Læsetid: 6 min.

Historieskrivning der rykker

Peter Øvig Knudsen afslutter sit store samfundsepos om Blekingegadebanden med bravur. Herfra skal kun lyde kritik af, at han ikke har gjort arbejdet helt færdigt
Politi undersøger gerningsstedet efter røveriet mod Købmagergades postkontor, som kostede den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen livet. I Peter Øvig Knudsen rekonstruktion følger vi hovedpersonerne fra minut til minut.

Politi undersøger gerningsstedet efter røveriet mod Købmagergades postkontor, som kostede den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen livet. I Peter Øvig Knudsen rekonstruktion følger vi hovedpersonerne fra minut til minut.

Finn Frandsen

1. november 2007

Når et samfund drømmer som kollektiv, opstår sådan noget som Blekingegadebanden. De unge mænd, der op gennem 1970'erne og 80'erne udgjorde en ideologisk forbryderbande i alliance med den palæstinensiske terrororganisation PFLP, realiserede det, som den radikale danske venstrefløj flirtede med, når de talte om væbnet revolution og proletariatets diktatur.

Blekingegadebanden - eller Appelgruppen, som den også blev kaldt efter gruppens ideologiske leder Gotfred Appel, der fyldte de unge mennesker med politisk propaganda - var ikke blot en blindtarm på samfundskroppen, men hænger uløseligt sammen med og fremstiller den tid, den er del af. Marginaliseret ja, men kun hvis man tilføjer, at den udtrykker en vigtig politisk tendens i sin rene og radikaliserede form. I den forstand kan man sige, at Blekingegadebanden forbinder sig med den radikale venstrefløj op gennem 1970'erne og 80'erne.

Sådan forholder det sig også i Peter Øvig Knudsens store dokumentariske beretning om Blekingegadebanden, der nu med andet bind er fuldendt. Og med det værk er vi blevet beriget med et stykke nyere Danmarkshistorie, hvor ting pludselig tager sig anderledes ud, end vi har været vant til at forestille os. Perioden fra midten af 1960'erne til 1990 bliver belyst gennem en kriminel forbryderbande, der ikke bare efterlod sig tydelige spor i kraft af deres gerninger, men også hænger sammen med den mentalitet, der går fra sen-60'ernes oprør over 1970'ernes ideologiske forbening og ender brat, da en epoke og et verdensbillede går til ende med Murens fald.

Historieskrivning

Genremæssigt står vi med en dokumentarisk beretning forfinet til noget nær det fuldendte. Det er historieskrivning på højeste niveau og dertil stærkt underholdende. Som i første bind baserer Øvig primært sin fremstilling på adgang til politiets og efterretningstjenestens arkiver kombineret med journalistisk research, der bringer ham i kontakt med et af de dømte medlemmer af banden, der optræder anonymiseret som 'Stemmen' i begge bøger. Det giver en stærk og refleksiv kontrast til den fortløbende beretning, der følger banden i det nu, den agerer i. Det er ganske enkelt en fantastisk historie, som er fantastisk fortalt. Medrivende som en god krimi og komponeret med udsøgt brud og skift af perspektiv.

Første bind handler om bandens tilblivelse og udvikling, og den handler især om den gruppe oprørske unge mænd, som Gotfred Appel samlede under sig, skolede ideologisk og sendte i militær træningslejr i Jordan hos PFLP. Under dæknævnet 'Æblerne' fungerede Appels gruppe fra begyndelsen af 1970'erne som en illegal celle i et internationalt terrornetværk, hvis vigtigste formål var at skaffe penge til den palæstinenske befrielseskamp. Uden helt at kunne bevise det antyder Øvig, at Holger Jensen, gruppens mest radikale medlem, kan have deltaget i planlægningen af flere internationale flykapringsaktioner. Første bind slutter med Holger Jensens pludselige død, da han i sin bil overvåger en pengetransport ved Bilka i Tilst ved Århus, og en insulinchokket lastbilschauffør kører direkte ind i ham.

Ulykken

Andet bind starter med den anden fatale bilulykke i bandens historie. Politiet har 13. april 1989 anholdt de ledende medlemmer, efter at politiet har samlet indicier, der forbinder banden med en række store pengerøverier og en kidnapning. Beviserne er imidlertid yderst tynde, så alt peger på, at landsretten vil løslade de anholdte den 3. maj. Lige indtil den 2. maj, hvor et andet medlem - Carsten Nielsen - i en soloulykke kører ind i en elmast og ikke bare bliver blind, men også i bilen efterlader en række beviser, heriblandt et girokort på en elregning for den lejlighed i Blekingegade nr. 2, som politiet forgæves har ledt efter siden anholdelsen. I lejligheden finder de blandt andet et enormt våbenlager, planer for et utal af røverier og detaljeret planlægning af kidnapping af rigmandssønnen Jörn Rausing.

Ellers er dette andet bind en medrivende beretning om de mange forbrydelser, som gruppen gennem en 15-årig periode stod bag, og som kulminerer med den et år lange planlægning af bandens mest kendte kup, nemlig røveriet mod Købmagergades Postkontor i 1988, som ender med, at en ung politibetjent bliver skudt.

Karakteristisk for Øvigs dokumentariske stil og detaljerede rekonstruktion følger vi hovedpersonerne fra minut til minut. Der efterlades ikke den mindste tvivl om, at banden ikke bare var drevet af en politisk sag, men også var helt usædvanlig professionel ned i alle detaljer .

Nyopdagelser

I første bind var det især nyt at erfare, hvilken vigtig rolle Gotfred Appel spillede i forhold til bandens politiske-kriminelle løbebane og det internationale terrornetværk, som banden indgik i. I andet bind kan Øvig ligeledes præsentere en række saftige nyheder. Det gælder ikke mindst det ulovlige salg gennem en stråmand af den danske våbenfabrik Wejra til en israelsk våbenhandler, som Information også har beskrevet.

Den vildeste opdagelse gælder imidlertid det danske Justitsministerium, der i flere omgange lader terrorister gå fri. Det politiske system har åbenbart på det tidspunkt i 1980'erne en skræk for at lægge sig ud med den internationale terrorisme, i dette tilfælde PFLP. Øvig viser i sin bog, at højt placerede embedsmænd - eller ministeren selv - veg tilbage for at begære mistænkte udleveret fra Frankrig, sandsynligvis af frygt for at huse palæstinensiske terrorister her i landet og den heraf følgende risiko for gengældelsesaktioner.

Den samme terrorangst ser man igen i forbindelse med retssagen mod Blekingegadebanden, hvor statsadvokat Hans Christian Abildtrup undlader at bringe terroranklagen i spil i retssagen. Ja, han nægter sågar overhovedet at kigge på omfattende materiale, som PET har samlet i form af 11 røde ringbind, der i detaljer kortlægger gruppens internationale aktiviteter og forbindelseslinjer til PFLP.

Øvig kan altså endnu en gang føje nyt til. Men han kan især levere et suverænt indblik i og forståelse af den periode, han skriver om. For har vi nogensinde virkelig forstået, hvad der foregik i løbet af de to årtier af nyere dansk historie? Nej, endnu ikke. Øvigs to bøger har bragt os et langt skridt videre.

Find Peter

Kritik slipper forfatteren ikke for. Metodisk føler man sig ikke helt på sikker grund. Øvig er stadig svær at kigge i kortene. Der er således stadig ingen kildeliste i bogen, men som i første bind blot en henvisning til en webadresse, hvor der står anført en ikke særlig omfattende litteraturliste. Til historien hører naturligvis, at en stor del af beretningen er baseret på fortrolige arkiver hos politi og efterretningsvæsen. Men det undskylder ikke helt lemfældigheden. Det nye bind har fået en tidsliste, men stadig ingen egentlige kildeangivelser og sortering af materialet i kapitler, ligesom både et register og en oversigt over bogens vigtigste personer ville have klædt den.

Der er for lidt af det, der virkelig er med til at gøre bogen overbevisende og langtidsholdbar. Svaret er desværre nok hensynet til bogens folkelighed og frygten for, at noter og kildehenvisninger skræmmer køberne væk. Første binds lange sejrstogt på bestsellerlisten kunne tyde på, at man har tænkt rigtigt, men det er altså ikke godt nok.

Til gengæld for det manglende materiale får læserne en række farvestrålende billedopslag, hvor en række af gerningsstederne billedmæssigt bliver dokumenteret. Her opdager man pludselig, at bogens forfatter optræder på alle billederne i mere eller mindre synlig form. Ét sted poserer han i krattet ved ulykkesstedet for Carsten Nielsens bilulykke, et andet sted som et fragment af et ansigt gengivet i et bakspejl ved Blekingegade 2, et tredje sted som tænksom profil ved Købmagergades Postkontor og et fjerde sted sammen med sin sorte Jaguar-bil i en skov ved Asserbo, hvor Niels Jørgensen havde gravet en masse dynamit ned.

Man kan da se, at det går forfatteren godt, men hvad er det for en spidsfindig form for 'Find Holger', han her bedriver, hvor læserne skal more sig med at finde Peter Øvig på alle billederne? Det virker som en dårlig spøg, ja faktisk lidt usmageligt. Hvorfor pokker forfalder forfatteren til så dårlige manerer, når alt andet er så fremragende?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil gerne høre, om Carsten Nielsen, der blev blind, sad i almindeligt fængsel, eller hvad man gjorde ved ham, når han intet kunne se? Er der intet der hedder kollektiv skyld i drab, når folk samlet dækker over hinanden ?