Læsetid: 5 min.

Der gror (næsten) aldrig mos på en rullesten

Det myldrer med nye (og gamle) rocknavne i den danske undergrund, hvoraf flere formår at få endog rigtig meget ud af genrens grundlæggende enkle byggeklodser
4. oktober 2007

Save me from this rock'n'roll, kaldte Lars H.U.G. en af sine plader. Og der er dage, hvor jeg forstår, hvad han mener, tro mig. På den anden side har jeg også haft den glæde at høre min gamle kumpan Fritz Fatal synge de udødelige linjer "Every time I hear a guitar play, I get so happy" gentagne gange, og det forstår jeg så også til fulde. Det formår dog ikke at overskygge det faktum, at man p.t. kan få stillet sin appetit på både rock og elguitarer i det uendelige, thi rock er in, rock er hot, rock er her og nu. Så det vælter med udgivelser, hvis hjerte banker for rocken, men resultaterne står ikke altid mål med ambitionerne (for så vidt sådanne forefindes), og den såkaldte meterrock er sjældent mange millimeter borte. For klart står det, at rockens forholdsvis enkle byggeklodser kræver både opfindsomhed og mandsmod for de vovehalse, der kaster sig i monsterets gab. Men så rykker det indimellem også som bare pokker.

For lige at starte med den skinbarlige middelmådighed debuterer bandet 1 2 3 4 med det monokromt klingende udspil In Your Faith, der trods talrige gennemspilninger aldrig antager personlig karakter. Kvintettens sanger Rune Hedemans sangstemme ligger så tæt op af Echo & The Bunnymens Ian McCulloch, at det er uhyggeligt, og bandet cykler i et væk rundt i det genbrug af stilgreb fra perioden omkring 1980, som p.t. gør det ud for originalitet. Og så lyder grupperne fra dengang sgu stadig mere kantede, udfarende, afsøgende og interessante end deres nuværende åndsfæller, hos hvem manglen på selvstændighed er foruroligende. At det er lykkedes et så ufærdigt orkester - ikke én af sangene hænger ved, selv efter flere afspilninger - at få en pladekontrakt kan undre, men pressemeddelelsen påstår, det leverer en "forrygende live-performance", så det er måske forklaringen. Det kommer bare ikke til udtryk i nærværende 'naturalistiske' produktion, der er pletrenset for dynamik, og det er ikke lykkedes hverken band eller producer at overføre de påståede gnister fra scenen til plademediet. 1 2 3 4 ligger solidt i danskrockens 2. division, og intet her tyder på en nært forestående oprykning.

Adgang kun for forrykte

Heller ikke enmandsforetagendet The Setting Son kan klandres for originalitet, men ikke desto mindre ligger dets selvbetitlede debut milevidt over 1 2 3 4, hvad angår nerve, slagkraft og især sangskrivningskvalitet, for her får lytteren en fornemmelse af, at noget er på spil for den involverede ungersvend med det borgerlige navn Sebastian T.W. Kristiansen. Han har hørt Stooges, Seeds, Sonics og alle de skæve one hit wonders, man finder på de legendariske Nuggets-opsamlinger, hans stemme minder i klang og tone om P-K fra finske 22-Pistepirkko, og producer Lorenzo Woodrose - fra Baby Woodrose - har tilmed sat så kraftige fingeraftryk på produktet, at det er et mirakel, det er blevet så helstøbt, som tilfældet er. Men der er så megen fremdrift og energi over foretagendet her, at man ikke lader sig distrahere af referencerne og i stedet lader sig transportere direkte til et magisk Rockland, som måske kun eksisterer i ens fantasi, men fuck det - det er virkeligt nok for mig. Jeg vil gøre mig en anstrengelse for at fange The Setting Son live, hvis han træder op på en scene, thi dette livsbekræftende og ferme udspil giver løfter om fest, farver og magisk teater, adgang kun for forrykte. Herligt, medrivende og lovende.

Et andet gør-det-selv-orienteret skrammelhoved er den sande original Simon Gylden, der debuterede i 2001 og siden har sendt en lind strøm af herligt hjemmegjorte albums på gaden, ikke helt ulig amerikanske Beck. Gylden er det stik modsatte af kedelig, og selvom hans albums stilistisk stritter i mange retninger, fornemmes en overordnet kunstnerisk vilje, som gør dem både lytteværdige og interessante. Og så har han masser af humor og lader sig aldrig tynge af hverken overdreven respekt for konventioner eller vanetænkning. Det sagt er The First Man on Venus - og vi snakker Venus her som i bjerg; coveret er simpelthen kosteligt - hans måske til dato mest traditionsbundne udgivelse, uden at det ligefrem spænder ben for en frodig skabertrang og vildtvoksende fantasi. Musikken swinger som en selvfølge, sangene er særdeles velturnerede, og gakkede klanglige indfald står i kø for at komme til, så man keder sig ikke et sekund i Gyldens uforlignelige selskab. The First Man on Venus er en vaskeægte humørspreder, der luner på en kølig efterårsdag.

Durk ind i eksistensen

Er man til lige-ud-ad-landevejen-rock'n'roll ikke ulig et punket AC/DC, går man ikke galt i byen med veteranerne President Fetch, der trods 20 år på bagen er ude med deres kun tredje album, Cruel Beats - Gently Slumbering. Enhver rockfan ved, hvor svært mange bands har ved at overføre energien og den rå klang på scenen til plademediet, men det må siges at være lykkedes her - tilmed med hørbar vokal. Det er slagkraftig rockmusik uden dikkedarer, og som sådan kan 13 numre i træk godt blive en anelse overmuch, hvis man ligesom har fået styr på testosteronen og ikke decideret afskyr musikalsk variation. Men ensemblet kan ikke frakendes en panservognslignende charme, racerbilsfræsende fremdrift eller ubestridelig kompetence, så man hænger da på fra først til sidst. Bagefter kan man så passende dyrke sin meditation til en af Brian Enos ambient-udgivelser - ja, det kan ligefrem være påkrævet.

Som rosinen osv., det bedste til sidst: Marvel Hill, mine damer og herrer. Et moderne rockband, der ligefrem lyder moderne. Hallo! Fire herrer med 10 år på bagen som band debuterer endelig medHeartless Is More (en bizar titel, jeg ikke skal gøre mig klog på), produceret til ug af Vetos Troels Abrahamsen. Og de to bands er da også musikalsk beslægtede, men det forekommer mig, at der er mere kant over Marvel Hill, og at især sammenspillet er tættere; her er stadig hørbare ekkoer fra 80'ernes post-punk, men når de er bedst, inkorporerer Marvel Hill elegant påvirkningerne i et kuldslået og fornemt majestætisk klang-univers. Det er ikke musik, der prætenderer at ville underholde, den handler om liv og død og er som sådan ikke specielt velegnet til virkelighedsflugt, til gengæld tvinges lytteren op af stolen og durk ind i eksistensen. Mørkt og foruroligende, men også smukt, fuld af en smittende tristesse og med klare arkitektoniske linjer præges projektet af tæt ensemblespil med Tom Nielsens udtryks-fulde vokal som fokalpunkt. Marvel Hill er et band, der vil mere end de fleste, og vi tør godt spå, at det næste gang rykker lige op i mesterklassen, hvor det hører hjemme.

1 2 3 4: In Your Faith (Auditorium/A:larm)The Setting Son: The Setting Son (Bad Afro/VME)Simon Gylden: First Man on Venus (National Masterpiece Library/GDC) President Fetch: Cruel Beats - Gently Slumbering (Hepcat Records/VME)Marvel Hill: Heartless Is More (A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu