Er du hetero? Så inviterer Camp X dig nu til en 100 dages queer-zone, hvor du kan mærke, hvordan det er at være bøsse eller lesbisk eller trans – eller noget andet, der ikke er far-mor-og-børn. Simpelthen fordi heteroer udstilles som dem, der er anderledes – og queer-folket som de ’almindelige’.
Personligt havde jeg virkelig glædet mig til at komme ind og få vendt rollerne på hovedet. Eller mellem benene. Men efter premieren på Queer i fredags føler jeg mig noget i tvivl om det med kampen mod kønsfordommene. På Camp X oplevede jeg i hvert fald bøsseklicheer og lesbisk satire nok til flere cabareter, og jeg kom tættere på silikonebryster og kønsskifteoperationer, end jeg nogen sinde har været på en blindtarmsoperation. Men om jeg kom dybere ind i forståelsen af kønnenes heftige kræfter? Det tror jeg ikke. Selv om jeg gerne ville.
Kenneth Kreutzmann har skabt en forrygende visuel forestilling med de smukkeste, særeste selvkønnede skabninger. Og Ida Marie Ellekildes scenografi rummer det hele: En ’bøsset’ forkærlighed for det overdrevent luksuriøse, en ’lesbisk’ hang til det nøgternt upyntede samt en ’hetero’-kedsommelig normalitet med sexfrie sofaer, der kun duer til at se fjernsyn i ...
Forvrænget
Jovist, et par eksistenser her brænder igennem i denne queer-zone på deres helt egne præmisser. Mark Linns rensdyrstrans med gevirhoved og zebraben er en af forestillingens sarteste og mest overbevisende kønsfabler, netop fordi han ikke bekræfter nogen kliché, men er sin helt egen eksistens. Mark Linn rammer ned i kernen af queer: i selve tvivlen om kønnet.
Men lige så meget køn, der er i forestillingen, lige så lidt sex er der egentlig. Til gengæld er der nogle hudløse portrætter af mennesker, der kæmper for at få fremopereret det køn, de har indeni: Ulla Henningsens mand, der gerne vil være en kvinde, og Benjamin Boe Rasmussens kvinde, der gerne vil være en mand. (Jo, den er god nok; det er omvendt.) Allerbedst måske scenen, hvor disse to generøse skuespillere spiller børn, der leger forvrænget far-mor-og-børn: Her kommer kønsdiskriminationens vanvid og brutalitet frem, så alt bliver gnistrende ladet med hyperhormoner. Henningsen i slasket langhårsparyk og med sataniske hvin, Rasmussen i machoskjorte og med offerklynk. Netop denne lille scene kunne blive et kanoniseret mesterstykke i dansk kønsteater: Vildt og utæmmet, men også ulykkeligt og uudlevet.
»Jeg havde lyst til at kneppe hvert eneste træ, jeg kom forbi,« fortæller Rasmussen om effekten af sine testosteronindsprøjtninger. Men ingen ville lege træ ... Alligevel var kønnet åbenbart vigtigere end sexlivet.
Ærgerligt
Hvordan man oplever alt dette? Man står på tæer og hænger, opgiver at se noget og vakler så videre. For Queer er anlagt som en vandreperformance, og det fungerer ikke. Personligt missede jeg mindst en tredjedel af scenerne, simpelthen fordi jeg intet kunne se bag de høje fyre foran mig; heteroer eller bøsser, men altså ikke glarmesterdrenge ... Denne forestilling diskriminerer altså tilskuere under 180 cm af alle køn! Desuden kommer forestillingens mange afbræk undervejs til at punktere den intensitet, som flere af scenerne skaber – og dermed sparker forestillingens dramaturgi netop på den inderlighed, som opstår, og som er afgørende for, at tilskueren åbner tankerne og kroppen for nye følelser. Det er ærgerligt. Og det er underligt, at så garvede teaterfolk med kurator Ditte Maria Bjerg i spidsen ikke på forhånd har droppet denne spredte forestillingsstruktur.
Egentlig er Queer blevet en slags fri bladren mellem forskellige glimt af en verden uden for »heteronormativiteten« (det kalder Andrea Vagn Jensen gud-hjælpe-mig parcelhuslivet undervejs, som om fremmedord gør sex sjovere, hmm...). Visse situationer er da også guld på queer-vægten, ikke mindst Ulla Henningsens ansættelsessamtale: Hun er klart den bedst kvalificerede, men kan kønskvoteringsfirmaet tackle en mand, der skal opereres om til kvinde i sommerferien?
Fortryllende
Her bliver det næsten sjovt. Ellers behøver man ikke at klistre diamanter på tænderne, for der er ikke meget at grine over i denne queer-verden. Jo, den skønne transdronning med de store bryster kan lokke smilene frem, for den selvironiske og modige Sandra Day har en fortryllende udstråling af fe og fetich. Men hendes-hans historie bliver næsten klemt her i den store, forkromede queer-kamp.
Der er simpelthen gået for meget manifest og for mange ord i denne forestilling. Både performerne og Kenneth Kreutzmann er bedst, når netop hylstret for kønnet, altså kroppen, får lov til at tage over. Når ordene reduceres til sangtekster eller helt forsvinder. Når køn bliver til krop.
Til gengæld kan man godt finde kleenex’erne frem, når Ulla Henningsen begynder at synge. Hendes livsrustne blidhed i stemmen folder sig ud, så ikke to omkvæd ligner hinanden. »I really don’t know love at all,« synger hun bevægende, så det gør ondt helt ind i knoglerne: Ulla Henningsens kunst når horisonten.
Ren skønhed får man dog også i et magisk sommerfugleøjeblik omme bag scenen. Her hænger Mark Linn højt oppe i en guldpuppe og synger sin smerte ud, mens danseren César Garcia krænger maven om på ryggen, mens han vrider sig på gulvet med knive på fingrene som en larve, der endnu ikke kender sin fremtid – eller sit køn. Her opløses tiden. Her afvises ordene. Her rammer Kenneth Kreutzmann præcist det, som queer handler om: At mærke og vælge sit køn.
Og lad så sociologerne skrive rapporter om resten.
