosof, og ikke historiker, men hvad angår de totalitære ideologier, så er det altså ikke ham, men Hannah Arendt, der har leveret noget, som vi kan bruge. Om ikke andet, så til eftertanke.
En typsik, klassisk totalitær doktrin er at erklære noget for ANTI-(fx-)sovjetisk; i Sovjetunionen ANKLAGEDES dissidenter for at være antisovjetiske( - og dermed en slags fjender af staten) .
En lignende retorik har bredt sig i den populistiske bølge der skyller over Vesten.
Det værste man i dag kan være er antiamerikansk; dette så vi i forbindelse med Irak krigen. Staten ( fx som i dette tilfælde dens udenrigspolitik ) gøres lig/fremstilles som lig med folket. Borgere der går imod den af staten udstukne politik fordømmes som folk der hader landet.Dette så vi i Amerika.
Når Bent kalder Asmaa for udansk er det mildest talt en uheldig formulering.
Sprogligt set er en anti-amerikaner en, der bor på den anden side af Jorden, i Sydøstasien eller hvor, det nu er; en anti-semit er, analogt, det modsatte af en semit, en anti-kommunist er én, der er alt andet end kommunist - ikke én, der nærer sygelig, behandlingskrævende antipati mod kommunister, sådan som Hans Scherfig, fejlagtigt, docerede i sit essay/foredrag "Om antikommunismen".